Praktik i udlandet

Afrejse fra Billund

Ved Viborg Kommune har du mulighed for at tage et ophold i udlandet, eller i en anden kommune i Danmark, som en del af din uddannelse. Men tør du tage springet?

Kina, Spanien, Grækenland, USA, Norge, Japan eller Canada – listen kan blive uendelig lang med lande, som kunne være interessante at arbejde i.

Eleverne Helene, Mette, Bonnie og Steffen tog springet og planlagde deres eget ophold med hjælp fra Viborg Kommune. Nedenunder kan du læse deres beretning om praktik i udlandet.

Da vi første gang hørte om muligheden for praktik i udlandet var ingen af os i tvivl om, at det bare var noget vi måtte prøve. Der gik ikke lang tid, før vi alle fire have besluttet, at vi alle rigtig gerne ville til Australien. Vi brugte i starten lang tid på at forventningsafstemme med os selv om, hvad vi ønskede ud af turen. Vi var dog alle fire sikre på, at vi ønskede denne udfordring og det at stå på egne ben. Det var for os alle fire en stor udfordring – både personligt, men også fagligt.

Vi begyndte at planlægge vores ophold til Australien i januar 2017. Vi fik rigtig meget hjælp fra vores uddannelsesansvarlige, Elly Lund og Helle Steffensen, og brugte også firmaet Alott, som er et firma, der hjælper med de praktiske ting. Hende vi havde mest kontakt til fra Alott var Camilla. Hun er dansker, men har samarbejdspartnere i Australien og hun hjalp os med de praktiske ting, såsom indlogering samt arbejdspladser. De var rigtig gode til at tilgodese vores ønsker og vores ’krav’ til arbejdspladser samt bolig. Efter en masse ansøgninger var blevet sendt og en masse kommunikation med Alott, fik vi alle fire endelig tilbud fra fire forskellige arbejdspladser. Vi havde alle en Skype-samtale med den arbejdsplads, som havde vist interesse for os og vi var alle fire ret overbeviste om, at det var noget for os. Så vi takkede alle sammen ja – og de ville heldigvis også gerne have os. Vi fik tilbudt indlogering hos hver vores værtsfamilie i Sydney. Helene og Steffen havde valgt at bo alene hos jeres værtsfamilie, hvor Bonnie og Mette havde valgt at bo sammen hos deres værtsfamilie… Nu var det hele ved at være på plads; visum, kontrakter, forsikringer, stedet vi skulle bo og ikke mindst arbejdspladser – så ventetiden var lang, for vi glædede os utrolig meget til at komme afsted!

Slut juli 2017 tog vi endelig afsted mod vores rejse til Australien. En lang rejse på 30 timer var forude, men det gik hurtigt og uden problemer – og inden vi fik set os om, stod vi på den anden side af jorden i Sydney. Vi boede 3 forskellige steder i Sydney og vi arbejdede 4 forskellige steder. Helene ved Surry Hills – Hero Travel, Mette ved Paddington - PetsOnMe, Bonnie ved Bondi – Dogue Headquarter, Bondi Store og Steffen ved Barangaroo – Intersective. Alle vores arbejdspladser lå, så vi blot skulle tage 2 busser frem og tilbage. Lige i starten må nu vi indrømme, at det var en udfordring for os, i en så stor by, og anderledes bussystem end vi var vant til, men det var noget vi hurtig fandt ud af. Circular Quay Sydney

Vi brugte alle vores weekender på at opleve Australien og dens kultur enten sammen med hinanden alene eller med vores værtsfamilie. Vi oplevede blandt andet; Skydive, Boatcruise med hvaler og delfiner, The Blue Mountains, Sydney Operahouse, Bridge Climbing, Sydney Tower Eye osv.
 Det har for os alle fire været den vildeste og bedste rejse. Vi har alle fire fået både mere personlig samt faglig udvikling. Det er en tur, som vi ikke ville have været foruden, og vi opfordre helt klart andre til at tage springet! Vi har lært en masse om anden kultur, men også det at stå på egne ben. Der har været mange grænseoverskridende ting, men kun nogle vi i sidste ende har lært af.

Vi er rigtig glade for, at vi tog springet og tog på vores livs oplevelse og at Viborg kommune bakkede op om vores rejse til Australien.

Sidst opdateret: 22.03.2018