Kunstfaglig studentermedhjælper

 
Med tiltrædelse 1. november eller snarest derefter søger Viborg Kunsthal en dynamisk og alsidig studentermedarbejder. Stillingen er i gennemsnit på 7 timer om ugen fordelt efter behov og aftale.                       
 
Viborg Kunsthal er en mindre arbejdsplads med et lille passioneret team, der arbejder tæt sammen. I perioder er det et intenst arbejdsmiljø med mange forskellige opgaver. Årligt vises omkring 8-10 udstillinger med danske og internationale kunstnere, ligesom der til kunsthallen er tilknyttet et velfungerende artist residency. I forbindelse med udstillingerne er der omvisninger og andre tiltag som foredrag, artists taks og musikaftner, som profilerer den enkelte udstilling. Der lægges vægt på, at formidlingen af samtidskunsten når bredt ud til alle aldersgrupper.
 
 
Som studentermedhjælper på Viborg Kunsthal bliver du en del af det daglige arbejde med udstillinger, aktiviteter og events. Du kommer blandt andet, i samarbejde med kunsthallens ansatte, til at arbejde med følgende opgaver:
 
  • Planlægning og gennemførelse af omvisninger, events og aktiviteter til mange forskellige målgrupper, bl.a. til børn og unge.
  • Diverse kommunikations- og koordineringsopgaver i forbindelse med vores residency-program
  • Skrive og redigere tekster til bl.a. nyhedsbrev, hjemmeside mm.
  • Lave historier og tage billeder/ video til Facebook, Instagram og LinkedIn
  • Læse korrektur og omskrive/forbedre tekster, som andre har skrevet
  • Diverse ad hoc-opgaver
     
Kvalifikationer
  • Du har gode samarbejdsevner og diplomatisk sans
  • Du har interesse for samtidskunsten på den danske og internationale scene
  • Du er åben over for nye opgaver og udfordringer og ikke bange for at tage ansvar eller springe med begge ben ud i noget ukendt.
  • Du er ambitiøs, struktureret og kan bevare overblikket over flere opgaver på én gang og er i stand til at føre alle opgaverne i mål til tiden.
  • Har interesse for og erfaring med sociale medier og har øje for motiver til Instagram, videoer, visuelle udtryk og nye tendenser.
  • Du har en skarp pen og skriver et fejlfrit dansk.
     
For at komme i betragtning til stillingen skal du være aktivt studerende ved en lang eller mellemlang videregående uddannelse. Vi forestiller os at du er ÆK-, kunsthistorie- eller kommunikationsstuderende, men dette er ikke et krav.

Passer ovenstående på dig, så glæder vi os til at modtage din ansøgning samt CV senest den 20. oktober 2019.

Samtaler forventes afholdt 24. oktober 2019.
                                                                                 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte udstillingsleder Bodil Johanne Monrad på telefon 87873223 eller formidler Camilla Davidsen på telefon 87873220.

Løn og ansættelsesforhold
Løn i henhold til gældende overenskomst.

Forud for evt. ansættelse skal der foreligge en børneattest / straffeattest.