Årets Sportsnavn i Viborg Kommune kåres til Sportsgalla 2019

Når Viborg Byråd og Viborg Idrætsråd inviterer til sportsgalla tirsdag den 28. januar i Tinghallen, kan publikum bl.a. være med til af fejre den første modtager af Årets Sportsnavn - en ny pris, som er indstiftet af Viborg Stifts Folkeblad. 

 
Sportsgalla 2020 bliver fest, farver og fantastiske idrætsudøvere.

Sportsgalla 2020 bliver fest, farver og fantastiske idrætsudøvere.

 

Når Viborg Byråd og Viborg Idrætsråd inviterer til sportsgalla tirsdag den 28. januar i Tinghallen, kan publikum bl.a. være med til af fejre den første modtager af Årets Sportsnavn - en ny pris, som er indstiftet af Viborg Stifts Folkeblad. 

 

Alle har indtil årsskiftet kunnet indstille kandidater til prisen, og Viborg Stifts Folkeblads sportsredaktion har nu sammen med Viborg Elite skåret feltet ned til tre kandidater, der har opnået fantastiske resultater i 2019 og repræsenterer Viborg Kommune på fornemste vis.

De tre kandidater til prisen er håndboldspilleren Line Gyldenløve Kristensen fra Bjerringbro FH, løberen Thijs Nijhuis fra Viborg Atletik og Motion samt danseparret Bjørn Bitsch og Ashli Wiliamson fra Karup.

Værter for Sportsgalla 2019 er formand for Viborg Idrætsråd Preben Jensen og borgmester Ulrik Wilbek. Borgmesteren udgør sammen med folkebladets sportsredaktør Danni Kristensen også den dommerkomité, der - efter en vejledende afstemning på viborg-folkeblad.dk - afgør, hvem af de tre kandidater, der løber med titlen som Årets Sportsnavn 2019 samt et gavekort på 5.000 kr. til Viborg Handel.

 

Gåsehud og glæde

Ulrik Wilbek glæder sig meget til værtsrollen ved Sportsgalla 2019 og siger i den forbindelse:
- Vi skal fejre hele 144 dygtige sportsudøvere, som har været på landshold eller har taget medaljer med hjem til Viborg Kommune i 2019. De har givet os store, fælles oplevelser krydret med spænding, gåsehud og glæde. Samtidig er de gode rollemodeller for både børn og voksne, og de fortjener stor hyldest for deres dedikation og deres flotte resultater.

På listen over årets sportsmestre finder vi udøvere fra store såvel som små idrætsgrene. Blandt de mere sjældne på sportsmesterlisten er Anine Hjort-Alstrup fra Viborg Klatreklub, som vandt DM-guld i disciplinen bouldering, mens Viborg Atletik og Motion topper listen, hvad angår flest sportsmestre - i alt 22.

 

Viborg Elites hæderspriser

Alle sportsmestre lykønskes personligt på scenen af Ulrik Wilbek og Preben Jensen. 

Til showet uddeles også Viborg Elites hæderspriser: Årets Talent og Årets Træner. Direktør i Team Danmark, Lone Hansen, og "chef de mission" for sommerens danske OL-delegation, Søren Simonsen, deltager i gallaen og hjælper begge med at begrunde valget af de sportsudøvere, som modtager Viborg Elites hæderspriser. Med hver af de to priser følger 10.000 kr.

 

Tankesport og toner

Traditionen tro er der selvfølgelig masser af underholdning til sportsgallaen. Foruden en sportslig overraskelse fra øverste hylde, kan publikum bl.a. glæde sig til at blive manipuleret af psykologisk entertainer Karsten Sørensen, der leger "tankesport" og overrasker gæsterne i Tinghallen.

Den musikalske underholdning løftes af popduoen SEMBLY, trommeduoen Artimik og pianist Claus Houstrup Hansen. Konferencier for Sportsgalla 2019 er Claus Elgaard. 

 

Yderligere oplysninger

Borgmester Ulrik Wilbek, Viborg Kommune
Tlf. 40 78 88 00 / mail: teamborgmester@viborg.dk

Sportschef Morten Erfurth, Viborg Idrætsråd
Tlf. 86 62 55 33 / mail: morten@viborgidraetsraad.dk

 

Gratis billetter
Alle er velkomne som publikum den 28, januar kl. 19.00 - 21.00 i Tinghallen. Billetterne er gratis og kan printes fra fitdeal.dk eller afhentes hos Viborg Idrætsråd, Skotteborg 12-14 i Viborg, mandag - torsdag i tidsrummet kl. 9.00 -16.00. 
 

Prisuddelinger
Læs mere om Viborg Elites priser Årets Talent og Årets Træner 2019 på viborgelite.dk og om Årets Sportsnavn på viborg-folkeblad.dk

Sådan bliver man sportsmester i Viborg Kommune
For at blive kåret som sportsmester i Viborg Kommune skal man have udført en eller flere af følgende præstationer:

1. Vundet dansk mesterskab for hold eller individuelt i en af DIF (Dansk Idræts Forbund) anerkendt idrætsgren.
2. Opnået dansk rekord, godkendt af DIF.
3. Vundet et nordisk, europæisk eller verdensmesterskab.
4. Være udtaget til at deltage på DIF-anerkendte danske landshold.
5. Have opnået andre idrætspræstationer, der efter Viborg Idrætsråds vurdering kan ligestilles med pkt. 1.

 

Vedlagt: Program for Sportsgalla 2019 med navne på årets sportsmestre samt præsentation af nominerede til aftenens tre priser..