A

På denne side kan du få gode råd om:
Afføring, Allergi, Amning, Arp, Autostol

Afføring
Hos et barn, der bliver ammet, er det normalt, at der den første måned er afføring flere gange om dagen.

Afføringen er sædvanligvis tynd, gul og grynet. Senere kan der gå op til 1 - 2 uger mellem afføringer. Hvis barnet på dette tidspunkt tisser ca. 6 gange i døgnet, virker veltilpas og mæt og tager på i vægt, er det helt OK.

Hvis der går flere dage mellem, at barnet har afføring, er det almindeligt, at barnet bliver lidt uroligt de sidste dage inden afføringen kommer.

Et barn der udelukkende bliver ammet, bliver ikke forstoppet. Hvis barnet helt eller delvist får modermælkserstatning, skal det helst have afføring hver eller hver anden dag for at undgå forstoppelse.

Afføringen er sædvanligvis gul, men kan også være grønlig. Vær opmærksom på at afføringen ikke er hård og knoldet.Tjek bleen

Allergi
Hvis forældrene eller en søskende har allergi, kan barnet være allergidisponeret. I skal tale med jeres læge, om jeres barn er allergidisponeret.

Hvis der er behov for at give et allergidisponeret barn modermælkserstatning, inden det er blevet 4 måneder gammelt, skal det have en særlig modermælkserstatning, som kun kan købes på apoteket.


Amning

Det anbefales, at barnet udelukkende ammes de første 6 måneder. Brystmælk indeholder alle de næringsstoffer, barnet har brug for, og det beskytter mod infektioner og allergi.

Næsten alle kvinder er i stand til at amme, men der kan være forskellige grunde til, at nogle ikke ønsker det eller ikke kan. Du kan tale med din sundhedsplejerske om alt vedr. amning. Du kan læse meget mere om amning i Sunde Børn s. 29

Du kan også se filmen Mælk til Frederikke

Arp
Er grågule skorpedannelser i hårbunden. De er ganske harmløse og generer ikke barnet.

Arp kan forebygges, hvis I dagligt reder barnets hår og hårbund med en tæt kam eller børste. Hvis der er udtalt arp, kan hovedbunden smøres ind i babyolie, som gerne må sidde natten over. Derefter kan I rede barnets hår forsigtigt og trække skorperne væk. Vask dernæst med en mild shampoo. Gentag behandlingen, hvis det er nødvendigt.

Hvis barnet får rifter bag ørerne, kan det afhjælpes ved at smøre med olie, så tørre skorper blødgøres. Herefter bades barnet almindeligt og tørres helt tørt med et håndklæde. Hvis rifterne bliver irriterede eller væsker, kan de være inficerede. Tal da med lægen.

Autostol
Ved transport i bil anbefales det, at I bruger en godkendt autostol, der kan spændes fast med ryggen til kørselsretningen.

Hvis der er airbag, hvor autostolen placeres, skal den slås fra. Læs mere hos Rådet for SIKKER TRAFIK

Sidst opdateret: 20.12.2017