Den gode dialog mellem Dansk Byggeri og Viborg Kommune fortsætter

 
Dansk Byggeri og Viborg Kommune er glade for samarbejdet

Dansk Byggeri og Viborg Kommune er glade for samarbejdet. Fotograf: Ricky John Molloy

 

Der var både udbudspolitik, parkeringstilladelser, erhvervsvenlighed på dagsordenen, da Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek og Dansk Byggeri afholdt det årlige dialogmøde.

 

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Murermesterforeningen i Viborg og lokalforeningen for Bjerringbro & Omegn og Viborg Kommune har afholdt det årlige dialogmøde.


Alle er enige om, at mødet er en god og konstruktiv platform for at drøfte relevante emner mellem Dansk Byggeri og Viborg Kommune. Denne gang blev der talt om branchens status lokalt og regionalt, Business Region Aarhus, udbuds- og licitationspolitikken, parkering i selve Viborg, infrastruktur og udfordringer med mangel på kompetent arbejdskraft.

 

Borgmester Ulrik Wilbek er glad for dialogen med bygge- og anlægsbranchen:


- Det er rigtig godt, at vi de seneste år har fået udbygget vores samarbejde med branchen. Både på det årlige møde og i løbet af året har vi en rigtig god og åbenhjertig dialog om aktuelle emner. Den model for dialog vil jeg meget gerne fortsætte med de næste år, hvilket vi også har aftalt.
Det er desuden godt at høre fra de lokale virksomheder, at opsvinget i bygge- og anlægsbranchen har bidt sig fast til glæde for både den lille håndværksmester og de store entreprenører i vores kommune.

 

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Murermesterforeningen i Viborg og lokalforeningen i Bjerringbro & Omegn ser møderne som en god mulighed for at fortælle kommunen, hvad de lokale bygge- og anlægsvirksomheder har brug for.

 

- Når vi en gang om året mødes, så kommer hverdagens små og store udfordringer eller irritationsmomenter på bordet, og så er der sjældent lang vej til en løsning, som vi tidligere har set med udbudspolitikken og adgangen til genbrugspladserne, siger formand for murermesterforeningen Jakob Kriegbaum.

 

- Viborg er blevet mere erhvervsvenlig i de år, hvor vi har afholdt møderne. Vi synes også, at der er mange gode tegn på, at den positive udvikling kan fastholdes, siger næstformand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Per Yding, og Tina Grangaard formand for lokalforeningen i Bjerringbro & Omegn fortsætter:

 

- Der er rigtigt mange spændende ting i gang f.eks. Banebyen, en helhedsplan for Bjerringbro og så bliver der for alvor solgt byggegrunde igen. Vi foreslog også, at Viborg kiggede nærmere på muligheden for at få flere skoleelever i erhvervspraktik i virksomhederne. Vi er nødt til at hjælpe eleverne med at træffe de rigtige og kvalificerede valg, når de vælger karriereveje i livet.

 

Kontakt:

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg Kommune, tlf. 40 78 88 00
Jakob Kriegbaum, Murermesterforeningen i Viborg, tlf. 87 26 00 78
Per Yding, næstformand, Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, tlf. 20 14 15 05