Vandråd - 2019

Der kan ansøges om at deltage i de to lokale vandråd for hhv. Randers Fjord-oplandet (frist 18/11-19) og for Limfjorden (frist 18/11-19)

Lov om vandplanlægning understreger værdien af den lokale inddragelse i udarbejdelsen af de kommende vandområdeplaner 2021-2027.

Kommunerne skal således igen – som i 2014 og i 2017 – under eventuel inddragelse af lokale vandråd udarbejde forslag til den fysiske vandløbsindsats.

Vandrådenes arbejde vil være fokuseret på at rådgive kommunerne om de supplerende indsatser, der skal skabe grundlag for at nå konkrete miljømål i 2027.

Kommunerne vil sørge for den fornødne vejledning af vandrådene i forbindelse med arbejdet om forslag til indsatsprogrammets supplerende vandløbsforanstaltninger.

Vandrådenes arbejde forventes påbegyndt primo december 2019 med udsendelse af en ny vandrådspakke med rammer og vejledning, der ligeledes omfatter et IT-værktøj til at indberette forslag til indsatser for de konkrete vandområder.

Arbejdet forventes afsluttet ved, at kommunen indberetter forslagene til Miljø- og Fødevareministeriet senest den 22. september 2020.

Viborg Kommune har arealer både indenfor oplandet til Randers Fjord og til Limfjorden. Nedenfor er processen beskrevet nærmere og særskilt for hvert af de to vandråd.

--------------------------------------------------------------------------------

Vandrådet for Randers Fjord-oplandet

Hvordan bliver Vandrådet for Randers Fjord-oplandet 2019 oprettet?

Efter udkast til bekendtgørelse om vandråd mv. (høring afsluttet 14. oktober 2019), skal kommunerne nedsætte vandrådene, hvis der anmodes herom. Initiativet til at oprette vandråd skal komme fra de organisationer og foreninger, der efter loven kan være medlem heraf.

På den baggrund, og efter aftale med miljøministeren, er landsdækkende erhvervsorganisationer, landsdækkende grønne organisationer samt lokale foreninger, der arbejder med beskyttelse og benyttelse af vand, opfordret til senest den 23. oktober 2019 at anmode kommunalbestyrelsen om at oprette et vandråd for Randers Fjord-oplandet ved at skrive til følgende mailadresse: naturogvand@viborg.dk

Sekretariatskommunen (Viborg Kommune) har modtaget anmodning om oprettelse af vandråd inden for tidsfristen, og der skal dermed nedsættes et Vandråd for Randers Fjord-oplandet 2019.

Bekendtgørelsen om Vandråd 2019 er endnu ikke offentliggjort, men ønsker man at deltage i vandrådet, skal en ansøgning fremsendes pr. mail til følgende mailadresse naturogvand@viborg.dk.

Deadline: Mandag den 18. november kl. 12.00.

I mailen skal man angive hvilken organisation/forening, man repræsenterer, samt kontaktoplysninger (dvs. navn, adresse, e-mail og telefonnummer) på i alt eet medlem og en suppleant.

Hvem kan søge om at være med i Vandrådet for Randers Fjord-oplandet?

Følgende foreninger og organisationer, der ifølge lov om vandplanlægning kan søge om deltagelse i Vandrådet, er:

  • relevante landsdækkende erhvervsorganisationer,
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis formål er beskyttelse af natur og miljø, eller som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser,
  • lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål eller i øvrigt er knyttet til interesser forbundet med beskyttelse og benyttelse af vand.

De lokale foreninger og organisationer skal have et lokalt udspring og være selvstændige foreninger henholdsvis organisationer. Der er ikke tale om lokale afdelinger af landsdækkende organisationer.

Vandrådet må ikke bestå af mere end 20 medlemmer. Hver forening og organisation kan kun være repræsenteret med ét medlem. Privatpersoner kan ikke være medlem.

Hvem sammensætter Vandrådet for Randers Fjord, og hvornår kan ansøgerne forvente svar?

Den kommunalbestyrelse, der varetager sekretariatsbetjeningen af det enkelte vandråd, vil i samråd med de øvrige kommunalbestyrelser indenfor hovedvandoplandet træffe afgørelse om, hvilke af de indstillede medlemmer der kan være medlem af vandrådet. Viborg Kommune varetager sekretariatsfunktionen for vandråd Randers Fjord.

Det skal ved oprettelsen af vandrådet tilstræbes, at der i rådet er en ligelig repræsentation af organisationer og foreninger, der varetager forskellige interesser i forhold til vandplanlægning. Der vil ligeledes blive tilstræbt en ligelig geografisk fordeling.

Snarest efter ansøgningsfristens udløb vil alle ansøgere bliver orienteret om udfaldet, og medlemmerne vil blive indkaldt til det første møde.

--------------------------------------------------------------------------------

Vandrådet for Limfjorden

Oprettelse af vandråd med lokal inddragelse i Limfjorden

Kommunalbestyrelsen har nu modtaget den første tilbagemelding med ønske om at oprette et vandråd i hovedopland 1.2 Limfjorden. Dermed er det en realitet, at der oprettes et vandråd i oplandet. Limfjordsrådet vil i lighed med 2014 og 2017 varetage sekretariatsfunktionen.

Kommunerne skal således igen - under inddragelse af lokale vandråd - udarbejde forslag til den fysiske vandløbsindsats i vandløbene omkring Limfjorden. Arbejdet skal benyttes som led i udarbejdelsen af de kommende vandområdeplaner 2021-2027. En tilsvarende opgave løste vandrådene med stor succes i 2014.

Indstilling af medlemmer til Vandråd for Limfjorden

Efter aftale med miljøministeren, opfordres landsdækkende erhvervsorganisationer, landsdækkende grønne organisationer samt lokale foreninger, der arbejder med beskyttelse og benyttelse af vand til at indstille et medlem og en suppleant til vandrådet. Medlemmer forudsættes at kunne anvende det IT-værktøj, staten lægger på til at anvende.

Anmodning om indstilling af medlemmer til vandrådet for Limfjorden skal ske senest mandag den 18. november 2019 til mailadressen naturogvand@viborg.dk.

Ved indmeldingen skal følgende oplyses;

  • Oplysninger om organisation eller foreningen der indstiller; fuldt navn, adresse, mail, mobil, kontaktperson.
  • Foreslået medlem til vandrådet; navn, adresse, mail og mobil.
  • Foreslået suppleant til vandrådet; navn, adresse, mail og mobil.

Hvem kan deltage i vandrådet for Limfjorden?

Vandrådet består af højst 20 medlemmer og de foreninger og organisationer, der ifølge lov om vandplanlægning kan være repræsenteret, er:

  • relevante landsdækkende erhvervsorganisationer,
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis formål er beskyttelse af natur og miljø, eller som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser,
  • lokale foreninger og organisationer, der efter deres formål eller i øvrigt er knyttet til interesser forbundet med beskyttelse og benyttelse af vand.

Lovens forarbejder nævner som eksempler på relevante erhvervsorganisationer Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, Dansk Akvakultur, Danske Vandløb, Dansk Industri og DANVA. Som eksempler på landsdækkende grønne organisationer er nævnt Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Kano og Kajak Forbund og Friluftsrådet. Men også andre organisationer kan komme på tale.

De lokale foreninger og organisationer skal have et lokalt udspring og være selvstændige foreninger henholdsvis organisationer. Der er ikke tale om lokale afdelinger af landsdækkende organisationer.

Sammensætning af vandråd

Efter indstilling af medlemmer fra organisationer og foreninger afgør sekretariatskommunen sammen med de øvrige kommunalbestyrelser, hvilke af de personer, der er indstillet, der kan virke som henholdsvis medlem og suppleant.

Ved oprettelsen af vandrådet skal tilstræbes en ligelig repræsentation af organisationer og foreninger, der varetager forskellige interesser i forhold til vandplanlægning.

Yderligere oplysninger

Anders Haugstrup Andersen, tlf. 87 87 55 51.

Sidst opdateret: 13.11.2019