Tre kandidater til Årets Lokalområde 2018 fundet

 
I 2017 blev Vammen kåret til Årets Lokalområde. I år bliver det Stoholm, Sparkær eller Skals.

I 2017 blev Vammen kåret til Årets Lokalområde. I år bliver det Stoholm, Sparkær eller Skals.

 

Stoholm, Sparkær og Skals blev Landdistriktudvalgets møde den 14. august nomineret til fortsat deltagelse i konkurrencen om at blive Årets Lokalområde 2018 i Viborg Kommune. De tre områder er hermed alle på forhånd sikret en pengepræmie.

 

Seks lokalområder havde i år valgt at indstille sig selv til konkurrencen, som afvikles for 11. gang. Alle ansøgninger bærer præg af stort engagement og lokale særpræg. Det har derfor ikke været en let opgave for udvalget at udpege de tre områder, som nu går videre. 

Flotte initiativer
Formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune, Mette Nielsen, siger om kandidaterne til Årets Lokalområde 2018:

- Indstillingerne viser tydeligt, at der i flere af kommunens både større og mindre byer er igangsat og gennemført nogle rigtig flotte og meget forskellige initiativer, som alle er til stor glæde for lokalområdets borgere og udviklingen af kommunen som helhed.

Mette Nielsen peger i øvrigt på en vigtig sidegevinst ved de mange anstrengelser, som beboerne i lokalområderne gør sig:

- Jeg synes, det er ret tydeligt, at det sammenhold, der bliver skabt, når lokalområderne sætter initiativer i gang, styrker både sammenholdet og sammenhængskraften i de enkelte byer. Samtidig er det også med til at binde hele kommunen sammen.

3 x åbent hus
Med konkurrencen Årets Lokalområde ønsker Landdistriktsudvalget at rette spotlyset på de mange dedikerede borgere i lokalområderne, som brænder for at skabe udvikling, fællesskab og sammenhold i deres nærområde.

De tre områder, som er gået videre i konkurrencen, får nu ekstra opmærksomhed. Beboerne i Stoholm, Sparkær og Skals skal nemlig i gang med at planlægge et åbent-hus-arrangement på 1½ time, hvor de skal vise deres respektive områder frem for Landdistriktsudvalget.

- I udvalget glæder vi os rigtig meget til at besøge de tre nominerede lokalområder og med egne ører og øjne opleve og få indblik i de mange forskellige initiativer og projekter, som de har sat i gang, siger Mette Nielsen afsluttende.

Åbent-hus-arrangementerne foregår:
Søndag den 9. september 2018, kl. 9.30 - 15.30
Alle interesserede er velkomne.

Det videre forløb
• Landdistriktsudvalget bedømmer de nominerede områder
• Vinderen offentliggøres mandag den 10. september 2018
• Lørdag den 15. september 2018 kl. 10.30-11.30 overrækker udvalget alle præmierne i det lokalområde, der vinder titlen:1. præmie: 50.000 kr., 2. præmie: 25.000 kr. til hver af de øvrige områder.

 

Yderligere oplysninger

Mette Nielsen, Formand for Landdistriktsudvalget,
Tlf. 61 37 29 28, e-mail: mxn@viborg.dk

Susanne Bendtsen, Borgerguide
Tlf. 87 87 88 03, e-mail: sb9@viborg.dk