Ny skov ved Arnbjerg nu på papir

Mark hvor Lindholm Skov skal plantes
Ved omlægning til skov bliver der plantet 30.000 træer og buske på majsmarken. Foto: Viborg Kommune.

Viborg Kommune har for nyligt indgået en aftale med landsorganisationen Plant et Træ og Lindholm Biler om at rejse Lindholm Skov. De første træer og buske plantes i efteråret 2020.

Sidste efterår blev Viborg Kommune kontaktet af Lindholm Biler sammen med Plant et Træ med et ønske om at finansiere skovrejsning på kommunal jord til gavn for klimaet, miljøet og borgerne i Viborg.

Kommunen har fundet et egnet areal ved den nye bydel Arnbjerg, hvor Klima- og Miljøudvalget har besluttet at lave en aftale om at rejse Lindholm Skov.

Nu har parterne sat underskrifter på aftalen, som betyder, at der bliver plantet træer på 10 hektar jord, som i øjeblikket bliver dyrket som landbrug.

- Vi tilplanter to hektar om året i en periode på fem år. Vi har allerede planer om, at det er børn fra Overlund Skole og Møllehøj Skolen, der skal være med til at plante de første træer til efteråret, så de kan lære om skovens træer og buske, fortæller Rune Rauff Schultz, skov- og landskabsingeniør i Teknik & Miljø.

Skov giver nye muligheder

Eg, skovfyr, hassel, lind, slåen og vild æble er nogle af de træer og buske, der bliver plantet i den nye skov. Arterne er valgt, så de passer til jordforholdene på arealet og giver mulighed for at skabe en stabil og fremtidssikret skov med mange insekter, fugle og andre dyr.

- Ved omlægningen til skov sikrer vi, at der bliver lagret CO2 i mange år frem, og der vil være mange flere levesteder til alt det liv, som er knyttet til skovene, siger Rune Rauff Schultz.

Viborg Kommune etablerer stier på arealet, så besøgende kan følge skovens udvikling. På sigt er der mulighed for, at der kan komme flere faciliteter til friluftsliv.

Yderligere oplysninger

Rune Rauff Schultz, skov- og landskabsingeniør, Teknik & Miljø, tlf. 87 87 55 54, e-mail: rus@viborg.dk

Jens Døssing, Landsformand i Plant et Træ, tlf. 31 47 40 02, e-mail: jens.doessing@plant-et-trae.dk

Kort over kommende Lindholm Skov 

Der bliver tilplantet to hektar hvert år i en periode på fem år.