Mellemørebetændelse

Børn med mellemørebetændelse må komme i skole / daginstitution / dagpleje når de virker raske og der ikke er svært flod fra ørerne

Mellemørebetændelse med bakterier kommer oftest som komplikation til forkølelsessygdomme. Mellemørebetændelse i sig selv smitter ikke fra person til person.

Undertiden medfører betændelsen, at der går hul på trommehinden. Så vil betændelsen (pus) flyde ud i øregangen og videre ud af øret. Dette flod fra øret indeholder bakterier, der dog sjældent smitter fra barn til barn. Der er grund til at det ydre øre holdes rent og ved jævnt flod fra øret bør barnet ikke være i institution.

Ved mistanke om mellemørebetændelse bør egen læge kontaktes, så der kan tages stilling til om betændelsen skal behandles med penicillin.

Ved gentagen mellemørebetændelse, eller hvis der gennem lang tid er væske i mellemøret, lægger ørelægen nogle gange dræn ind i trommehinden, således at et lille hul holdes åbent. Når drænet fungerer, vil der af og til – især ved forkølelse – sive tynd, gullig væske ud af øret. Det smitter ikke.

Udvikler der sig alligevel mellemørebetændelse, så der kommer pus ud af drænet og øret, skal lægen kontaktes med henblik på eventuel behandling. Om barnet kan være i institution afhænger af mængden af pusflod.

Sidst opdateret: 02.02.2015