Lokal afledning af regnvand - LAR

Klimaændringerne og de øgede nedbørsmængder gør det attraktivt at forsøge at håndtere regnvand, der hvor det falder, så det ikke belaster kommunernes afløbssystem. Håndtering af regnvand så tæt på kilden som muligt kaldes i daglig tale for LAR - Lokal afledning af regnvand.

De større mængder vand skaber problemer i lavtliggende områder, byområder og andre områder med høj befæstningsgrad. Her afledes overskydende tagvand og vejvand direkte til kloakken, hvis kapacitet ikke rækker under de voldsomme skybrud og den øgede regnmængde. Kloaksystemerne i Danmark er dimensioneret til, at der kun forekommer vand på terræn cirka hvert tiende år. I takt med den øgede befæstningsgrad og de øgede nedbørsintensiteter er kloakkernes dimensionering ikke tilstrækkelig, og oversvømmelserne er derfor blevet hyppigere. I nogle tilfælde kan lokal afledning af regnvand være et billigt og miljørigtigt alternativ til at udvide kapaciteten i kloakkerne
 
Hvad er LAR
Ved lokal afledning af regnvand forstås ethvert tiltag, der har til formål at begrænse eller forsinke regnvandsstrømmen fra et område. De typiske elementer er:

  • Nedsivning/infiltration fra overflader eller gennem permeable belægninger eller nedsivning i faskiner
  • Forsinkelse af vandet i så stor udstrækning som muligt
  • Magasinering af vandet i grøfter og lavninger i terræn eller i deciderede forsinkelsesbassiner
  • Fordampning af vandet enten fra overflader eller via optagelse i beplantning

En god tilgang til problemet er at se vandet som en ressource i stedet for et problem. På klimatilpasning.dk findes en lang række eksempler på metoder til LAR, og hvordan LAR-løsninger kan udføres i praksis.

Sidst opdateret: 11.01.2018