Støtte til landdistrikter i genåbningsfasen

 

Viborg Kommunes landdistriktsudvalg besluttede på et ekstraordinært møde mandag den 18. maj at afsætte 220.000 kr. til VibLands projekt Turist I Egen Kommune og opfordrer desuden alle landsbyer til at deltage i "Havefesten".

 

Landdistriktsudvalget ønsker i forbindelse den gradvise genåbning af Danmark at understøtte aktiviteter, der giver ny energi til de stærke fællesskaber i landdistrikterne.

 

Turist i Egen Kommune

Et af de tiltag, der kan være med til at gøre en positiv forskel i genåbningsfasen, er projektet Turist i Egen Kommune, der på en hjemmeside, i foldere m.v. skal give lokale borgere og gæster et overblik over de mange muligheder for gode oplevelser i landdistrikterne. Det kunne f.eks. være naturoplevelser på Himmerlandsstien eller i Karup-området og de gode muligheder for at proviantere i lokale butikker undervejs. 
 

Projektet har længe været i støbeskeen med landsbysammenslutningen VibLand som primus motor og en lang række landsbyer som bidragydere. Landdistriktsudvalget støtter nu projektet med et tilskud på 220.000 kr., så det hurtigt kan komme på vingerne til glæde for de mange, der pga. Corona-krisen må blive hjemme denne sommer. 
 

Lone Kastberg fra VibLand glæder sig over støtten og siger:
- Det er et supergodt projekt, landsbyerne har udviklet her. Der er så mange gode oplevelser, der venter i vores landdistrikter, og rigtig mange af dem er ude i det fri. Støtten fra Landdistriktsudvalget giver os mulighed for at give projektet ekstra luft under vingerne i denne sommer. 

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, supplerer:
- Jeg håber virkelig, at rigtig mange - både kommunens egne borgere og vores naboer - vil benytte sig af de mange muligheder for gode oplevelser og samtidig få en fornemmelse af de stærke fællesskaber, vi har i landdistrikterne. Vi håber også, at det kan åbne gæsternes øjne for de mange kvaliteter, der gør landsbyerne til et godt sted at bo, og på den måde sætte endnu mere gang i landdistrikterne.

 

Havefest understøtter fællesskabet

Et andet tiltag, som kan styrke fællesskabsfølelsen, er Havefesten den 19. juni 2020 - en online-begivenhed, som giver alle borgere i kommunen mulighed for at være sammen - hver for sig. Lokale kræfter er i gang med at samle kulturelle indslag og mulighed for leveringer fra lokale virksomheder. Begivenhedens tilblivelse kan følges på facebooksiden Havefesten.

Landdistriktsudvalget opfordrer borgere i landdistrikterne til at deltage i Havefestens fællesskab, og Mette Nielsen siger i den forbindelse: 
- Vi lever lige nu i en helt særlig tid, hvor mange sårbare borgere har det svært og fortsat må isolere sig i større eller mindre grad. Dem skal vi fortsat passe ekstra godt på og samtidig sørge for at få dem med fællesskabet - selvfølgelig efter de retningslinjer, som myndighederne løbende giver os. Her er en online-fest en rigtig god mulighed for at styrke fællesskabet på en ny måde.

 

Yderligere oplysninger

Mette Nielsen, formand for Landdistriktsudvalget
Tlf. 61 37 29 28, e-mail: mxn@viborg.dk

Lone Kastberg, formand for Viborg Landsbysammenslutning
Tlf. 28 14 43 80, mail: lonekastberg@vibland.dk

Hanne Toksvig, chef for Landdistriktsudvikling
Tlf. 41 71 95 66, mail: hant@viborg.dk