B

På denne side kan du få gode råd om:
Babysvømning, Bad, Bleudslæt, Brystbetændelse, Brystspænding, Bæresele og slynge

Babysvømning
Barnet bør veje min. 4 kg. Navlen skal være faldet og tør. Det tilrådes at vente til barnet er 8 uger.

Bad
Barnet behøver ikke at komme i bad eller blive vasket over hele kroppen hver dag. Vær dog opmærksom på diverse hudfolder (hals, bag ved ørerne, armhule, lyske, knyttede hænder).

Bleområdet kan vaskes med uparfumeret sæbe ved afføring.

Bleudslæt
De fleste børn får ind i mellem rød numse, fordi urin og afføring irriterer huden. Nogle børn er mere sarte end andre.

Den bedste forebyggelse er at holde numsen ren og tør. Det er ikke nødvendigt at anvende creme, pudder eller salve, hvis bleen skiftes tit. Lad barnet ligge uden ble, når det er muligt. Brug kun mild sæbe, når der er afføring, ellers er vand nok. Tør numsen grundigt også i folderne, gerne lufttørring f.eks. med en lun føntørrer, men pas på, at den ikke bliver for varm. Undlad brug af vådservietter.

Hvis huden er ved at blive irriteret, kan I anvende en vandskyende zinksalve på de angrebne områder. Fortsæt med hyppig skiftning og grundig tørring. Hvis udslættet er større og væskende, og barnet virker generet af det, så tal med sundhedsplejersken eller lægen om det. Det kan være en svampeinfektion, som skal behandles med speciel creme. Brug aldrig zinksalve, hvis numsen er hudløs.

Undgå bleer, der er bleget med klor, og undgå de meget tætsiddende stramme bleer, hvis barnet har tilbagevendende bleudslæt.

Brystbetændelse
Bliver brystet spændt, knudret, rødt, ømt og varmt, er det tegn på brystbetændelse. I løbet at få timer kan man få influenzalignende symptomer med kulderystelse og høj feber.

Har der været revner og sår på brystvorterne, er der en øget risiko for, at der kan komme en infektion.
Forsøg at få brystet tømt ved at lægge barnet til ofte eller ved udmalkning.

Forsvinder symptomerne ikke, kontaktes egen læge med hen blik på vurdering af, om der skal behandles med antibiotika. Fortsæt med amning med mindre lægen fraråder det på grund af valg af antibiotika.    

Brystspænding
2-4 dage efter en fødsel er det normalt at opleve en voldsom brystspænding, der skyldes en øget blodgennemstrømning i brystet.

Brystspænding kan også skyldes, at der produceres mere mælk, end barnet spiser, eller at der er en tilstoppet mælkegang.

Brystspænding kan afhjælpes ved:
  • at barnet tilbydes brystet så ofte og så længe barnet vil, og mindst 8 gange i døgnet
  • at skifte mellem forskellige ammestillinger 
  • at bruge en ammestilling hvor barnets hage peger mod det mest ømme område 
  • at massere brystet blidt hen mod brystvorten før og under amning 
  • at malke lidt ud med hånden før amning, hvis barnet har svært ved at få fat
  • at malke ud efter amning til brystet føles blødt 
  • at lægge varme klude på brystet eller tage et varmt bad
Bæresele og slynge
En god bæresele, der støtter barnets ryg og hoved, kan anvendes fra barnet er et par uger, til det er omkring 1 år.

I starten bruges selen kun kort tid ad gangen. Selen kan anvendes hjemme og ude. Alternativt kan man bruge babyslynge.

De første måneder er det bedst at have barnet på maven. Når barnet kan holde hovedet selv, kan rygsele anvendes. Selen skal indstilles, så det føles behageligt at bære barnet, og så vægten både hviler på dine hofter og skuldre.

Selen skal også indstilles, så barnet sidder godt med den rette støtte ved ryg og hoved. Selen skal reguleres i takt med, at barnet vokser.
Sidst opdateret: 20.02.2015