Løb på vandet dag 2017

Elever i Viborg løber på vandet.

Torsdag d. 14. september blev en dag i drikkevandets og grundvandets tegn, da elever fra 4.-7. klasse på Nordre Skole, Finderuphøj Skole og Søndre Skole i Viborg deltog i ’Løb-på-vandet-dag’.

Godt 100 elever fik set Nordværket indefra og fik indsigt i hvordan vandet behandles fra grundvand til drikkevand, og der var mulighed for at smage på det rå grundvand ved én af boringerne i Neckelmanns Plantage. Herefter blev løbeskoene fundet frem, da eleverne skulle løbe de godt 4,5 km. i Plantagen hvor det unge grundvand siver ned i jorden til Viborg Vand.

Børnene er fremtidens vandforbrugere, udtaler geolog Claus Holst Iversen fra Viborg Kommune, og det vand som siver ned i jorden i dag er det vand som eleverne måske drikker om 25-50 år, og derfor er det vigtigt at gøre vores unge mennesker opmærksom på at de skal passe på vores drikkevand.

Bag arrangementet stod Viborg Kommune, Nordre Skole og Energi Viborg.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte geolog og projektleder Claus Holst Iversen, Viborg Kommune, mail: cli@viborg.dk.

Sidst opdateret: 04.10.2017