Ny hjemmeside om salg af byggegrunde er i gang

 
Nørreballe i Skals er et af de steder, hvor Viborg Kommune har byggegrunde til salg. Foto: Earvox

Nørreballe i Skals er et af de steder, Viborg Kommune har byggegrunde til salg. Foto: Earvox.

 

Nu er det blevet lettere at få et overblik over de byggegrunde, Viborg Kommune har til salg. En ny hjemmeside præsenterer de ledige byggegrunde ud fra bl.a. typiske køberønsker, ligesom oplysninger om de enkelte grunde nu findes samlet.

 

Viborg Kommune har fået en ny hjemmeside, der præsenterer kommunale byggegrunde på en mere købervenlig måde i stedet for den gamle hjemmeside, hvor byggegrundene var listet efter geografi.

- Jeg glæder mig over, at vi nu lancerer en hjemmeside, som gør det meget nemmere for køberne at finde den rette grund at bygge drømmehuset på. Det er et af flere tiltag, vi gør for at tiltrække nye borgere til Viborg Kommune, siger borgmester Ulrik Wilbek.

Den nye hjemmeside opdeler bl.a. grundene efter typiske køberønsker som f.eks. "Byg i en landsby", "Bæredygtige bydele", "For dig der pendler" eller "Tæt på skov/vand".

En anden nyskabelse er en søgemaskine, hvor køberne kan angive deres ønsker til en ny grund, hvorefter hjemmesiden leverer en liste over de grunde, der kan opfylde disse ønsker.

På den nye hjemmeside er det også muligt at se et satellitbillede af den enkelte grund, så man kan se omgivelserne.

Viborg Kommune har desuden indgået en aftale med hjemmesiden "DinGeo" om, at den nye hjemmeside med byggegrunde linker hertil. På den måde er det muligt at få en lang række yderligere data om grundene som f.eks. solkort, trafikstøj og risiko for oversvømmelse ved skybrud mv.

Læs mere

Se den nye hjemmeside om salg af byggegrunde på byggegrunde.viborg.dk

Fakta

Viborg Kommune har for tiden 385 grunde til salg i ca. 30 byer.

 

Yderligere oplysninger

Ulrik Wilbek, borgmester, tlf: 40 78 88 00, e-mail: teamborgmester@viborg.dk
Per Christensen, chef for Trafik og Veje, tlf. 87 87 50 01, e-mail: pch@viborg.dk