6. Regnskab og revision

Kultur- og Fritidsudvalget kan fastsætte nærmere regler om regnskab og revision for tilskud efter disse retningslinjer.

6.1. Regnskab

Bestemmelserne om aflæggelse af regnskab for de enkelte tilskudsområder fremgår af de pågældende afsnit i disse retningslinjer.

6.2. Revision - voksenundervisning

Foreninger, der får et årligt, kommunalt tilskud på over 500.000 kr., skal anvende nedenstående regler om revision af regnskaber for større tilskud, afsnit 6.5. Foreninger, der får et årligt, kommunalt tilskud på under 500.000 kr., skal anvende nedenstående regler om revision af regnskab for mindre tilskud, afsnit 6.4.

6.3. Revision - foreningsarbejde

Foreninger, der får et årligt kommunalt tilskud på over 500.000 kr., skal anvende nedenstående regler om revision af regnskaber for større tilskud, afsnit 6.5. Foreninger, der får et årligt, kommunalt tilskud på under 500.000 kr. skal anvende nedenstående regler om revision af regnskaber for mindre tilskud, afsnit 6.4.

6.4. Revision af mindre tilskud

a. Ved revisionen skal det efterprøves, om tilskudsregnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
b. Foreningen skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet og de tilskudsudløsende faktorer. Revisor har adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal have de oplysninger og den bistand som revisor anser for nødvendige for udførelsen af sit erhverv.
c. Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give foreningen meddelelse herom og påse, at foreningen inden 3 uger giver Viborg Kommune meddelelse herom. Revisors bemærkninger sendes sammen med meddelelsen. Hvis dette ikke sker, skal revisor snarest underrette Viborg Kommune.
d. Ved revisionen skal revisor blandt andet efterprøve,
1. at foreningen har opfyldt tilskudsbetingelserne i eller i henhold til loven.
2. at foreningens oplysninger til brug ved beregning af tilskud er korrekte.
3. at lønudgifter til voksenundervisning er beregnet og udbetalt i overensstemmelse med de regler, der er fastsat af finansministeriet eller den, ministeren har bemyndiget hertil, og
4. at der foreligger dokumentation for deltagernes samlede egenbetaling ved virksomheden efter folkeoplysningsloven kapitel 4 og 5.
e. Det reviderede regnskab forsynes med påtegning, hvoraf det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i disse retningslinjer. Forbehold skal fremgå af påtegningen.

6.5. Revision af større tilskud

a. Reglerne i afsnit 6.4., ad, gælder tilsvarende for revision af større tilskud. Revisionen skal foretages af en professionel revisor og i overensstemmelse med god revisionsskik.
b. Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang må tilpasses foreningens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
c. Revisor foretager normalt revision i årets løb. Revisor foretager mindst en gang årligt et uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn. Som led i revisionen undersøger revisor eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgange vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, for at påse, om den interne kontrol er betryggende.
d. Revisor fører en revisionsprotokol. I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilket revisionsarbejde der er udført, samt om alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.
Ved revisionen af årsregnskabet indføres endvidere en erklæring om,
1. at revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser.
2. at revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.
3. at revisor anser regnskabet for aflagt i overensstemmelse med gældende regler og
4. at tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, og at tilskudsgrundlaget er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.

I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.

Det reviderede regnskab forsynes med påtegning, hvoraf det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i disse retningslinjer. Forbehold skal fremgå af påtegningen.

Genpart af årets revisionsprotokollater indsendes af foreningen til Viborg Kommune med det påtegnede tilskudsregnskab.

Sidst opdateret: 18.08.2016