R

På denne side kan du få gode råd om:
Revner og sår på brystvorter og Rød numse

Revner og sår på brystvorter
Der kan komme sår/revner i brystvorten, som kan bløde, når barnet sutter.

Oftest skyldes sår og revner, at barnet ikke har korrekt fat på brystet. Er der kommet sår og revner i brystvorten, og er amningen meget smertefuld, kan suttebrik anvendes, eller der kan malkes ud for at give brystet ro til at hele.

Kontakt din sundhedsplejerske, hvis du har brug for yderlig vejledning.

Rød numse
De fleste børn får ind i mellem rød numse, fordi urin og afføring irriterer huden. Nogle børn er mere sarte end andre.

Den bedste forebyggelse er at holde numsen ren og tør. Det er ikke nødvendigt at anvende creme, pudder eller salve, hvis bleen skiftes tit. Lad barnet ligge uden ble, når det er muligt. Brug kun mild sæbe, når der er afføring, ellers er vand nok. Tør numsen grundigt også i folderne, gerne lufttørring fx med en lun føntørrer, men pas på den ikke bliver for varm. Undlad brug af vådservietter.

Hvis huden er ved at blive irriteret, kan I anvende en vandskyende zinksalve på de angrebne områder. Fortsæt med hyppig skiftning og grundig tørring. Hvis udslættet er større og væskende, og barnet virker generet af det, så tal med sundhedsplejersken eller lægen om det.

Det kan være en svampeinfektion, som skal behandles med speciel creme. Brug aldrig zinksalve, hvis numsen er hudløs. Undgå bleer, der er bleget med klor, og undgå de meget tætsiddende stramme bleer, hvis barnet har tilbagevendende bleudslæt.
Sidst opdateret: 13.02.2015