VAF fylder Viborg med animationsoplevelser

VAF2019

Den 23. – 29. september slår Viborg Animation Festival endnu engang dørene op til et væld af animationsoplevelser i Viborg. Alle er velkomne til animationsfesten, som bl.a. byder på udstillinger, workshops, filmforestillinger, game expo, konferencer og meget mere.

Danmarks største animationsfestival er tilbage. Fra den 23. til den 29. september er Viborg fyldt med animationsoplevelser for alle. Som festivalgæst kan du bl.a. glæde dig til udstillinger i nogle af Viborgs smukke, historiske bygninger, spil og underholdning til Game Expo, filmforestillinger og meget mere.

Besøg udstillingerne i den gamle museumsbygning på Hjultorvet og det gamle rådhus i Domkirkekvarteret. Du kan også se imponerende og inspirerende film i Fotorama, hos Viborg Bibliotekerne, i Mønsted Kalkgruber eller hos Ølluminati.

Viborg Animation Festival (VAF) er blevet en del af oplevelses-DNA’et i Viborg Kommune, hvor animation er et strategisk fokus- og indsatsområde. Som det eneste sted i Danmark, kan man i Viborg tage en animationsuddannelse. Og så er det endda en af de bedste uddannelsessteder i verden. Ifølge Animation Career Review, er The Animation Workshop er den niende bedste animationsskole i verden. Skolens nabo er Arsenalet – en kreativ klynge af virksomheder, hvor virksomheder udvikles og vokser. Senest har Nordisk Film og Wulffmorgenthaler fået produceret filmen ’Mugge & Vejfesten’ her, ligesom også Disney har lagt ordrer hos en Arsenalet-virksomhed.

Find din næste animationsoplevelse i Viborg til VAF via www.animationsfestival.dk.