Rute 16 Viborg - Århus

Regional cykelrute 16

Denne rute fra Jyllands nuværende hovedby til landsdelens historiske magtcentrum fører gennem et meget spændende og varieret landskab.

Den samlede rute er 74 km. og i Viborg Kommune 27 km.

En kilometer inden Sahl fører ruten forbi Ormstrup Gods. Ved godset finder man en tavle med beskrivelse af godsets historie og opfordring til gåture på stier og veje i området.

Ruten bliver efterhånden mere og mere afvekslende. Fra Sahl løber ruten sammen med den regionale cykelrute 30, Gudenåruten. En grusvej fører gennem et skovområde til Tange Sø.

Tange Sø er Danmarks største kunstige sø skabt som følge af vandkraftværkets inddæmning af Gudenåens vand.

Efter Tange forsætter ruten mod Vindumskoven. I skoven findes tre markerede vandreruter, som kan give gode oplevelser i skovens dale. Desuden kan man ca. 150 m. syd for skoven se Vindumstenen, som er en af de største stenblokke i Jylland.

Den sidste del af ruten går gennem Bruunshåb hvor ruten følger en naturskøn sti mod Viborg.

Sidst opdateret: 03.05.2017