U

Her kan du få gode råd om:
Udeophold i barnevogn, Udmalkning, Udvikling, Urolige børn

Udeophold i barnevogn
De fleste børn sover godt udendørs i barnevogn. Prøv at finde den rette påklædning, så barnet hverken bliver for varmt eller koldt.

Et insektnet giver god beskyttelse mod insekter og katte, der kunne finde på at kravle ned til barnet. Undgå, at barnevognen står i direkte sol. Når det regner, så stil barnet under et halvtag og undlad brug af regnslag, når barnet ikke er under opsyn.

Lad ikke barnet stå ude og sove ved rimtåge og i meget fugtigt, diset vejr.  Små børn må ikke sove ude, hvis temperaturen er under 10 minusgrader. Et barn med feber skal sove inden døre, så I kan holde tæt øje med det syge barn, også når det sover.

Udmalkning
Udmalkning af modermælk kan foregå ved håndudmalkning eller ved brug af brystpumpe.

Håndudmalkning er skånsom for brysterne og er velegnet, hvis der er brug for et enkelt måltid. Lærer man teknikken med håndudmalkning, kan metoden også bruges til udmalkning af større portioner.

Når mælken skal gemmes, er det vigtigt at være omhyggelig med hygiejnen. Vask hænderne grundigt med sæbe, og vask brystvorterne af med en blød, ren klud, før du begynder. Til opsamling og opbevaring af mælken skal du udelukkende bruge nyskoldede beholdere beregnet til fødevarer (skåle, bægre m.v.).

Køl mælken hurtigt ned, inden du sætter den i køleskabet eller fryseren.

Udvikling
Et nyfødt barn gennemgår en fantastisk udvikling i første leveår. Barnet vokser ca. 25 cm i længden og tredobler fødselsvægten.

Hjernen vokser hastigt og barnet udvikler sig fra at have gråden som sprog til at forstå enkle sætninger og måske sige de første ord.

Det nyfødte barn bruger sanserne til at modtage nye indtryk. Barnet har medfødte reflekser ved fødslen og gennemgår en kolossal udvikling hen mod et års alderen. Barnet lærer at trille, krybe, kravle, sætte sig op og til slut at gå.

Barnet bliver født med en sutte, søge og synkerefleks, der gør det i stand til at få mælk og kan ved et års alderen selv spise det meste af sin mad og selv drikke af kop.

Barnets motoriske udvikling skal stimuleres gennem leg og samvær, og det er vigtigt, at barnet lige fra starten vænnes til at ligge på maven, når det er vågent.

I kan tale med sundhedsplejersken om barnets udvikling.

Urolige børn
Du kan opleve, at dit spæde barn i løbet af døgnet har en eller flere urolige perioder. De fleste børn har fra de er få dage gammel og indtil de er et par måneder gamle, en periode mellem sidst på eftermiddagen og midnat, hvor de er urolige.

Den urolige periode er kendetegnet ved,at barnet veksler mellem at spise få minutter, sove på arm eller ved at blive gået med for at være tilfreds.

De hyppige måltider hjælper barnet med at blive godt mæt til natten. Et nyfødt barn omsætter store mængder mad (1/6 af egen kropsvægt) og tarmen er umoden. Det giver mange børn perioder med lidt ondt i maven.

Et træt spædbarn eller et barn, der har fået for mange stimuli, kan også reagere med uro. I kan tale med sundhedsplejersken om det, hvis I oplever, jeres barn er uroligt.
Sidst opdateret: 13.02.2015