Dagligdagen

Overvejelser om ændringer i dagligdagen

Livet er ikke forbi, selvom man har fået en demensdiagnose. Men at leve med en demenssygdom betyder, at man skal indstille sig på nogle forandringer tidligere i livet end forventet. Man kan stadig leve et meningsfuldt liv ved at passe på sit helbred, deltage i aktiviteter som man nyder og tilbringe tid sammen med familie og venner.

Demenssygdommen kan medføre betydelige ændringer i livet. Ting, der før kunne udføres uden problemer, kan efterhånden blive vanskelige. Planlægning og justeringer i hverdagen kan ofte give gode dage på trods af de forandringer, der følger med sygdommen.

Overvejelser:

  • indarbejd vaner og rutiner, du har det godt med
  • indgå aftaler med omgivelserne, hvem der kan hjælpe med at tage initiativ og hvordan hjælpen kan gives
  • brug en kalender som fast hjælpemiddel og find en fast plads til den - også til andre ting, der skal bruges ofte, fx. nøgler, pung og briller
  • fortsæt med forskellige interesser og hobbys
  • tænk over, hvad der er betydningsfuldt i hverdagen - og hvem er det godt at være sammen med
  • spis sundt og dyrk motion
  • vær veludhvilet, når der skal laves noget vigtigt
  • hold en pause, hvis noget bliver for indviklet og løs kun én opgave ad gangen
  • sæt sedler op så det kan ses, hvad skabe og skuffer indeholder
  • hav det, der skal huskes dagligt, stående synligt fremme, fx. medicinæsken
  • hav altid papir og blyant ved hånden for at notere det, der skal huskes
  • skriv en liste over de daglige ting, der skal huskes, brug fx. en opslagstavle
  • tag imod hjælp, hvis opgaven er for svær
  • tag kontakt til kommunen tidligt i sygdomsforløbet

 

Læs socialministeriets hæfte om en bedre hverdag med demens.

Se også diverse hjælpemidler hér.


Sidst opdateret: 20.06.2013