Udbudskonsulent

I Viborg Kommune har vi stort fokus på udbud og indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge-anlægsopgaver, da det spiller en væsentlig rolle i forhold til kommunens samlede økonomi.

I Udbud og Indkøb har vi stort fokus på at fastholde vores gode prisniveau samt sikre kvalitet og brugertilfredshed i forhold til gavn for vores borgere og kollegaer i kommunen.

Vi søger pr. 1. september (eller efter aftale) en engageret og erfaren udbudskonsulent, som kan bidrage til at fortsætte og videreudvikle vores fokus på effektivisering og gennemførelse af udbud af kommunale opgaver og indkøb. Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Udbud og Indkøb
Udbud og Indkøb har ansvaret i Viborg Kommune for udbud af varer og tjenesteydelser, kontraktopfølgning, drift af kommunens e-handelssystem samt rådgivningsopgaver inden for det udbudsretlige område. Samtidig har afdelingen ansvaret for kommunens forsikringer og arbejdsskader.

Afdelingen består af 10 personer, som er opdelt i et udbudsteam og et kontraktstyrings-/forsikringsteam. Den ledige stilling som konsulent er tilknyttet udbudsteamet. Vi arbejder tæt sammen i afdelingen på tværs af de to teams, og der er en stor berøringsflade ift. den øvrige organisation.

Vi er i et indkøbsfællesskab med 7 andre jyske kommuner. En stor del af vores udbud bliver gennemført i vores indkøbsfællesskab eller via SKI. I begge tilfælde, spiller vi en aktiv rolle i gennemførelsen af udbudene.  

Din profil
Vi er en udbudsmoden og faglig stærk organisation, hvor du vil have gode muligheder for at udvikle dine kompetencer indenfor offentligt indkøb herunder at specialisere dig i forhold til din profil og interesseområder.

Det er en forudsætning, at du har en reel interesse i at arbejde med offentligt udbud og indkøb, samt at du evner at være ansvarlig for egne udbudsområder. Erfaring fra området samt kendskab til reglerne indenfor offentligt indkøb samt erfaring med tildeling på SKI aftaler vil vægte højt.

Da der er tale om en stilling med en bred kontaktflade, forventes det derfor, at du som menneske er udadvendt, god til at kommunikere og i stand til at gøre din indflydelse gældende over for forskellige typer af faggrupper.
Derudover forventer vi, at du som person;
  • er målrettet, initiativrig og struktureret i dit arbejde
  • kan arbejde selvstændigt og lede projekter med mange forskellige deltagere
  • har analytisk sans, stort overblik og er nytænkende
  • nysgerrig med gode samarbejdsevner
  • er teamplayer
 
Arbejdsområder
Dine arbejdsopgaver vil blive fastlagt ud fra dine kompetencer, og hvordan det passer med de øvrige i teamet/afdelingen. Dine opgaver vil forventeligt indbefatte:
  • gennemførelse af tilbudsindhentninger, EU-udbud af varer og tjenesteydelser; både selvstændigt som projektleder og som intern ansvarlig i forbindelse med udbud gennemført af vores indkøbsfællesskab eller SKI
  • gennemførsel af udbud igennem SKI
  • samarbejde med leverandører vedrørende igangværende kontrakter – også, når der er udfordringer
  • indkøbs-/markedsanalyser af potentielle udbudsområder
  • konsulentbistand til afdelinger og institutioner i indkøbs- og udbudsmæssige spørgsmål
 
Vi tilbyder
Arbejdsstedet er på Viborg Rådhus, og vi tilbyder et spændende og udadvendt job i en velfungerende og dynamisk organisation med høj faglighed og fleksibilitet.
Løn efter overenskomst og kvalifikationer.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil have flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Udbuds- og Indkøbschef Tina Bjørnholt, tlf. 87 87 89 76.
Samtaler forventes afholdt den 19. og 20. juni 2018.