Social- og Sundhedsudvalget - Referat fra mødet den 17-01-2019

Referat

  • 1 Præsentation af veterankoordinator-funktionen i Viborg Kommune
    • Resume

      På dagens møde gives en præsentation af Viborg Kommunes veteranindsats.

    • Indstilling

      Direktøren for Social, Sundhed & Omsorg indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

       

      1. at orienteringen om Viborg Kommunes veteranindsats tages til efterretning.

    • Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-01-2019

      Social- og Sundhedsudvalget tog orienteringen om Viborg Kommunes veteranindsats til efterretning.

    • Sagsfremstilling

      Historik

      Det daværende Social- og Arbejdsmarkedsudvalg besluttede på sit møde 18. juni 2014 (sag nr. 8), at etablering af en særlig indsats for veteraner skulle indgå som budgetønske i forbindelse med byrådets forhandlinger om Budget 2015-2018. Budgetønsket blev imødekommet, og på Social- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde 3. marts 2015 (sag nr. 11) blev udvalget orienteret om den konkrete udmøntning af indsatsen, herunder ansættelse af en veterankoordinator.

       

      Veteranindsatsen påbegyndtes 1. maj 2015 med ansættelsen af veterankoordinatoren, og 1. juni 2017 blev ansat endnu en veteranstøtteperson.

       

      Inddragelse og høring

      Intet.

       

      Beskrivelse

      På dagens møde mellem Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget orienteres om veteranindsatsen og den aktuelle status.

       

      Veteranindsatsen omfatter både tilbud til veteranerne og disses pårørende. Ideen er at støtte veteraner og deres pårørende, herunder at hjælpe med koordination og støtte i veteranernes kontakt med kommunens forvaltninger og tilbud.

       

      Alternativer

      Intet.

       

      Tidsperspektiv

      Intet.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Intet.

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Intet.


  • 2 Omlægning af beskyttet beskæftigelse i Viborg
    • Resume

      Arbejdsmarkeds- og socialområdet samarbejder om udvikling af borgernes funktionsevne og støtte til borgernes progression i beskyttet beskæftigelse i forhold til at komme tættere på det ordinære arbejdsmarked.

       

      Forvaltningen foreslår en omlægning af beskyttet beskæftigelse i Viborg, hvor førtidspensionister fortsat vil kunne tilbydes beskyttet beskæftigelse internt på Jobigen (Primært Trepas og Hald Ege Miniregnskov) og som noget nyt kunne tilbydes beskyttet beskæftigelse på eksterne virksomheder (enten sammen med en gruppe af borgere eller individuelt udplaceret).

    • Indstilling

      Direktøren for Social, Sundhed & Omsorg indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

       

      1. at forslaget om omlægning af beskyttet beskæftigelse drøftes med Beskæftigelsesudvalget og

       

      2. at omlægningen godkendes

    • Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-01-2019

      ·         Social- og Sundhedsudvalget drøftede forslag om omlægning af beskyttet beskæftigelse med Beskæftigelsesudvalget.

      ·         Social- og Sundhedsudvalget lægger vægt på, at Trepas fortsat er hovedtilbuddet for beskyttet beskæftigelse.

      ·         Social- og Sundhedsudvalget lægger endvidere vægt på, at der for nuværende skal være tilbud om beskyttet beskæftigelse på Trepas for borgere med fysisk handicap og tilbud om beskyttet beskæftigelse for borgere med psykisk handicap på Nørremarksvej.

      ·         Social- og Sundhedsudvalget besluttede, at forvaltningen arbejder videre med forslaget, idet valget mellem beskyttet beskæftigelse internt og eksternt altid skal ske med afsæt i borgernes ønsker og behov, hvorfor der ikke fastsættes måltal for udplaceringen.

    • Sagsfremstilling

      Historik

       

      Kommunalbestyrelsen skal, jf. § 103 i Lov om social service, tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

       

      Viborg kommune har to tilbud om beskyttet beskæftigelse på Jobigen – dels tilbuddet på Trepas/Hald Ege Miniregnskov for personer med nedsat fysisk funktionsevne og dels tilbuddet på Nørremarksvej for personer med nedsat psykisk funktionsevne.

       

      Den beskyttede beskæftigelse skal tilbyde opgaver og en arbejdspladskultur, der i størst mulig grad matcher det ordinære arbejdsmarked. Den beskyttede beskæftigelse skal aktivt understøtte en progression, der fører den enkelte tættere på muligheden for at komme ud i en ansættelse med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob).

       

      Der er på Jobigen tilrettelagt en indsats kaldet ”Jobkurs”. Det er et forløb for førtidspensionister, der ikke er i målgruppe for beskyttet beskæftigelse og som har brug for støtte ift. at opnå ansættelse i et job med løntilskud.

      Borgere i beskyttet beskæftigelse, som har motivation og som har udviklet sig til at kunne opnå en ansættelse i job med løntilskud, kan gennem Jobkurs få samme støtte.

      Der er 2-3 borgere fra beskyttet beskæftigelse, der efter eget ønske via Jobkurs er kommet videre i en ansættelse med løntilskud.

       

      Beskyttet beskæftigelse er et tilbud, som bevilges gennem Socialområdet, mens job med løntilskud for førtidspensionister er et tilbud under Arbejdsmarkedsområdet.

       

      Inddragelse og høring

       

      Ledelse og medarbejdere under såvel arbejdsmarkeds- som socialområdet har været inddraget i udarbejdelse af forslaget om omlægning eller er orienteret om forslaget.

       

      Forvaltningen har bedt Handicaprådet om at vurdere forslaget om omlægningen og tilbagemeldingen herfra er vedlagt i bilag 1.

       

      Idet den beskyttede beskæftigelse i Viborg er omfattet af rammeaftalerne for social- og specialundervisningsområdet skal Den Administrative Styregruppe for Social- og Specialundervisningsområdet (DASSOS) godkende ændringer, før de kan iværksættes.

       

      Jobigen har kontakt til en gruppe pårørende med henblik på at få etableret en

      ”følgegruppe” af interessenter, som kan og vil indgå i dialog om de udfordringer og

      muligheder, der løbende opstår i tilknytning til beskyttet beskæftigelse.

       

      Desuden vil der to gange årligt blive inviteret til et informationsmøde, hvor pårørende og andre interessenter kan høre om status, udfordringer og hverdagen i beskyttet beskæftigelse. Informationsmøderne startes med et åbent husarrangement i februar 2019.

       

      Beskrivelse

       

      Arbejdsmarkeds- og socialområdet samarbejder om udvikling af funktionsevnen og støtte til borgernes progression i forhold til at komme tættere på det ordinære arbejdsmarked. 
      Forvaltningen foreslår i den sammenhæng en omlægning af beskyttet beskæftigelse i Viborg ud fra primært et ønske om at øge målgruppens progression i forhold til uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer. Desuden er der en reduceret tilgang til beskyttet beskæftigelse, som gør det svært fortsat at drive et attraktivt og rentabelt internt tilbud for målgruppen.

       

      Omlægningen betyder, at førtidspensionisternes muligheder udvides, og der bliver mulighed for at få tilbudt beskyttet beskæftigelse placeret eksternt på ordinære arbejdspladser sammen med en gruppe af borgere eller individuelt.

      Jobigen skal understøtte og facilitere de eksternt placerede borgere såvel som virksomhederne. Overfor borgerne er der fokus på en pædagogisk understøtning af hver enkelt borgers udvikling, progression og med fokus på et ”efterværn”, der skal forebygge, at forløb afbrydes, hvis der opstår misforståelser mellem borger og arbejdsplads og mistrivsel for borger.

       

      Omlægningen vil ske gradvist og i takt med, at borgerne er motiverede og klar til evt. at skifte fra interne værksteder på Jobigen til beskyttet beskæftigelse på ordinære virksomheder eller gennem indsatsen kaldet ”Jobkurs” skifter fra beskyttet beskæftigelse til en ansættelse med løntilskud.
      Omlægningen betyder desuden en samling af værkstedsaktiviteterne primært på Trepas, men fortsat med fokus på én indsats for førtidspensionister med fysiske handicap og én anden for borgere med psykisk handicap.

      Det er vigtigt at pointere, at valget mellem beskyttet beskæftigelse internt eller eksternt altid sker ud fra borgernes ønsker, evner og behov. Det er derfor usikkert, hvordan fordelingen mellem den eksterne og interne beskyttede beskæftigelse vil udvikle sig.

       

      Forvaltningen har skønnet at 50% af den nuværende beskyttede beskæftigelse fremover vil kunne placeres på eksterne virksomheder – svarende til en normering på 75 fuldtidspladser internt og 75 fuldtidspladser eksternt ud fra det aktuelle behov. Normeringen på beskyttet beskæftigelse skal årligt tilpasses efter behovet.
      Den nuværende normering på Trepas/Hald Ege Miniregnskov er 117 og på Nørremarksvej 35 fuldtidspladser.

       

      Den nye model forventes at udvikle borgerne i højere grad end under den nuværende model og forventes at betyde, at der i løbet af en 4-årig periode vil være 50 borgere, der er udviklet fra beskyttet beskæftigelse til at kunne varetage et job med løntilskud for førtidspensionister. 

       

      Omlægningen betyder, at de ansatte på Jobigen, der forestår indsatsen i den beskyttede beskæftigelse, skal skifte rolle fra primært at være værkstedsassistenter med fokus på produktion til en jobkonsulentrolle med fokus på at understøtte borger og virksomhed. Der vil blive tilrettelagt opkvalificeringsforløb, jf. behovet hos de ansatte i sammenhæng med omlægningen.

       

      Alternativer

       

      En reduceret tilgang til beskyttet beskæftigelse betyder, at der skal ske en tilpasning af den nuværende indsats for fortsat at sikre et attraktivt tilbud til borgerne.

       

      Den nuværende model med beskyttet beskæftigelse på Trepas/Hald Ege Miniregnskov for borgere med fysisk handicap og på Nørremarksvej for borgere med psykisk handicap kan fortsætte, men vil betyde, at valgmulighederne ift. værksteder og opgaver bliver reduceret.

      Mulighederne for evt. at købe pladser på beskyttet beskæftigelse hos andre kommuner for at give borgerne flere valg vil efter behov blive undersøgt.

       

      Tidsperspektiv

       

      Omlægningen vil, hvis den godkendes, ske gradvist.
      I løbet af 2019 forventes der at kunne udplaceres 16 borgere svarende til 20% i beskyttet beskæftigelse på eksterne virksomheder.

      I 2020 forventes 20 borgere udplaceret, i 2021 20 borgere, i 2022 24 borgere og dermed kommer normering i 2022 på 75 fuldtidspladser på eksterne virksomheder.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

       

      Den beskyttede beskæftigelse er omfattet af de regionale rammeaftaler inden for social- og specialundervisningsområdet og takstfinansieret. En kommune, der jf. rammeaftalerne sælger pladser til andre kommuner, må ikke tjene på at drive indsatsen og derfor beregnes taksterne årligt på baggrund af faktiske udgifter og indtægter.

       

      Omlægningen af den beskyttede beskæftigelse skal godkendes af DASSOS, og der skal beregnes takster for hver indsats i den nye model. Det vil sige takster for Trepas/Hald Ege Miniregnskov, for Nørremarksvej, for udplacering af grupper af borgere på eksterne virksomheder og for udplacering af enkeltborgere.

      Juridiske og planmæssige forhold

       

      En kommune må ikke støtte enkeltpersoner eller enkeltvirksomheder og dermed medvirke til konkurrenceforvridning. Det betyder, at der jf. lovgivningen skal laves en beregning af værdien af hver enkelt borgers produktion i ekstern beskyttet beskæftigelse, som virksomheden skal betale for. Virksomheden betaler til Viborg Kommune for ydelsen, lige som der nu betales for at få opgaverne løst på Trepas/Hald Ege Miniregnskov og på Nørremarksvej.

      Ydelsen til borgeren, der er udplaceret i ekstern beskyttet beskæftigelse, udbetales fortsat af Viborg Kommune.

    • Bilag

  • 3 Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) - status på analyse af supplerende tilbud på STU-området
    • Resume

      På dagens møde giver forvaltningen en status på analysen af potentialerne i at øge bredden i uddannelsesforberedende tilbud for unge, som umiddelbart efter grundskolen udelukkende har Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) som valgmulighed.

       

      De flere valgmuligheder skal bevirke, at flere unge får det rette tilbud til realisering af deres potentialer.

    • Indstilling

      Direktøren for Social, Sundhed & Omsorg indstiller til Social- og Sundhedsudvalget,

       

      1. at status på afdækningen af supplerende tilbud til Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) tages til efterretning.

       

      2. at Social- og Sundhedsudvalget godkender, at der udarbejdes konkrete forslag til supplerende tilbud til Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

    • Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-01-2019

      1. Social- og Sundhedsudvalget tog status på afdækningen af supplerende tilbud til Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) til efterretning.

       

      2. Social- og Sundhedsudvalget godkendte, at der udarbejdes konkrete forslag til supplerende tilbud til Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), idet udvalget tilkendegav, at forslagene skal udarbejdes i samarbejde med relevante interessenter, herunder STU, Viborg.

    • Sagsfremstilling

      Historik

      På fællesmødet mellem Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget den 13. august 2018 (sag nr. 1) drøftede de to udvalg samarbejdet omkring Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), herunder udfordringen med at ikke alle unge under Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse profiterer optimalt af uddannelsen.

       

      Inddragelse og høring

      På baggrund af fællesmødet mellem Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget, har forvaltningen taget initiativ til at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe, der skulle se på mulighederne for at øge bredden af tilbud til unge i målgruppen for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

       

      I arbejdsgruppen deltager ledelsesrepræsentanter fra socialområdet, beskæftigelsesområdet samt skoleområdet. Arbejdsmarkedschefen er formand.

       

      Beskrivelse

      Arbejdsgruppen analyserer i øjeblikket muligheder og potentialer for at etablere flere valgmuligheder af tilbud for nogle af de unge, som umiddelbart efter grundskolen udelukkende har en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) som valgmulighed for den fremtidige uddannelsesvej.

       

      Forvaltningen afdækker faglige, juridiske og økonomiske muligheder og potentialer.

       

      Målet med arbejdsgruppens drøftelser er at identificere, om der kan være grupper af unge, der i højere grad kan få mulighed for at realisere deres potentiale gennem en større variation af tilbud. Det kan eksempelvis være unge med et tydeligt arbejdsmarkedspotentiale eller unge med massive støtte- og omsorgsbehov.

       

      På mødet giver forvaltningen en status på arbejdsgruppens arbejde, jf. bilag 1.

       

      Arbejdsgruppens formand, arbejdsmarkedschefen, deltager i behandlingen af punktet.

       

      Alternativer

      Intet.

       

      Tidsperspektiv

      Forvaltningen forventer at fremlægge et endeligt oplæg til politisk behandling i marts 2019.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Intet.

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Intet.

    • Bilag

  • 4 Drøftelse af, hvordan sundheds- og rehabiliterende tiltag kan understøtte beskæftigelsesindsatsen
    • Resume

      Forud for mødet i dag er der udtrykt ønske om en drøftelse af, hvordan sundheds- og rehabiliteringsindsatser fra andre grene af den kommunale organisation bedst understøtter beskæftigelsesindsatsen.

    • Indstilling

      Direktøren for Social, Sundhed & Omsorg indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

       

      1. at muligheder for supplerende sundheds- og rehabiliterende tiltag, som kan understøtte beskæftigelsesindsatsen, drøftes.

    • Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-01-2019

      Social- og Sundhedsudvalget drøftede muligheder for supplerende sundheds- og rehabiliterende tiltag, som kan understøtte beskæftigelsesindsatsen.

       

      Social- og Sundhedsudvalget tilkendegav, at forvaltningen arbejder videre med supplerende sundheds- og rehabiliterende tiltag, der kan understøtte beskæftigelsesindsatsen.

    • Sagsfremstilling

      Historik

      Intet.

       

      Inddragelse og høring

      Intet.

       

      Beskrivelse

      Såvel på beskæftigelsesområdet som på sundhedsområdet arbejder man som udgangspunkt med hver sine indsatser/borgerrettede tilbud efter henholdsvis beskæftigelsesloven og sundhedsloven og ligeledes for socialområdet, der har tilbud efter såvel serviceloven som sundhedsloven.

       

      Således kan kun medarbejdere i jobcentret henvise til tilbud efter beskæftigelsesloven, og eventuelle forløb ophører, når den ledige eller sygemeldte kommer i arbejde/raskmelder sig.

       

      Tilbud efter sundhedsloven tager udgangspunkt i sygdom eller helbredsmæssige udfordringer. Deltagelse i tilbud efter denne lovgivning er for en dels vedkommende betinget af lægelig henvisning, mens andre er ”åbne” tilbud, som f.eks. sundhedscentret selv kan bevilge/optage borgere i. På det sociale område findes ligeledes både ”åbne” tilbud og tilbud, der kræver henvisning/bevilling, og her kan kun Socialafdelingen henvise.

       

      Særligt mellem socialområdet og beskæftigelsesområdet findes et årelangt samarbejde. Primært fordi en række borgere på den ene side er omfattet af beskæftigelseslovgivningen, hvorefter jobcenteret skal tilrettelægge en jobrettet indsats, mens de på den anden side er så socialt eller psykisk udfordrede, at de også modtager indsatser efter serviceloven. F.eks. bostøtte eller rehabiliterende indsatser hos Center for Mestring.

       

      Samme ”overlap” med borgere, der modtager tilbud eller ydelser flere steder fra, ses i samspillet mellem beskæftigelsesindsatsen og sundhedsindsatsen. Her har samarbejdet igennem en årrække primært bestået i distribuering af de åbne/u-visiterede ”lær-at-tackle-kurser”, som sundhedsområdet udbyder, og som er relevante for en stor del af jobcentrets målgruppe.

       

      Etableringen af sundhedscentret har styrket mulighederne for samarbejde. Således er der flere gange arrangeret ”åbent hus” i sundhedscentret for jobcentrets medarbejdere, og senest 13. november 2018 gennemførtes et mere gensidigt dialogarrangement, hvor sundhedscentret og beskæftigelsesområdet inviterede indenfor ”i hinandens maskinrum” og blandt andet informerede om hinandens opgaver og tilbud til borgerne.

       

      Formålet var dels at øge kendskabet til hinandens arbejdsområder og at identificere nye samarbejdsmuligheder, dels at skabe personlige relationer, som kan befordre det daglige samarbejde.

       

      Artikel om arrangementet fra det kommunale ”Forum” vedlægges som bilag 1.

       

      Det særlige rehabiliteringsteam og ressourceforløb

      Særlige krav til samarbejdet om borgerne stilles i relation til indsatsen i ”rehabiliteringsteamet”, der som tværfagligt ekspertpanel skal bidrage til, at borgere på midlertidig forsørgelse (primært kontanthjælp og sygedagpenge), som er i risiko for at komme på førtidspension, tilbydes individuelt tilrettelagte, tværfaglige ”ressourceforløb” eller visiteres til fleksjob med henblik på – som et alternativ til førtidspension – at bevare eller opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet.

       

      Rehabiliteringsteamet er et resultat af reformen på førtidspensions- og fleksjobområdet (2013) og har obligatorisk deltagelse fra beskæftigelsesområdet, sundhedsområdet og socialområdet samt af en sundhedskoordinator fra regionen og efter behov fra f.eks. UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) eller familieområdet.

       

      Rehabiliteringsteamet skal ifølge loven blandt andet ”… drøfte og afgive indstilling om, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige indsatser der er nødvendige, for at den enkelte borger opnår tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvordan disse indsatser koordineres”.  Det forudsættes i loven (Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen), at de respektive afdelinger eller forvaltninger bevilger de indstillede indsatser, som indstillet af rehabiliteringsteamet.

       

      Iværksættelse af og opfølgning i et ressourceforløb varetages af en koordinerende sagsbehandler (beskæftigelsesfaglig medarbejder), der varetager og koordinerer sagen fra start til slut. Både for at styrke fagligheden i relation til ressourceforløb og for at smidiggøre det koordinerende arbejde er alle ressourceforløb pr. 1. januar 2018 samlet i ”Ressourceforløbsteamet”, der er et myndighedsteam under arbejdsmarkedsområdet.

       

      Forvaltningens bemærkninger

      Samarbejde mellem arbejdsmarkedsområdet og sundhedscentret taler direkte ind i den landsdækkende sundhedsundersøgelse ”Hvordan har du det?”, der blandt andet peger på, at netop jobcentrenes målgrupper er sundhedsmæssigt udfordrede, hvortil kan føjes, at der i målgruppen for jobcentrets indsats også ses en overrepræsentation af borgere med psykiske eller sociale udfordringer, jf. servicelovens målgrupper.

       

      I lovgivningen er rehabiliteringsteamet direkte knyttet til beskæftigelsesindsatsen, men af samme lovgivning fremgår, at det er ”kommunen”, der træffer afgørelse på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling, og at sagen, såfremt indstillingen ikke følges, skal forelægges rehabiliteringsteamet på ny. Forklaringen på, at der på denne måde skelnes mellem på den ene side ”rehabiliteringsteamet” og på den anden side ”kommunen”, vurderes at bero på det forhold, at regionen er en del af rehabiliteringsteamet, der således ikke er rent kommunalt.

       

      Med henblik på koordinering og optimering af rehabiliteringsteamets arbejde mødes alle faste, kommunale deltagere i teamet (sundhedskoordinatoren fra regionen deltager ikke), en gang i kvartalet i den såkaldte ”rehab-koordineringsgruppe”. Her drøftes erfaringer, identificeres udfordringer og forbedringspotentialer, lige som f.eks. ny lovgivning fremlægges. Afhængig af dagsordenen deltager også ledelsesrepræsentanter eller særlige ressourcepersoner.

       

      Imidlertid ses også potentialer for forbedringer i det tværfaglige borgerrettede arbejde; primært i relation til den koordinerende indsats i medfør af arbejdet i rehabiliteringsteamet.

      Til administrativt brug er tidligere udarbejdet et bilag om udfordringerne i det tværgående arbejde. Til illustration af udfordringer og forbedringspotentialer vedlægges dette som bilag 2.

       

      Alternativer

      Intet.

       

      Tidsperspektiv

      Intet.

       

      Økonomiske forhold og konsekvenser

      Intet.

       

      Juridiske og planmæssige forhold

      Intet.

    • Bilag

  • 5 Meddelelser og gensidig orientering, herunder orientering ved formanden dels om afholdte møder mm.
    • Indstilling

      Direktøren for Social, Sundhed & Omsorg indstiller til Social- og Sundhedsudvalget,

       

      1. at orienteringen og meddelelserne tages til efterretning.

    • Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 17-01-2019

      Social- og Sundhedsudvalget tog orienteringen og meddelelserne til efterretning.

    • Sagsfremstilling

      Meddelelser og gensidig orientering fra forvaltning og udvalg.