Historien

Søndermølle

af museumleder Henning Ringgaard Lauridsen

Søndermølle hører til egnens ældste kornmøller, givetvis blev den grundlagt allerede i begyndelsen af 1300-årene. Møllen var først ejet af nonnerne på Asmildkloster og siden af skiftende godsejere.

Gennem århundreder har egnens bønder kørt hertil for at få malet korn, og mølleren har uge efter uge stået på Viborg Torv og solgt mel samt gryn. Møllens industrielle æra begyndte i 1809, da købmand og skibsreder Bertel Bruun købte Asmildkloster. Bruun ansatte en bestyrer og anlagde i første omgang et klædevalkeværk, hvor egnens bønder kunne få deres vadmel og uldne klæder valket og farvet. Hør blev også bearbejdet på møllen, mens kornmalingen fortsatte i en nyopført hollandsk vindmølle på bakken mod syd.

Næste epoke kom i 1855, hvor Chr. Bruun indrettede sig med en benmels- og gødningsfabrik. Såkaldte bensamlere opkøbte kreaturben i hele Midtjylland og leverede dem på Søndermølle, hvor de blev kogt, tørret og malet til benmel. Herefter blandede Bruun svovlsyre i benmelet og solgte produktet som kunstgødning til hedebønderne. Fabrikken eksisterede indtil 1890, og sideløbende med gødningsproduktionen malede fabrikanten fortsat korn samt røgede ål, som blev fanget i ålekisten bag møllehjulene.

Uldspinderi

I 1890 købte ingeniør Johannes Købke Søndermølle for at indrette et uldspinderi i fabrikken. Råvarerne var især dansk uld. Uldspinderiet blev i 1918 overtaget af fabrikant Chr. Pedersen. Fra midten af tyverne koncentrerede han sig udelukkende om at fremstille vigognegarn med bomuld som råvare. Da fabrikkens produktion var på sit højeste i trediverne, kørte den med treholdsskift og beskæftigede ca. 45 mand. Under krigen blev dansk uld igen den vigtigste råvare. I tresserne gik det langsomt tilbage for uldspinderiet, og Aksel Pedersen afviklede virksomheden. Næste aktør på banen var ingeniør Friis Jespersen, Bjerringbro, som ønskede at skabe en uldcentral, der forarbejdede dansk kvalitetsuld. Eksperimentet fik garnhandler Hans Pedersen som projektleder, og ideen var, at de gamle maskiner, som snurrede i adstadig tempo, skulle betjenes af folk i beskyttede stillinger. Eksperimentet vakte en del opsigt, men var ikke uden problemer, og i begyndelsen af firserne ophørte produktionen.

I 1988 købte Viborg kommune Søndermølle i et forsøg på at bevare et unikt uldspinderi. Forsøget strandede, idet tilsagn om støtte også fra anden side blev trukket tilbage, men i 1991 ydede EF et beløb på ca. 870.000 kr. til istandsættelse af den ydre skal. Viborg Kommune ydede i 1990’erne væsentlige beløb til istandsættelsen, bl.a. via beskæftigelsesmidler.

I tilknytning hertil bidrog Viborg Kommune med et beløb i omegnen af 3,0 mio. kr., bl.a. via beskæftigelsesmidler, da det var nærliggende at lade møllen - med sin beliggenhed ved indgangen til det bynære naturområde ”Den grønne Kvadrant” ved Vinkelvej, tæt på bl.a. Viborg vandrerhjem og Gymnastik- og Idrætshøjskolen – indgå i den rekreative udbygning af området. Friluftsrådet bidrog i samme periode med ca. 100.000 kr. til inventar.

Op gennem 90’erne behandlede diverse arbejdsgrupper de mange ideer/forslag til møllens fremtidige anvendelse, der løbende dukkede op. Færdiggørelsen af møllen tog for alvor fart, da Lokale & Anlægsfonden i 1998 fattede interesse for det skitserede projekt, resulterende i et tilsagn i februar 99 om 1,5 mio. til færdiggørelsen. Viborg Kommune gik ind med et tilsvarende beløb, ligesom en del af arbejdet udførtes af Cecilielund som aktiveringsprojekt.

Den selvejende institution Søndermølle blev stiftet 14. maj 2002 og har til formål at skabe fleksible rammer og udfoldelsesmuligheder for kultur- og fritidsaktiviteter med et almenkulturelt indhold, primært for foreninger m.v. der beskæftiger sig med natur og miljø relaterede emner/temaer.

Den officielle indvielse og ibrugtagning fandt sted 3. maj 2003.

Sidst opdateret: 26.01.2015