4. klasse i Viborg Kommune vinder landsdækkende sangkonkurrence

4. klasse på Brattingborgskolen
Vild jubel i 4. klasse på Brattingsborgskolen, da de blev kåret som vindere af ALSANG 2020s landsdækkende konkurrence. Foto Marie Katrine Nørgaard

4. klasse på Brattingsborgskolen i Viborg Kommune blev torsdag middag kåret som vinderne af ALSANG 2020s landsdækkende konkurrence. Eleverne har skrevet en sangtekst om klima til en melodi af Simon Kvamm, og den kunne juryen ikke stå for.

Der udbrød vild jubel i 4. klasse på Brattingsborgskolen, da den på en helt almindelig skoledag pludselig blev mødt af dryssende konfetti og blitzende fotografer. Jublen opstod, da repræsentanter fra ALSANG 2020 overraskede klassen med nyheden om, at deres sangtekst havde vundet ALSANG 2020s store landsdækkende konkurrence.

Klassens vindersang ”Hvis vi er mange nok” handler om at tage klimakampen op i fællesskab og er skrevet til en melodi af Simon Kvamm.

- Vi er meget stolte af den fornemme pris, som eleverne har vundet for bedste sangtekst. Det er skønt, at børn i Viborg Kommune engagerer sig i at skrive sangtekster, og at de har valgt at sætte klimaforandringer på dagsordenen. Børnenes løsning på en grøn fremtid er sammenhold og fællesskab, og de viser mod og styrke ved at gå forrest. Jeg håber, at sangen bliver til en velkendt fællessang overalt i de danske skoler, siger Rikke Skovsbo, børnekulturkonsulent i Viborg Bibliotekerne.

De dygtige vindere i 4. klasse på Brattingsborgskolen kan nu glæde sig til at indløse deres præmie. De har nemlig vundet 25.000 kr. til en oplevelse i DRs Koncerthus.

Mange gode bud

Juryen, der bestod af Kira Skov, Simon Kvamm, Lise Hadrup, Rasmus Hedeboe og Thorstein Thomsen, havde mange gode bud at vælge imellem. Heraf handlede op til flere om klima – et emne, der tilsyneladende fylder meget hos Danmarks børn og unge. Efter mange overvejelser endte juryen på teksten, Hvis vi er mange nok. I en samlet udtalelse fra juryen lyder begrundelsen således:

- Sangteksten er skrevet af en skoleklasse, og dét kan mærkes. Den er skrevet i fællesskab og handler om fællesskab. Det er en ægte ”vi”-sang. Teksten emmer af børnekraft og udtrykker omsorgsfuldhed og optimisme, men det er også en sang, der tager tingene alvorligt. Teksten er kamplysten og peger fremad og opfordrer til handling. Det er en sang skrevet af børn til børn om deres fælles fremtid, og man kan nærmest høre et børnekor for sig, der giver verden en kærlig opsang. Der skal lyde et stort tillykke til 4. klasse på Brattingborgskolen i Viborg Kommune!

De yngste – de bedste

Det var i sig selv overraskende at en hel klasse var gået sammen om en tekst. At det tilmeld var de yngste i målgruppen, der endte med at levere den bedste tekst, var juryen selvsagt imponerede over.

Talsperson for ALSANG 2020 og formand for Spil Dansk, Jørgen Thorup, udtaler:
- Konkurrencen lød jo på, at man skulle skrive om frihed og fremtid. Det kunne man så fortolke, som man ville, men at så mange af teksterne handlede om klima, kom faktisk lidt bag på os. Det er et vigtigt tema, og nu har børnene skrevet deres helt egen klimasang om emnet. Vi håber selvfølgelig meget, at Danmark vil tage godt imod sangen og synge den i forbindelse med 75-året for Danmarks befrielse. Og hvem ved… måske også til en klimademonstration.

Sangen er blevet indsunget af Mille Liendgaard. Hør den og syng med på alsang.dk/fremtidssangen-2020

Yderligere information:
Rikke Skovsbo, børnekulturkonsulent i Viborg Bibliotekerne, T: 20 63 08 41 / M: rks@viborg.dk


Hvis vi er mange nok - Fremtidssangen 2020
1. Vores verden den er rigtig stor.
Vi skal passe godt på vores jord.
Kom i gang. Vi må gør’ nog’t nu.

2. Vores fremtid den er meget nær.
Vi skal alle sammen være her.
Kom i gang. Vi må gør’ nog’t nu.

Vi kan flytte os, hvis vi alle hjælper til.
Vi kan drømme drømmene nye, hvis vi vil.
Vi burde gå i flok.
Hvis vi er mange nok, kan vi få ryddet op.

3. Vores fremtid starter lige her,
og vi må stå sammen hver især.
Kom i gang. Vi må gør’ nog’t nu.

Vi kan flytte os, hvis vi alle hjælper til.
Vi kan drømme drømmene nye, hvis vi vil.
Vi burde gå i flok.
Hvis vi er mange nok, kan vi få ryddet op.
Vi skal ha’ ryddet op.
Verden skal ryddes op.


Konkurrencen løb 5. september til 4. november 2019 og alle børn og unge i alderen 10-18 år kunne deltage - som enkeltperson, gruppe eller en hel klasse.
Kravene til teksten var, at den skulle passe til Simon Kvamms melodi, egne sig til fællessang og relatere sig til temaerne frihed, fremtid og fællesskab.

OM ALSANG 2020

  • ALSANG 2020 er Danmarks største fællessangsinitiativ i nyere tid, som vil samle alle borgere i en musikalsk fejring af friheden og fremtiden.
  • ALSANG 2020 er skabt og udviklet af Grundtvigsk Forum, Dansk Forfatterforening og Spil Dansk.
  • Spil Dansk er projektleder og koordinerer ALSANG 2020.
  • ALSANG 2020 er workshops, konkurrencer, undervisningsprojekter og fællessangsarrangementer i hele landet 2019-2020. Der forventes ca. 500 arrangementer
       landet rundt.
  • Langt de fleste af fællessangsarrangementerne foregår den 4. maj 2020 og i dagene omkring, som en markering af 75-året for Danmarks befrielse i 1945.
  • ALSANG 2020 arrangeres i samarbejde med en lang række større landsdækkende organisationer og de større nationale medier.
  • Der forventes ALSANG-arrangementer i alle 98 kommuner.
  • ALSANG 2020 er støttet af Nordea-fonden.
  • Arrangementet i Frederiksberg Have den 4. maj 2020 er støttet af Frederiksberg Kommune.
  • Man kan læse mere om alsangens betydning for danskerne under 2. Verdenskrig på alsang.dk .
  • På alsang.dk kan man læse mere om støttepuljer, nye sange om frihed, undervisningsmateriale og andre tilbud.