Børneorm

Børn med børneorm må komme i skole / daginstitution / dagpleje, men det er vigtigt at der tages forholdsregler mod smitte. Smitten sker mest hjemme.

Giv besked til børneinstitution/dagpleje, hvis jeres barn har børneorm.

Børn med børneorm må komme i skole / daginstitution / dagpleje, men det er vigtigt at der tages forholdsregler mod smitte. Smitten sker mest hjemme.

Giv besked til daginstitution/dagpleje, hvis jeres barn har børneorm.

Det vigtigste symptom ved børneorm er kløe ved endetarmsåbningen om natten.

Børneorm lever i tarmen og er  ½-2 cm lange, hvide og trådtynde. Ormene mærkes ikke i tarmen.  Om natten kravler de ud og lægger æg lige ved endetarmsåbningen.

Smitten sker, ved at man på en eller anden måde får ormeæg i munden. Hvis man – eventuelt i søvne – klør sig ved endetarmen, vil ormeæg på fingrene let kunne komme videre til andre genstande og til munden. Ormeæg kan ligeledes overleve i undertøj, sengetøj, møbler og husstøv, hvorfra de også – eventuelt via fingrene – kan komme i munden. Æg kan leve op til 2 uger uden for kroppen.

Mistanken om børneorm kommer således især, hvis der er kløe  ved endetarmen. Ofte kan man også se de små orm i afføringen eller omkring endetarmsåbningen. I tvivlstilfælde kan lægen tage aftryk fra endetarmsåbningen på et stykke tape, undersøge det i mikroskop og se om der er ormeæg. Børneorm hos småpiger kan vise sig ved småtissen i bukserne.
Voksne kan også have børneorm.

Børneorm kan behandles med medicin, som fås på recept. Det er vigtigt at følge behandlingsvejledningen nøje. Ofte er flere i familien smittede og skal behandles samtidig. Tit gives også ormekur for en sikkerheds skyld til alle familiemedlemmer, selv om de ikke har symptomer.

Forebyggelsen består først og fremmest altid i grundig håndvask efter toiletbesøg. Børneorm er særlig hyppig hos børn på 4 - 8 år, måske fordi de har lært at tørre sig efter toiletbesøg, men ikke altid husker ordentlig håndvask – og det må læres. For yderligere at mindske spredning af ormeæg – og dermed smitte – skal neglene holdes kortklippede, håndklæder vaskes hyppigt (undgå fælles), undertøj og sengetøj skiftes hyppigt, specielt  også i forbindelse med ormekur. Det vaskes ved 60 gr. Undgå at spise i sengen.

Sidst opdateret: 02.02.2015