Borgmesteren inviterer til fyraftensmøder i 2020

 
Borgmester Ulrik Wilbek / Foto: Henrik Skov

Borgmester Ulrik Wilbek / Foto: Henrik Skov

 

Viborg Kommunes borgere har i 2020 mulighed for at møde borgmester Ulrik Wilbek til fyraftensmøder i seks forskellige byer i kommunen - første gang den 6. februar i Rødkærsbro.

 

Borgmester Ulrik Wilbek glæder sig meget til at komme rundt og møde borgerne, og han fortæller her om baggrunden for fyraftensmøderne:
- Vi har i byrådet sat mange skibe i søen de seneste par år. Derfor vil jeg gerne rundt og fortælle borgerne om, hvad vi arbejder med lige nu, og hvad vi sætter fokus på i den kommende tid. Samtidig bliver der rig lejlighed til at stille spørgsmål, så vi kan få en god snak om de ting, der interesserer borgerne i de forskellige lokalområder.

Fyraftensmødernes geografiske placering er planlagt sådan, at ingen har langt til nærmeste møde. Når det første møde holdes i Rødkærsbro, er det altså ikke et møde særligt for Rødkærsbro-borgere, men et møde for alle borgere i Rødkærsbro, Bjerringbro og opland og alle i øvrigt, for hvem dette møde er det nærmeste eller nemmeste.

Programmet er - med lidt lokal variation - det samme til alle fyraftensmøder. Borgere, som er forhindret i at deltage i møder, der er placeret geografisk tæt på dem, er derfor også meget velkomne til at deltage i et af de øvrige møder.

 

Program og datoer

Til mødet den 6. februar i Rødkærsbro ser programmet sådan ud:

16.30:                Hvad sker der i Viborg Kommune lige nu?
                          Hvor skal vi hen?
                          Og hvordan går det egentlig i Rødkærsbro,
                          Bjerringbro og opland?                       
17.15:                Dialog / spørgsmål fra salen
18.30:                Tak for i aften

Det er gratis at deltage i møderne, og man skal ikke tilmelde sig på forhånd.

 

Seks møder i seks byer

Den samlede liste over fyraftensmøderne i 2020 ser sådan ud:


Rødkærsbro:   Torsdag den 6. februar, Rødkærsbro Hallen
Mønsted:         Tirsdag den 17. marts, Østfjendshallen
Karup:              Onsdag den 29. april, Karup Kultur- og
                          Forsamlingshus
Møldrup:          Mandag den 25. maj, Møldrup Kulturcenter
Ørum:              Tirsdag den 15. september, Tjelecenteret
Viborg:             Mandag den 19. oktober, Kasernehallen

 

Yderligere oplysninger

Borgmester Ulrik Wilbek, Viborg Kommune
Tlf. 40 78 88 00 / mail: teamborgmester@viborg.dk

 

Læs mere på viborg.dk/politik