H

På denne side kan du få gode råd om:
Hormonknopper, Hvide belægninger på tungen, Hævede bryster hos barnet, Hørelse, Hud der skaller

Hormonknopper
Hormonknopper er små filipens lignende knopper, som spædbørn kan få – især i de første levemåneder.

Knopperne skyldes hormoner, som barnet har fået tilført som foster og/eller får gennem modermælken. Hormonknopperne forsvinder af sig selv. Hvis huden bliver meget tør, kan der smøres med en fed creme.

Hvide belægninger på tungen
Hvide belægninger på tungen kan skyldes en svampeinfektion i mundhulen. Det kaldes trøske. Belægningen kan som regel fjernes med en engangsvaskeklud med danskvand på.

Mælkebelægninger i barnets mund kan til forveksling ligne trøske. Forsvinder belægningen nogle timer efter et måltid er der tale om mælkebelægning og ikke svamp.

Hvis belægningen ikke kan fjernes, eller hvis belægningen breder sig til ganen, kindernes inderside og læberne, skal du kontakte lægen.

Barnet kan også få trøske i numsen. Det skal behandles med en særlig creme, som kan købes på apoteket. Spørg læge eller sundhedsplejerske.

Hævede bryster hos barnet
Spædbarnet kan få hævede bryster. Det skyldes hormoner fra moderen. Symptomet svinder af sig selv efter et par uger.

Der kan komme lidt væske fra brysterne, som kaldes heksemælk. Det er uskadeligt, og man må ikke forsøge at klemme det ud. Barnet kan føle lidt ømhed, som kan vise sig ved løft og lejring.

Hørelse
Barnet kan høre allerede fra fostertilværelsen.

Nyfødte reagerer på lyd og kendte stemmer og foretrækker høje lyse stemmer - måske fordi barnet genkender kvindestemmer fra fostertilværelsen.

Når barnet er ca. 2 mdr. vil det begynde at svare dig med en pludren, og I kan føre en lille samtale, hvis du gentager barnets lyde og venter på barnets svar.

Hørelsen har afgørende betydning for, at barnet kan lære at tale.

Hud der skaller
Det er en normalt, at barnets hud skaller de første uger efter fødslen. Umiddelbart er det ikke nødvendigt med creme, lotion eller olie i badevandet.

Men hvis barnets hud er meget tør, kan det anbefales at massere huden med olie efter badet. Ved evt. brug af creme skal det altid være uparfumeret.

Sidst opdateret: 22.07.2015