Fem temaer afløser mere end 50 politikker og strategier i Viborg Kommune

 

Fem overordnede politiske temaer afløser 50 politikker og strategier som styringsredskab for Viborg Kommune. Forenklingen skal sammen med klare målsætninger og en tydelig retning skabe bedre sammenhæng for borgerne.

 

Viborg Byråd godkendte den 19. december 2018 en ny styringsmodel, der giver en væsentlig forenkling af kommunens styring. Styringsmodellen består af fem temaer:

  • Bæredygtighed
  • Vækst & Socialt Ansvar
  • Sundhed
  • Læring & Uddannelse
  • Oplevelser & Fællesskaber.

Under hvert af disse temaer har byrådet formuleret konkrete målsætninger. Med afsæt i, at der skal være sammenhæng for borgerne, danner de fem temaer og de tilhørende målsætninger grundlaget for den retning, byrådet vil arbejde i de kommende år.

Viborg Byråd er enige om, at den nye styringsmodel giver et solidt grundlag for det politiske arbejde og glæder sig til de kommende måneder, hvor de politiske udvalg skal arbejde med at realisere målsætningerne gennem konkrete handlinger og initiativer.

Kortere fra politik til handling

De fem temaer og målsætningerne skal som udgangspunkt erstatte de eksisterende politikker med flere hundrede tilhørende målsætninger, som i dag udgør styringsredskaberne i Viborg Kommune.

 

Viborg Byråd forventer sig meget af den nye styringsmodel:

- Vi gør vejen fra politik til handling kortere, og samtidig er de fem temaer ikke bundet op på ét enkelt politisk udvalg. Vi forventer, at borgerne i Viborg Kommune på den måde kommer til at opleve mere sammenhæng og overblik, når de møder kommunen.

Byrådet vedtog allerede før sommerferien de fem overordnede temaer. Frem mod vedtagelsen af den nye styringsmodel har temaerne og deres målsætninger været drøftet i byrådet i løbet af efteråret på fire temamøder. Arbejdet fortsætter nu i de politiske fagudvalg, hvor udvalgene på baggrund af de godkendte målsætninger udarbejder forslag til handlinger og initiativer.

Læs mere om ny styringsmodel i Viborg Kommune viborg.dk/styringsmodel, hvor den grafiske model er udfoldet. En kort illustration af modellen er vedlagt. 

 

Yderligere oplysninger

Ulrik Wilbek, borgmester, (V) tlf. 40 78 88 00, e-mail: teamborgmester@viborg.dk

Claus Clausen, gruppeformand (V), tlf. 20 99 73 04, e-mail: cc@viborg.dk

Niels Dueholm, gruppeformand (A) tlf. 23 64 54 16, e-mail: nd@viborg.dk

Torsten Nielsen, gruppeformand (C) tlf. 40 18 57 77, e-mail: torsten@viborg.dk

Lone Langballe, gruppeformand (O) tlf. 29 34 66 62, e-mail: lovl@viborg.dk

Kai O. Andersen, gruppeformand (F) tlf. 50 54 53 04, e-mail: koa@viborg.dk