Fire pilotbyer skal flyve nye veje

 
Grafik: Viborg Kommune / Illustration af proces for pilotprojekt

Grafik: Viborg Kommune / Illustration af proces for pilotprojekt

 

Løvel, Løvskal, Mønsted og Ørum har sagt ja til at være pilotbyer, der skal vise vejen til udvikling i Viborg Kommunes lokalområder.

 

De fire byer deltager i et nyt udviklingsprojekt, hvor tanken er at tage det bedste fra de nuværende borgerplaner og forene dem med de kommunale lokalplaner.
 

Testpiloter
Pilotbyerne har lovet at være med til at teste et helt nyt koncept for lokale udviklingsplaner, og de borgere, som deltager, bliver testpiloter på den nye arbejdsmåde.
 

De fire byer trækker første gang i arbejdstøjet til en fælles workshop, som holdes i Bruunshåb Forsamlingshus den 29. august. Her bliver pilotbyerne præsenteret for projektet, og deltagerne får mulighed for at bidrage med kommentarer og forbedringer.
 

Christian Børsting, der indgår i projektgruppen fra Ørum, glæder sig til at være testpilot og siger forud for workshoppen:
- Det er et rigtig godt initiativ, Landdistriktsudvalget har taget. Det har betydet, at vi har fået sat os sammen her i Ørum, og nu vi ser frem til - sammen med kommunen - at arbejde for den bedst mulige udvikling i Ørum.
 

Samarbejde baner nye veje 
Det er Landdistriktsudvalget, der har taget initiativ til arbejdet med de lokale udviklingsplaner. Planerne skal skabes i tæt samarbejde med borgerne og gå på tværs af Landdistriktsudvalget og Teknisk Udvalg. Udover byens fysik, er byens liv - aktører, aktiviteter og kommunikation - også en del af planerne, og borgerne skal selv være med til at føre planerne ud i livet.
 

Formand for Landdistriktsudvalget, Mette Nielsen, er sikker på, at pilotprojektet vil gøre en stor forskel i det kommende arbejde med udvikling af lokalområderne, og siger:  
- Det er helt nyt at forene det mere uformelle arbejde i en borgerplan med det formelle arbejde med kommunal planlægning. Samtidig er det et godt et eksempel på, at samarbejde på tværs er nødvendigt og samtidig baner nye veje for udviklingen i vores lokalsamfund.
 

Efter den fælles start-workshop skal de fire pilotbyer hjem og afvikle lokale workshops inden efterårsferien. Herefter bliver de inviteret til en evaluering af forløbet og tilretning af konceptet. 

Det er planen, at alle kommunens landsbyer inden 2021 skal tilbydes et samarbejde om en ny udviklingsplan. 

 

Yderligere oplysninger

Mette Nielsen, formand for Landdistriktsudvalget
Tlf. 61 37 29 28, e-mail: mxn@viborg.dk

Hanne Toksvig, chef for landdistriktsudvikling
Tlf. 41 71 95 66, e-mail: hant@viborg.dk

Helle Lorentsen, planlægger, Teknik og Miljø

Tlf. 87 87 52 10, e-mail: hlo@viborg.dk