IGU-forløb hjælper Afyat til at klare sig selv i Danmark

Afyat Khalil Sido Meme
Afyat er rigtig glad for IGU-forløbet på Grundfos, der ruster hende til et fremtidigt job.

Afyat Khalil Sido Meme kom til Danmark i september 2015 fra Syrien og havde ingen uddannelse med sig i rygsækken. Efter flere praktikophold blev et Integrations Grunduddannelses-forløb hos Grundfos den helt rigtige løsning for hende.

Afyat har siden maj 2019 været ansat i et IGU-forløb hos Grundfos. Her arbejder hun i kantinen, hvor hun forbereder mad til de mange ansatte. Et forløb som Afyat er meget glad for.

- Jeg var meget skeptisk, da jeg skulle starte på Grundfos. Det var langt væk, og logistikken med tre børn var svær at få til at gå op. Nu vil jeg ikke væk igen, siger Afyat.

Ansættelsen kom i forlængelse af en virksomhedspraktik samme sted. I arbejdet hos Grundfos blev det muligt for Afyat at gøre brug af tidligere erfaringer og kompetencer, og Afyat er meget glad for ansættelsen og de opgaver, hun varetager.

Afyats kollega Anita giver ligeledes udtryk for, at det går rigtig godt med Afyat og deres samarbejde.

- Hos os er det muligt at lære og prøve kræfter med forskellige opgaver, i et tempo der passer til Afyat og den sprogbarriere, der kan opstå, trods Afyats gode forståelse af dansk, siger Anita og fortsætter:

- Når vi ikke forstår hinanden, griner vi lidt af det.

Socialt ansvar

Det sociale ansvar ligger Grundfos meget nært, og de ansætter gerne både elever og IGU’ere for at hjælpe folk ind i branchen.

- Vi vil rigtig gerne hjælpe og være en samarbejdspartner for folk med særlige vilkår. Og så er det en spændende proces at være en del af, siger Jakob Olesen, manager på Grundfos.