Læringskonsulenter til Pædagogisk Praksis og Læring

Brænder du for at gøre en forskel for børn og unges læringsmiljøer i Viborg Kommune?
Er du optaget af didaktik, pædagogik og læreprocesser for alle elever?
Kan du agere i feltet mellem at være facilitator af processer og bidrage med specifik viden i et tæt og praksisnært samarbejde med skoler?
 
Så skal du måske søge en stilling som læringskonsulent i PPL i Viborg Komme.
 
Pædagogisk Praksis og Læring (PPL) søger læringskonsulenter pr. 1. november 2019.
Vi søger profiler, der ønsker at arbejde praksisnært med at udvikle bæredygtige læringsmiljøer sammen med skolerne i Viborg Kommune med afsæt i forskellige faglige perspektiver. Dine samarbejdspartnere på skolerne vil være ledelser, vejledere, lærere og pædagoger.
 
Vi søger profiler, der har særlig viden og kompetencer inden for:
  • Specialpædagogik og differentierede læringsmiljøer, herunder børn og unge i udsatte positioner
  • Sproglig udvikling, herunder flersprogsområdet
 
Indholdet i stillingerne kan, alt efter ansøgerfeltet, kombineres på forskellig vis. Stillingerne kan efter aftale være hel- eller deltid.
 
Om PPL
PPL er organiseret under Familie og Rådgivning i Børn og Unge. Vores primære arbejdsområde omfatter konsultative og understøttende opgaver i skoler og dagtilbud i tæt samarbejde med lærere, pædagoger, ledelse, forældre mv. Der er fokus på tidlige og forebyggende indsatser og udvikling af bæredygtige læringsfællesskaber i et tværprofessionelt samarbejde.
Den samlede personalegruppe på ca. 95 medarbejdere består af psykologer, talehørekonsulenter, ressourcepædagoger, fysio-/ergoterapeuter og læringskonsulenter. PPL er organiseret i både faggruppeteams og tværfaglige områdeteams.
 
Som læringskonsulent bliver du en del af et faggruppeteam på 10 læringskonsulenter.
 
Om dig
PPL søger selvstændige læringskonsulenter, der kan bidrage til arbejdet i både faggruppeteamet samt det tværprofessionelle samarbejde. Det er derfor vigtigt, at du kan navigere i et komplekst felt med mange forskellige samarbejdspartnere og opgavetyper. Du arbejder med afsæt i et fagspecifikt område, men du ser dig selv bredt ind i den vifte af opgaver, som skolerne har behov for hjælp til, og du opsøger og samarbejder med de fagligheder, som opgaverne kalder på. Udvikling af bæredygtige læringsmiljøer, der tilgodeser alle elevers lærings- og deltagelsesmuligheder, er en paraplytænkning i dit virke.
 
Du har kendskab til skolekonteksten og har måske konkret viden og erfaring med fx professionelle læringsfællesskaber, co-teaching, procesfacilitering, aktionslæring, børn og unge i udsatte positioner, pædagogiske læringscentre, vejledning, supervision.
 
Du er optaget af, hvordan du bedst muligt medvirker til forankring af de indsatser, du understøtter.
Du er en stærk didaktiker, der formår at inspirere teams i arbejdet med differentiering og forskellige organisationsformer til gavn for alle elevers læring, trivsel og udvikling. Du er optaget af og går forrest i pædagogiske processer, også når du møder modstand.
 
Du er uddannet lærer med en vejlederoverbygning eller har anden relevant videreuddannelse.
 
Vi lægger desuden vægt på:
  • dit afsæt for arbejdet er forankret i et ressourceorienteret syn på børn og unge udviklings- og deltagelsesmuligheder
  • du arbejder struktureret og kan prioritere opgaverne
  • du er god til at opbygge professionelle relationer og indgår ubesværet i samarbejdet med både skoleledelser og teams
  • du kan veksle mellem forskellige positioner i konsulentarbejdet
  • du kan arbejde systematisk, analytisk og datainformeret
  • du holder dig opdateret på den nyeste viden indenfor dit fagområde
  • du selv indtager en lærende position med henblik på fortsat praksisudvikling
  • du formår at ”oversætte” din viden og kompetencer ind i forskellige kontekster
  • du har lyst til at bidrage til et kollegialt fællesskab med både viden, nysgerrighed og højt humør
 
Derudover vil særlige kompetencer inden for fx æstetiske læreprocesser og IT-didaktik blive vægtet positivt.
 
Vi tilbyder
  • et spændende arbejdsfelt med varierende opgaver og mange samarbejdsflader
  • et tværprofessionelt miljø, hvor du kommer til at samarbejde med dygtige og engagerede kollegaer
  • et job, hvor du kan være med til at gøre en forskel for Viborg Kommunes børn og unge
 
Løn- og ansættelsesforhold:
I henhold til gældende overenskomst og principperne om ny løn.
Der indhentes børneattest og straffeattest som led i ansættelsesforløbet.
Din arbejdsplads vil være Viborg Rådhus, når du ikke løser opgaver ude på kommunens skoler.
 
Yderligere oplysninger:
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder for Læringskonsulenterne Karen Schmidt Poulsen på tlf. nr. 40 68 46 57.
 
Du kan læse mere om PPL generelt og Læringskonsulenterne specifikt på https://kommune.viborg.dk/Borger/Boern,-unge-og-familie/Skoler/PPL/Laeringskonsulent
 
Samtaler forventes afholdt torsdag d. 12. september i tidsrummet 8.30-14.30.