Pædagogisk leder til specialafdeling

Egeskovskolen søger en pædagogisk leder med skarpt fokus på ledelse af pædagogisk udvikling og godt arbejdsmiljø blandt lærere og pædagoger i specialafdelingen.

Som pædagogisk leder får du ansvar for den daglige ledelse af vores specialafdeling. I skoleåret 2019/20 skal specialafdelingen udvides med et tilbud til elever med autismespektrumforstyrrelser (ASF). Det bliver kommunens andet tilbud, som skal spejles i det nuværende tilbud på Vestervang Skole i Viborg.

Du skal være med til at opbygge Egeskovskolens tilbud i samarbejde med tilbuddet på Vestervang Skole                                                                  

Du får desuden opgaver i indskolingsafdelingen, hvor du sammen med afdelingslederen i indskolingen bl.a. skal have fokus på arbejdet med inklusion.
Som pædagogisk afdelingsleder på Egeskovskolen bliver du en del af et engageret ledelsesteam, der arbejder tæt sammen om skolens udvikling og daglige drift. Ledelsesteamet består af skoleleder, pædagogisk leder for indskoling og SFO, en pædagogisk leder for mellemtrin, udskoling og PLC, en afdelingsleder for specialafdelingen og en administrativ leder.

På Egeskovskolen er vi i gang med at opbygge et nyt ledelsesteam, da en leder går på pension og en anden har fået nyt job. Vi er desuden i gang med en spændende proces med at afklare tætte samarbejdsforhold med naboskolen i byen. Dette for at finde synergieffekter og for at sikre et fremtidigt attraktivt, pædagogisk skoletilbud i Bjerringbro.

Om dig
Vi forventer, at vores nye pædagogiske leder i specialafdelingen er uddannet lærer og har indgående kendskab til det specialiserede område, herunder arbejdet med elever med autismespektrumforstyrrelser.
Du har erfaring med pædagogisk ledelse og har eller er villig til at tage en relevant lederuddannelse.
Vi har brug for en pædagogisk leder, der:
  • Er god til både at arbejde i teams og arbejde selvstændigt.
  • Er en robust beslutningstager, der kan sætte mål og retning.
  • Er handlekraftig, har overblik og er tydelig i kommunikation.
  • Er empatisk og nytænkende.
  • Kan skabe tillid og motivation gennem det at give andre ansvar og medindflydelse.
  • Har fokus på at fremme trivsel og arbejdsglæde for børn, forældre og medarbejdere.
  • Har fokus på resultater og kan skabe sammenhæng internt og eksternt.
  • Kan skabe udvikling gennem netværk ikke mindst i samarbejdet med lignende institutioner i kommunen.
 
Om arbejdspladsen
Egeskovskolen har 65 ansatte, 518 elever, heraf en specialklasserække med 46 elever. Egeskovskolen har en velfungerende SFO, som størstedelen af børnene i indskolingen benytter sig af. Skolen ligger naturskønt i den vestlige del af Bjerringbro.
Egeskovskolen er afdelingsopdelt og er præget af arbejde i selvstyrende teams, fleksible skemaer og varierede undervisningsformer. Vi er kendetegnet ved det tværgående samarbejde mellem faggrupper og afdelinger og sætter pris på, at medarbejderne er mangfoldige, har faglig stolthed og stor erfaring.
Egeskovskolens virke bygger på værdier. Vi har tillid til, at alle udviser engagement og påtager sig ansvar i vores forpligtende fællesskab.
På Egeskovskolen er vi gode til at bruge lokalområdet og samarbejder med lokale organisationer og foreninger. Vi har et godt samarbejde med naboskolen, det lokale gymnasium og Naturvidenskabernes Hus.

Job- og kompetenceprofil
Læs job- og kompetenceprofilen her.

Om ledelse på arbejdspladsen og i Viborg Kommune
Som leder i Viborg Kommune bliver du en del af en stor og mangfoldig, politisk styret organisation, hvor ledelse bygger på vores personalepolitiske værdier – Mangfoldighed, Ordentlighed, Dygtighed = MOD, Viborg Kommunes ledelsesgrundlag og MED-aftale.

Løn og ansættelse
Løn er tilpasset den overenskomst, der ansættes efter.
Forud for ansættelsen vil der blive indhentet børne- og straffeattest

Samtaler
Første samtale afholdes den 14. august, og anden samtale afholdes den 26. august.  
For ansøgere, der går videre til anden samtale, bliver der udarbejdet personprofil, hvor der i den forbindelse vil være et interview med en konsulent fra Viborg Kommunes HR-afdeling.

Få mere at vide om stillingen
Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du velkommen til at kontakte skoleleder Søren Thomsen.