Teknisk Udvalg - Referat fra mødet den 19-12-2018

Referat

Ekstraordinært Teknisk Udvalgsmøde

  • 1 Forslag til kommunal erstatningskørsel for nedlagte regionsruter i den kollektive trafik
    • Resume

      Regionsrådet har på møde den 31. oktober 2018 vedtaget en plan for gennemførelse af besparelser på den regionale kollektive trafik. Planen betyder, at Region Midtjylland fra 1. april 2019 ophører med at finansiere en række regionale ruter og strækninger.

       

      Forvaltningen har sammen med Midttrafik udarbejdet forslag til erstatningskørsel for primært at tilgodese uddannelsessøgende og skoleelever i Viborg Kommune.

       

      Forslaget vil kunne finansieres indenfor nuværende budget på baggrund af de besparelser, som Teknisk Udvalg besluttede at foretage på det kommunale kollektive rutenet.

    • Indstilling

      Direktør for Teknik & Miljø indstiller til Teknisk Udvalg,

       

      1. at det fremsendte løsningsforslag godkendes til bestilling hos Midttrafik.

    • Beslutning i Teknisk Udvalg den 19-12-2018

      Indstillingen blev godkendt med følgende tilføjelse: I relation til rute 114 kompenseres med en udvidelse af rute 75 med en morgentur til betjening af Højbjerg.

    • Sagsfremstilling

      Historik

      Regionen har gennem 1½ år varslet besparelser i den kollektive trafik på det regionale rutenet. Midttrafik har efter ønske fra Region Midtjylland udarbejdet et bruttokatalog over regionale ruter, der primært betjener borgere internt i kommunerne.

       

      Det regionale bruttokatalog er tidligere fremsendt til kommunerne. Efterfølgende er der afholdt en del møder parterne imellem for at finde løsninger og få afklaret, i hvilket omfang kommunerne har mulighed for at ”overtage” relevante ruter tilpasset det serviceniveau, der gælder for andre tilsvarende kommunale lokalruter.

       

      Regionsrådet har på et møde den 31. oktober 2018 besluttet, at Region Midtjylland fra 1. april 2019 ophører med at finansiere alle regionale ruter og strækninger, som er nævnt i det fremsendte bruttokatalog. (Se bilag 1, Brev til kommunerne, og bilag 2, Plan for budgetoverholdelse vedrørende kollektiv trafik, med oversigt over busruter og strækninger, som Region Midtjylland fra 1. april 2019 ophører med at finansiere.)

       

      For at tilgodese transport af uddannelsessøgende vil Region Midtjylland i en treårig periode yde tilskud til enkelte områder og strækninger. Herefter vil tilskuddet blive taget op til vurdering. Tilskuddet fastlægges for den enkelte rute som én dobbelttur om morgenen og to dobbeltture om eftermiddagen. (Se bilag 3, Notat om tilskud til transport af uddannelsessøgende, med beskrivelse af ordning om tilskud).

       

      Den 20. november 2018 var Kommunerne af Midttrafik indkaldt til endelig afklaring omkring bestilling af ”erstatningskørsel”. (Se bilag 4, Referat fra kommunemøder den 20. november 2018). I den forbindelse er det oplyst, at Midttrafik skal have endelige bestillinger på kommende kørsel senest den 20. december 2018 for at kunne nå at udarbejde køreplaner gældende fra og med køreplanskifte, søndag den 30. juni 2019.

       

      I overgangsperioden fra 1. april 2019 til og med lørdag den 29. juni 2019 er der lagt op til, at nuværende køreplaner fortsætter uændret. Midttrafik og Regionen arbejder på at finde midler og løsninger til denne finansiering, så kommunerne slipper for denne ekstra udgift. Regionen påtager sig den fulde forpligtelse til at dække udgifterne til Midttrafiks godtgørelse til busselskaberne for berørte reducerede og nedlagte regionale ruter.

       

      Inddragelse og høring

      Midttrafik har oplyst, at ”erstatningskørslen” ikke bliver sendt i offentlig høring på grund af manglende tid. De nye køreplaner skal sendes direkte til vognmændene mindst 3 måneder før køreplanstart søndag den 30. juni 2019. Kørsel bliver lavet ud fra de bestillinger, som kommunerne har afgivet til Midttrafik.

       

      Beskrivelse

      På kommunemøderne den 20. november 2018 fremlagde forvaltningen overfor Midttrafik forslag til den erstatningskørsel, som ønskes udarbejdet og træde i kraft fra og med søndag den 30. juni 2019 med forbehold for Teknisk Udvalgs godkendelse.

       

      Forvaltningen har foreslået erstatningskørsel til 3 af de 5 ruter, som Regionen ophører med at finansiere i Viborg Kommune.

       

      Rute 50 Skive – Løgstrup - Viborg

      Forvaltningen foreslår en betjening fra Knudby, Kvols og Hjarbæk til Løgstrup dels om morgenen til kl. ca. 7, hvor der kan opnås forbindelse med rute 940X, der kører fra Skive til Viborg, og dels en runde mere så Løgstrup skole betjenes til kl. 8. Hjemkørsel fra Løgstrup skal være med 2-3 afgange på skoledage.

       

       

      Forslaget betyder, at strækningen fortsat betjenes, men i en mindre form end i dag. Der indgår også i forslaget, at der laves en flexbusordning på udvalgte ture på skolefridage.

       

      Rute 59 Viborg – Møldrup - Ålestrup

      Rute 960X (Silkeborg - Viborg – Aalborg) er udset til at hjælpe med betjeningen af ovennævnte område. På strækningen fra Aalestrup til Bjerregrav føres ruten ad Hvamvej, ligesom rute 59 kører i dag. Rute 960X vil dermed betjene Gl. Hvam, Møldrup, Bjerregrav, Løvel, og Viborg v/stadion. Det er de byer, der i dag betjenes af rute 59. Der vil dog være en del ”huller” i køreplanen. Derfor foreslås strækningen suppleret med kørsel udført af én bus fra nuværende rute og af en ledig bus fra anden rute.

       

      Forslaget betyder, at strækningen fortsat betjenes, men i mindre omfang end i dag. Der indgår også i forslaget, at der laves en flexbusordning på udvalgte ture på skolefridage.

       

      Rute 75 Bjerringbro – Rødkærsbro – Kjellerup

      Forvaltningen foreslår, i modsætning til Silkeborg Kommune, at videreføre ruten og ønsker derfor at overtage bestillerfunktionen samt ansvaret for hele ruten. Viborg Kommune får til gengæld hele tilskuddet, som Regionen har tildelt strækningen.

       

      I forslaget bliver ruten betjent med 1 dobbelt morgentur og 2 dobbelt eftermiddagsture. Turen søndag aften før skoledage udgår.

       

      Forvaltningen foreslår, at Viborg Kommune viderefører ruten alene, og at ruten tilpasses minimumsbetjening på skoledage.

       

      Rute 114 Aarhus – Hammel – Viborg og rute 914X Aarhus – Hammel – Viborg

      Forvaltningen foreslår, at det meddeles Midttrafik, at Viborg Kommune ikke ønsker at overtage eller på anden måde være medfinansierende til at drive disse ruter videre.

       

      Midttrafik har udarbejdet en økonomisk beregning for den kommunale drift af disse erstatningsruter gældende for 2. halvår 2019 og de følgende budgetår. I det fremsendte forslag er der også redegjort for, hvilke konsekvenser det har for kunderne.  Redegørelsen fremgår af bilag 5, Notat – Regionsbesparelser Viborg Kommune.

       

       

      Alternativer

      Ruterne er alle på nuværende tidspunkt regionale, og det er Regionsrådet, der har besluttet at ophøre med betjeningen af de pågældende strækninger. Kommunerne er ikke forpligtiget til at ”overtage” ruterne helt eller delvis, men det vil de fleste steder især have transportmæssige konsekvenser for både nuværende brugere og kommende uddannelsessøgende, hvis kommunerne undlader at ”overtage” ruterne helt eller delvist.

       

      Tidsperspektiv

      Midttrafik skal modtage bestilling på erstatningskørsel senest den 20. december 2018 for at kørslen kan være gældende fra og med 30. juni 2019.

       

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Midttrafik har fremsendt økonomisk overslag for de foreslåede ændringer til budget 2019. Midttrafik har desuden meddelt, at de først til foråret 2019 fremsender de endelige budgetændringer og indregner det i de faktiske afregninger for resten af året 2019.

       

      Der skal gøres opmærksom på, at efter 3 år skal Regionsrådet vurdere et fortsat tilskud til uddannelseskørsel. Viborg Kommune kan derfor risikere at få en ekstra udgift efter 2022. Det forhold bør indgå i de videre budgetmæssige overvejelser.

       

      Regionstilskuddet til Viborg Kommune for rute 59 og rute 75 er beregnet til henholdsvis 613.000 kr./år og 832.000 kr./år. I alt pr. år 1.445.000 kr.

       

      Viborg Kommune har planlagt besparelser i det oprindelige rutenet for at være i stand til at kunne indsætte en nødvendig erstatningskørsel. Disse rutenetsændringer træder i kraft ved køreplanskifte søndag den 30. juni 2019, og køreplanerne sendes i offentlig høring i starten af januar 2019 i modsætning til erstatningskørslen, der ikke sendes i offentlig høring før køreplanstart.

       

      Samlet overslag over økonomiske konsekvenser for erstatningskørsel som det er forslået.

      Nettoudgifter pr. år (helårseffekt):

       

      Rute 50

      955.000 kr.

      Rute 50 Flexbus

      22.000 – 36.000 kr.

      Rute 59

      50.000 kr.

      Rute 59 Flexbus

      40.000 – 75.000 kr.

      Rute 75

      45.000 kr.

      Ekstra omkostninger på faste busudgifter pga. ændrede vognløb

      129.000 kr.

      Total

      Ca.   1.241.000 – 1.290.000 kr.

       

      Midttrafik tager forbehold for beregningerne, indtil der er lavet endelige køreplaner og vognløb i foråret 2019. Indtægtsopgørelsen er forbundet med en vis usikkerhed.

       

      Teknisk Udvalg har på mødet den 15. august 2018 vedtaget ændringer i det eksisterende rutenet og foretaget besparelser for at kunne indsætte nødvendigt erstatningskørsel på de regionsruter, der vil blive nedlagt. Se Punkt 6 , Forslag til ny betjening af den kollektive trafik.

       

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Midttrafik er ansvarlig for de juridiske og planmæssige forhold.

    • Bilag

  • 2 Kollektiv trafik besparelser på skolefridagskørsel
    • Resume

      På Teknisk Udvalgs møde den 15. august 2018 under (punkt 6), Forslag til ny betjening af den kollektive trafik, blev det besluttet at nedlægge Skolefridagskørslen/lørdagskørsel på lokalruter, men indsættelse af Flexbusordning, besparelse 440.000 kr.

       

      Midttrafik har foretaget passagertællinger på lokalruter. På den baggrund anbefaler selskabet, at Viborg Kommune alligevel fastholder skolefridagskørslen på to lokalruter.

    • Indstilling

      Direktøren for Teknik & Miljø indstiller, at Teknisk Udvalg

       

      1. tager stilling til, hvorvidt Midttrafiks anbefalinger skal indgå i den videre trafikplanlægning for den kollektive trafik.

    • Beslutning i Teknisk Udvalg den 19-12-2018

      Teknisk Udvalg besluttede,

       

      1. at Midttrafiks anbefalinger indgår i den videre trafikplanlægning for den kollektive trafik

    • Sagsfremstilling

      Historik

      På Teknisk Udvalgs møde den 15. august 2018 ( Punkt 6 ) blev der behandlet et forslag til ny betjening af den kollektive trafik. På mødet blev det besluttet at nedlægge Skolefridagskørslen/lørdagskørsel på lokalruter, men i stedet tilbyde en Flexbusordning, hvorved der kunne opnås en besparelse på 440.000 kr.

       

      Inddragelse og høring

      Intet på nuværende tidspunkt, men der vil blive gennemført en høring af Midttrafik på et senere tidspunkt i processen.

       

      Beskrivelse

      Midttrafik har nu foretaget en passagertælling på lokalruterne og sendt Viborg Kommune et notat omkring benyttelsen af skolefridagskørslen på udvalgte lokalruter i Viborg.

       

      I notatet anbefaler Midttrafik - på baggrund af passagertællingerne - at bibeholde busbetjeningen på rute 711 (Viborg - Hald Ege - Birgittelyst - Almind - Thorning – Gråmose) og 712 (Viborg - Dollerup - Finderup – Viborg) på skolefridage samt om lørdagen på rute 711.

       

      Skolefridagskørslen på rute 766 (Viborg - Skals - Møldrup - Klejtrup – Lindum) og rute 711 (Viborg - Hald Ege - Birgittelyst - Almind - Thorning – Gråmose) anbefales at blive erstattet med flexbusafgange. Det samme gælder for lørdagskørslen på rute 770 (Viborg - Bruunshåb – Bjerringbro).

       

      Notatet er vedlagt og beskrevet i bilag 1 ”Benyttelse af skolefridagskørsel”, og bilag 2 ”Lokalruter Viborg ikke-skoledage” (tællinger)

       

      Alternativer

      Ingen

       

      Tidsperspektiv

      De nye køreplaner skal være klar til den offentlige høring i januar 2019. Køreplanerne træder i kraft til køreplanskifte i juli 2019.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Den beskrevne anbefaling til skolefridagskørsel vil betyde en besparelse på 200.000 kr. i stedet for de 440.000 kr.

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Ingen


    • Bilag

  • 3 BevillingssagLukket sag