Økonomi- og Erhvervsudvalget - Referat fra mødet den 04-10-2017

Referat

  • 1 Budgetforslag 2018-21
    • Resume

      Viborg Byråd vedtog på mødet den 20. september 2017 (sag nr. 1) at oversende budgetforslaget for 2018-2021 til 2. behandlingen. Før byrådets 2. behandling drøfter Økonomi- og Erhvervsudvalget, om der er eventuelle ændringsforslag til budgetforslaget. Det drøftes desuden, om Viborg Kommune skal vælge statsgaranti eller selvbudgettering i 2018 herunder niveauet for skatter, grundskyld, dækningsbidrag og kirkeskatten.

    • Indstilling

      Borgmesteren foreslår, at Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller til byrådet,

       

      1. at ændringsforslag vedr. fremrykkelse af 1.345.000 kr. fra 2020 til 2019 vedr. helhedsplan for Skals Skole, indarbejdes i budgetforslaget,

       

      2. at Viborg Kommune vælger statsgaranti i 2018,

       

      3. at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 25,7 procent,

       

      4. at grundskyldspromillen for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 23,7 promille,

       

      5. at dækningsafgiften af forskelsværdien vedrørende offentlige ejendomme for regnskabsåret 2018 fastsættes til uændret 8,75 promille (højst 8,75),

       

      6. at dækningsafgiften af grundværdien vedrørende offentlige ejendomme for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 11,85 promille (fastsættes til halvdelen af grundskyldspromillen, dog højst 15 promille),

       

      7. at udskrivningsprocenten for kirkeskatten i 2018 fastsættes til uændret 0,93 procent,

       

      8. at takster for 2018 godkendes, og

       

      9. at forvaltningen bemyndiges til efter budgettets vedtagelse at foretage en endelig afbalancering af budgettet ved regulering af kassebeholdningen samt at foretage de fornødne tekniske ændringer, således at det endelige budget 2018-2021 kan udgøre det bedst mulige administrationsgrundlag for udvalgene og forvaltningen.

    • Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 04-10-2017

      Økonomi- og Erhvervsudvalget indstiller til byrådet,

       

      1. at ændringsforslag vedr. fremrykkelse af 1.345.000 kr. fra 2020 til 2019 vedr. helhedsplan for Skals Skole, indarbejdes i budgetforslaget,

      2. at bufferpuljen på politikområdet politisk organisation under Økonomi- og Erhvervsudvalget reduceres med 10 mio. kr. i 2018 med det formål, at kommunerne samlet set kan overholde de økonomiske rammer i årets økonomiaftale mellem Regeringen og KL,

       

      3. at Viborg Kommune vælger selvbudgettering i 2018, således at det forventede merprovenu på 12,1 mio. kr. i forhold til statsgarantien indarbejdes som en forventet efterregulering i 2021, hvor merindtægten lægges i kassen,

       

      4. at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 25,7 procent,

       

      5. at grundskyldspromillen for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 23,7 promille,

       

      6. at dækningsafgiften af forskelsværdien vedrørende offentlige ejendomme for regnskabsåret 2018 fastsættes til uændret 8,75 promille (højst 8,75),

       

      7. at dækningsafgiften af grundværdien vedrørende offentlige ejendomme for regnskabsåret 2018 fastsættes uændret til 11,85 promille (fastsættes til halvdelen af grundskyldspromillen, dog højst 15 promille),

       

      8. at udskrivningsprocenten for kirkeskatten i 2018 fastsættes til uændret 0,93 procent,

       

      9. at takster for 2018 godkendes, jf. bilag nr. 2, og

       

      10. at forvaltningen bemyndiges til efter budgettets vedtagelse at foretage en endelig afbalancering af budgettet ved regulering af kassebeholdningen samt at foretage de fornødne tekniske ændringer, således at det endelige budget 2018-2021 kan udgøre det bedst mulige administrationsgrundlag for udvalgene og forvaltningen.

       

       

      Flemming Gundersen, Enhedslisten deltog i drøftelsen af denne sag.

    • Sagsfremstilling

      Historik

      Viborg Byråd besluttede på mødet den 20. september 2017 (sag nr. 1) at oversende budgetforslaget for 2018-2021 til andenbehandlingen. Budgetforslaget baserer sig på det budgetforlig, som samtlige partier i Viborg Byråd indgik den 28. august 2017.

       

      I denne sag drøftes ændringsforslag til budgetforslaget. Desuden drøftes, om Viborg Kommune skal vælge statsgaranti eller selvbudgettering i 2018 herunder niveauet for skatter, grundskyld, dækningsbidrag og kirkeskatten.

       

      Inddragelse og høring

      Budgetforslaget har været sendt i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Ungdomsrådet mellem behandlingen i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 13. september 2017 og byrådets førstebehandling den 20. september 2017. Der er ligeledes sket høring i bestyrelser på dagtilbud og skoler, idet Børne- og Ungdomsudvalget har udskudt høringen af budgetforslaget til efter sommerferien. Indkomne høringssvar fra disse fora samt referat af fællesmøde mellem Økonomi- og Erhvervsudvalget og Hoved-MED den 13. september 2017 kan ses af bilag nr. 1.

       

      Beskrivelse

      Ændringsforslag

      Forvaltningen har ikke modtaget skriftlige ændringsforslag til budgetforslaget. Der var frist for fremsendelse af ændringsforslag tirsdag den 26. september 2017 kl. 12.00.

       

      Forvaltningen foreslår en teknisk ændring til budgetforslaget. Det blev i budgetforliget besluttet at fremrykke helhedsplan for Skals Skole et år fra 2021 til 2020. For at gennemførelsen kan ske i 2020, er der behov for at afsætte 1.345.000 kr. året før, sådan som projektet oprindeligt var budgetlagt i basisbudgettet. Det foreslås derfor, at der fremrykkes 1.345.000 kr. fra 2020 til 2019.

       

      Det er allerede indarbejdet i budgetforslaget, at Viborg Kommune reducerer anlægsudgifterne med 64 mio. kr. som bidrag til, at kommunerne på landsplan overholder anlægsrammen. Den seneste udmelding fra KL viser, at kommunernes anlægsudgifter nu ligger 1,4 mia. kr. over anlægsrammen, mens serviceudgifterne ligger 0,1 mia. kr. over servicerammen.

       

      Skatter og takster i 2018

      Skattesatserne i budgetforslaget for 2018 er uændrede i forhold til 2017. Den personlige indkomstskatteprocent er 25,7 procent. Grundskyldspromillen er 23,7 promille, og dækningsafgiften for offentlige ejendomme er 11,85 promille.

       

      Oversigt over takster for 2018 kan ses af bilag nr. 2.

       

      Valg af statsgaranti eller selvbudgettering

      Byrådet skal i lighed med tidligere år beslutte, om Viborg Kommune i 2018 enten vælger statsgaranti, hvor skatter, tilskud og udligning ligger fast, eller selvbudgettering, hvor egne beregnede skatteindtægter indgår i beregningen af skatter, tilskud og udligning. Ved selvbudgettering afregnes en eventuel difference med staten tre år efter budgetåret 2018, dvs. i 2021, når det endelige udskrivningsgrundlag er gjort op.

       

      Ved byrådets førstebehandling af budgettet for 2018-2021 var indtægterne fra skatter, tilskud og udligning baseret på statsgarantien for 2018, der blev udmeldt af Økonomi- og Indenrigsministeriet i juni 2017. Forvaltningen har foretaget nye beregninger og følsomhedsanalyser på valget mellem statsgaranti og selvbudgettering. Beregningerne kan ses i bilag nr. 3.


      Beregningerne viser, at Viborg Kommunes indtægter ved selvbudgettering ligger 12 mio. kr. over statsgarantien for 2018.

       

      Følsomhedsanalyser på indtægtsprognosen viser,

      ·         at beregningsgrundlaget er usikkert, da de økonomiske forudsætninger og den begyndende højkonjunktur kan ændre sig.

      ·         at udvikling i udskrivningsgrundlag og befolkningstal i landets øvrige (store) kommuner har stor betydning for størrelsen af en efterregulering ved valg af selvbudgettering, og det er af mindre betydning, hvordan det går i Viborg Kommune. På nuværende tidspunkt vides ikke, hvor mange kommuner, der beslutter sig for en selvbudgettering i 2018.

      ·         at vækst i befolkningstallet i Viborg Kommune er den faktor, der har størst betydning for indtægtsprognosen. Ændringer i befolkningstallet flytter store beløb både på skatteprovenu og på udligningsbeløbene.

       

      Den mulige økonomiske gevinst ved selvbudgettering kan overstige 12 mio. kr., hvis væksten i udskrivningsgrundlaget eller befolkningstallet udvikler sig mere positivt end forudsat. Omvendt er det Forvaltningens vurdering, at en skønnet gevinst ved selvbudgettering på 12 mio. kr. er forholdsvis lav set i forhold til de økonomiske risici og sandsynligheden herfor.

       

      Forvaltningen anbefaler derfor valg af statsgaranti i 2018 ud fra et forsigtighedsprincip.

       

      Kirkeskatten i 2018

      Ved budgettets 2. behandling skal byrådet vedtage udskrivningsprocenten for kirkeskatten. I lighed med forrige år har de kirkelige myndigheder afleveret kirkens eget budgetforslag for 2018. Med det fremlagte budgetforslag er der økonomisk balance mellem udgifter og indtægter ved en uændret udskrivningsprocent på 0,93 procent. Herved forventes der ikke noget mellemregningsforhold mellem kommunekassen og de kirkelige myndigheder.

       

      Alternativer

      Intet.

       

      Tidsperspektiv

      Ændringsforslagene er indarbejdet i budgetforslaget til byrådets 2. behandling den 11. oktober 2017.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Intet.

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Intet.

    • Bilag

  • 2 Meddelelser og gensidig orientering
    • Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 04-10-2017

      Intet.

    • Sagsfremstilling

      -




  • 3 EjendomssagLukket sag