Komitéens begrundelse

Mønsted Kalkgruber fortæller om en spændende tid i danmarkshistorien og er et strålende eksempel på et historisk, industrielt anlæg. Det er derfor meget prisværdigt, at stedets fortælling nu er blevet mere tilgængelig og kommer endnu mere tydelig frem.

Landskabsprojekt, ombygninger og bygningsmæssige tilføjelser skaber tilsammen en helhed, der er med til at løfte hele attraktionen op på et nyt niveau. Særligt ankomstbygningen skaber gode referencer til stedets historie, hvor fx ovenlys giver associationer til skorstene fra kalkovne, og hvor der er arbejdet med en industriel råhed og enkelthed i materialevalg og udformning.

Der er i landskabsprojektet ligeledes arbejdet med en naturlighed og enkelthed i materialevalg, udformning og beplantning, hvilket gør, at særligt de snoede stier og træbroen nederst i landskabet, lægger sig naturligt ind i området, så det føles som om, at det hører til på stedet.

Alle løsninger synes udført med dyb forståelse for stedets historie – uden at noget er blevet overset eller overgjort.

Der er på fornem vis skabt tilgængelighed for alle i både bygninger, landskab og kalkgruber – og dette på en meget naturlig måde, hvor specielt tilgængeligheden i landskabsprojektet tilmed er til glæde for alle. Turen ned gennem landskabet og slugten, mod gruberne, ad de serpentiner formede, snoede stier og træbroer er en smuk oplevelse.

Det er imponerende, at en ændring i stedets landskab, arkitektur og funktioner kan være med til mere end at fordoble besøgstallet, hvilket blot underbygger det samlede projekts kvaliteter.

Sidst opdateret: 03.10.2018