Historik
Økonomi- og Erhvervsudvalget vedtog på mødet den 23. januar 2019 (sag nr. 1) de spilleregler og principper, som basisbudgettet for 2020 til 2023 er udarbejdet ud fra. På mødet den 28. august 2019 (sag nr. 4) vedtog Økonomi- og Erhvervsudvalget en revideret tidsplan for budgetlægningen, idet økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL blev udskudt til efter sommerferien pga. folketingsvalget den 5. juni 2019.
Inddragelse og høring
Hoved-MED er inddraget løbende i processen. Budgetforslaget sendes til høring hos Ældrerådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Ungdomsrådet mellem behandlingen i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 29. oktober og byrådets 2. behandling den 4. november 2019. Der vil ligeledes være fællesmøde mellem Økonomi- og Erhvervsudvalget og Hoved-MED den 29. oktober 2019.
Beskrivelse
Basisbudgettet for 2020 til 2023 er nedenfor vist i en resultatopgørelse. Resultatopgørelsen sammenfatter alle kommunens udgifter og indtægter og viser på bundlinjen, hvordan kassebeholdningen påvirkes af budgettet. En mere detaljeret resultatopgørelse, der viser budgettet på de enkelte politikområder, kan ses i bilag nr. 1. Budgetforudsætningerne i basisbudgettet er beskrevet mere uddybende i notat om basisbudgettet, der kan ses som bilag nr. 2.
Tabel 1. Resultatopgørelse pr. 27. september 2019
(mio. kr.) | Regnskab 2018 | Forventet regnskab 2019 | Budget 2020 | Budget 2021 | Budget 2022 | Budget 2023 |
Resultatopgørelse (minus = indtægter) |
Skatter og generelle tilskud | -5.803,8 | -5.906,4 | -6.127,9 | -6.273,2 | -6.440,8 | -6.582,3 |
Serviceudgifter | 4.169,1 | 4.275,2 | 4.397,7 | 4.370,1 | 4.333,5 | 4.313,5 |
Overførselsudgifter | 1.368,5 | 1.473,7 | 1.513,6 | 1.530,9 | 1.552,5 | 1.567,7 |
Pris- og lønstigninger (drift) | | | 0,0 | 130,9 | 264,0 | 399,9 |
Renter | -59,6 | -85,3 | 6,1 | 7,7 | 8,5 | 8,4 |
Resultat før anlæg og afdrag m.v. | -325,9 | -242,9 | -210,5 | -233,5 | -282,4 | -292,8 |
Anlægsudgifter (skattefinansieret) | 253,2 | 230,9 | 95,4 | 271,3 | 265,5 | 225,0 |
Ældreboliger | 0,0 | -3,9 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
Alment boligbyggeri | 51,3 | 47,0 | 10,2 | 10,0 | 10,0 | 24,0 |
Jordforsyning | -9,7 | -8,7 | -24,7 | -6,7 | -1,8 | -4,4 |
Pris- og lønstigninger (anlæg) | | | 0,0 | 4,4 | 9,3 | 11,0 |
Nettoafdrag på gæld | 24,9 | 33,2 | 45,0 | 74,9 | 76,2 | 77,1 |
Likviditetsvirkning af det skattefinansierede område | -6,2 | 55,5 | -84,6 | 120,4 | 76,9 | 39,9 |
Forsyningsområdet | 42,2 | 6,4 | 0,5 | -4,2 | -4,9 | -5,6 |
Øvrige finansforskydninger | 173,9 | 80,6 | -16,5 | -14,2 | -14,2 | -14,2 |
Samlet likviditetsvirkning | 209,9 | 142,6 | -100,6 | 102,0 | 57,7 | 20,0 |
Tabel 1 (fortsat)
(mio. kr.) | Regnskab 2018 | Forventet regnskab 2019 | Budget 2020 | Budget 2021 | Budget 2022 | Budget 2023 |
Likviditet (minus = kasseforbrug) |
Likvide aktiver primo | 256,4 | 46,4 | -96,1 | 4,5 | -97,6 | -155,3 |
Samlet likviditetsvirkning | -209,9 | -142,6 | 100,6 | -102,0 | -57,7 | -20,0 |
Likvide aktiver ultimo | 46,4 | -96,1 | 4,5 | -97,6 | -155,3 | -175,3 |
Gennemsnitlig likviditet | 553,6 | 387,0 | 370,0 | 375,0 | 300,0 | 285,0 |
BEMÆRKNINGER TIL BASISBUDGETTET:
Resultat før anlæg og afdrag m.v.
Resultatet før anlæg og afdrag m.v. viser, hvor stort et driftsoverskud eller -underskud kommunen har til at dække udgifter til anlæg og afdrag m.v., idet både jordforsyning og forsyningsområdet skal hvile i sig selv set over en årrække.
Resultatopgørelsen viser, at der er et overskud før anlæg og afdrag på 210,5 mio. kr. i 2020, 233,5 mio. kr. i 2021, 282,4 mio. kr. i 2022 og 292,8 mio. kr. i 2023. Byrådets målsætning om, at der skal være et overskud før anlæg og afdrag på minimum 250 mio. kr. er dermed kun opfyldt i 2022 og 2023.
Serviceudgifter
Serviceudgifterne udgør 4.397,7 mio. kr., hvilket er 32,7 mio. kr. under Viborg Kommunes andel af servicerammen på landsplan. Overholdelsen af servicerammen er underlagt økonomiske sanktioner, så kommunernes bloktilskud reduceres, hvis den aftalte serviceramme overskrides for kommunerne under ét. I 2020 er der både sanktioner hvis budgetterne overskrider den aftalte ramme, og hvis regnskaberne til sin tid overskrider rammen.
Overførelsesudgifter
Overførselsudgifterne på 1.513,6 mio. kr. i 2020 er budgetteret på baggrund af ny lovgivning, den aktuelle konjunkturudvikling og den igangværende budgetopfølgning pr. 30. september 2019.
I forhold til det forventede resultat for 2019 budgetteres der i 2020 med et øget udgiftsniveau i overførselsudgifterne i faste priser svarende til 43,6 mio. kr., hvilket er på niveau med KL’s fremskrivning samt tendensen på landsplan.
Startende med budgetlægningen for 2019-2022 indarbejdes ambitionen om, at Viborg Kommunes andel af udgifter til borgere på offentlige forsørgelse ikke må stige ift. udgifterne på landsplan. Imødekommelse af denne ambition vil kræve yderligere tiltag, da der observeres en udgiftsstigning i Viborg Kommune, der ligger udover udviklingen på landsplan. Således er der i budgettet indarbejdet effekter af indsatser på sygedagpengeområdet og generelle forbedringer for i alt 17,5 mio. kr. i 2020 (begge forslag fremgår af reduktionskataloget).
Anlægsudgifter
Nettoudgiften til skattefinansieret anlæg er 95,4 mio. kr. i 2020, 271,3 mio. kr. i 2021, 265,5 mio. kr. i 2022 og 163,9 mio. kr. i 2023. I 2023 er der dog lagt en pulje ind i basisbudgettet, så udgiften hæves til mere realistiske 225 mio. kr. svarende til byrådets målsætning, idet det forventes, at der i den videre budgetproces lægges konkrete anlægsprojekter ind i det nye overslagsår. Byrådets målsætning om skattefinansieret nettoanlægsbudget på mindst 225 mio. kr. er ikke opfyldt i 2020, hvilket primært skyldes forventede indtægter vedrørende salg af bygningen på Vinkelvej, som pt. benyttes af Handelsskolen.
Oversigt over de enkelte anlægsprojekter i basisbudgettet kan ses som bilag nr. 3.
Opgjort som bruttoudgifter, dvs. uden indtægter, er de samlede anlægsudgifter inkl. jordforsyning 318,7 mio. kr. i 2020, hvilket ligger lige over Viborg Kommunes befolkningsmæssige andel af anlægsrammen, der kan opgøres til 318,4 mio. kr. En milliard af kommunernes bloktilskud er gjort betinget af, at kommunerne overholder anlægsrammen i budgetsituationen.
Lånoptagelse og afdrag på gæld
I 2020 budgetteres med hjemtagelse af nye lån for i alt 39,8 mio. kr. Der forudsættes fuld udnyttelse af lånerammen, der udgøres af de særlige udgifter i basisbudgettet, som kommunen har låneadgang til. Der er derudover søgt lånedispensationer for 27,5 mio. kr. i 2020 vedr. renovering af parkeringspladser i Viborg.
Afdragene overstiger lånoptagelsen i hele budgetperioden, og det ses af resultatopgørelsen af der i dette nettoforhold mellem afdrag og lånoptagelse afdrages 45,0 mio. kr. på gælden i 2020 stigende til 77,1 mio. kr. i 2023.
Likviditet
Basisbudgettet har en positiv virkning for likviditeten i 2020, men en negativ virkning i 2021-2023. Den faktiske likviditet reduceres fra -96,1 mio. kr. primo 2020 til -175,3 mio. kr. ultimo 2023. Den gennemsnitlige likviditet falder fra 387 mio. kr. ultimo 2019 til 285 mio. kr. ultimo 2023. Byrådets målsætning om en gennemsnitlig likviditet på mindst 200 mio. kr. er således opfyldt alle 4 budgetår.
Den såkaldte kassekreditregel kræver, at den gennemsnitlige likviditet på ethvert tidspunkt er positiv, hvilket er opfyldt i alle 4 år.
Indtægtsprognose
Indtægtsbudgettet er meget afhængigt af udviklingen i befolkningstallet, som både påvirker skatteindtægterne og de tilskuds- og udligningsbeløb, som kommunen modtager. Den indlagte befolkningstilvækst er nu nedjusteret og reducerer bl.a. skatteindtægterne. De færre skatteindtægter opvejes dog af, at kommunerne har fået flere penge i årets økonomiaftale, og at Viborg Kommune kompenseres herfor i øget tilskud og udligning. Viborg Kommune har dermed en samlet gevinst på 22,5 mio. kr. i 2020, når der sammenlignes med det budget, som blev vedtaget for et år siden (overslagsår 2020 i budget 2019).
Den konstaterede befolkningsudvikling i 2019 er lavere end forudsat i Viborg Kommunes egen befolkningsprognose fra april 2019, som Økonomi- og Erhvervsudvalget blev orienteret om på mødet den 10. april 2019 (sag nr. 16). Denne prognose viser et indbyggertal på 97.520 pr. 1/1 2020. Indbyggertallet er senest opgjort den 26. september 2019, og det viser 97.110. På den baggrund er skatter, tilskud og udligning i overslagsårene 2021-2023 budgetlagt på baggrund af en justeret befolkningsprognose, der viser 97.235 indbyggere pr. 1. januar 2020 og en efterfølgende årlig vækst på ca. 500 årligt (hvor april-prognosen forudsætter en årlig vækst på ca. 600). De 97.235 borgere pr. 1. januar 2020 er en vækst på 122 i forhold til 1. ja-nuar 2019.
Kommunen har hvert år valget mellem et statsgaranteret eller et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag. Vælges statsgarantien er indkomstskatten og udligningsbeløb i 2020 lagt fast, og der sker ingen efterregulering. Vælger kommunen derimod at budgettere ud fra eget skøn (selvbudgettering), vil der i 2023 ske efterregulering på baggrund af den faktiske udvikling i 2020.
Det forudsættes i basisbudgettet, at Viborg Kommune vælger statsgaranti i 2020. Den foreløbige vurdering er, at statsgarantien vil give en gevinst på ca. 11 mio. kr. i 2020.
Byrådet skal ved 2. behandlingen af budget 2020-2023 beslutte, om man vælger enten et selvbudgetteret eller et statsgaranteret grundlag, og der foreligger ved 2. behandlingen et notat, som inkluderer følsomhedsanalyser.
Takster i basisbudgettet
Basisbudgettets konsekvenser for taksterne i 2020 kan ses i bilag nr. 4. Der er primært tale om pris- og lønstigninger, der påvirker taksterne i basisbudgettet. Dog er der indregnet en takststigning under Revas pga. foretagne investeringer i affaldssortiering og genanvendelse. Til byrådets 2. behandling udarbejdes en ny takstoversigt, hvor taksterne beregnes ud fra det endelige budgetforslag til 2. behandlingen.
Reduktioner i basisbudgettet
Tabellen nedenfor viser de indlagte reduktioner i basisbudgettet.
Tabel 2. Reduktioner i basisbudgettet
(mio. kr.) | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Reduktionskatalog: Forslag på overførselsområdet er indarbejdet | 14,8 | 19,2 | 21,4 | 21,4 |
Reduktionskatalog: Øvrige forslag er indlagt som pulje i budgettet | 19,8 | 12,9 | 12,9 | 12,9 |
Reduktionskatalog i alt | 34,6 | 32,1 | 34,3 | 34,3 |
En halv procent reduktion på serviceområderne (ikke udmøntet) | 0 | -18,8 | -37,6 | 56,4 |
I alt | 34,6 | 50,9 | 71,9 | 90,7 |
Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede på mødet den 23. januar 2019 (sag nr. 1), at der skal udarbejdes reduktionsforslag for i alt 35,2 mio. kr. gældende i 2020 og frem. Det endelige katalog som Økonomi- og Erhvervsudvalget behandlede på mødet den 28. august 2019 (sag nr. 4) rummer forslag for i alt 34,6 mio. kr. i 2020, 32,1 mio. kr. i 2021 og 34,3 mio. kr. i 2022 og 2023.
Derudover er der i overslagsårene 2021 til 2023 indarbejdet en årlig reduktion på en halv procent af serviceudgifterne (18,8 mio. kr. årligt). Reduktionen i 2021-22 blev vedtaget i budget 2019, og reduktionen i 2023 besluttede Økonomi- og Erhvervsudvalget at indarbejde på mødet den 23. januar 2019 (sag nr. 1). Det er reduktioner, som er fordelt ud på de enkelte politikområder, men som endnu ikke udmøntet i konkrete initiativer.
Tekniske ændringer i basisbudgettet
Der redegøres i tabellen nedenfor for de tekniske ændringer i basisbudgettet, siden rammerne blev udmeldt ultimo marts 2019.
Tabel 3. Tekniske ændringer i basisbudgettet (driftsudgifter)
(mio. kr.) | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Ramme i budget 2019-2022 | 5.709,3 | 5.736,5 | 5.738,2 | 5.738,2 |
Fremskrivn. til 2020-prisniveau | 112,9 | 113,7 | 113,9 | 114,1 |
½ % reduktion i 2023 | 0 | 0 | 0 | -18,8 |
Tillægsbevillinger | 52,3 | 23,0 | 8,4 | 8,9 |
Lov- og cirkulæreprogram | 12,6 | 14,3 | 16,6 | 15,6 |
Budgetbuffer | 15,0 | 15,0 | 15,0 | 15,0 |
Øvrige tekniske ændringer | 9,2 | -1,5 | -6,1 | 8,2 |
Nyt basisbudget | 5.911,3 | 5.901,0 | 5.886,0 | 5.881,2 |
Difference | 202,0 | 164,5 | 147,8 | 143,0 |
Det ses af tabellen, at budgettet er forøget med 202,0 mio. kr. i 2020. De tekniske er ændringer nærmere uddybet i afsnit 4 i notat om Viborg Kommunes basisbudget, der kan ses som bilag nr. 2.
Alternativer
Intet.
Tidsperspektiv
Økonomi- og Erhvervsudvalget færdiggør budgetforslaget på mødet den 29. oktober 2019. På dette tidspunkt forventes det, at der er indgået et budgetforlig, der formelt skal behandles som et ændringsforslag til basisbudgettet. Der er frist for fremsendelse af ændringsforslag til budgetforslaget den 27. oktober kl. 12.
Byrådets 2. behandling af budgetforslaget sker på mødet den 4. november 2019.
Økonomiske forhold og konsekvenser
Intet.
Juridiske og planmæssige forhold
Intet.