God dialog mellem Dansk Byggeri og Viborg Kommune

Der var både parkeringstilladelser, erhvervsvenlighed og håndværkerlister på dagsordenen, da Viborg Kommunes borgmester Torsten Nielsen og Dansk Byggeri afholdt dialogmøde for at komme problemerne i forkøbet og gøre kommunen til et endnu bedre sted at drive virksomhed.

Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Murermesterforeningen i Viborg og lokalforeningen for Bjerringbro & Omegn og Viborg Kommune har afholdt det årlige dialogmøde, der er en god og konstruktiv platform for at drøfte emner mellem Dansk Byggeri og Viborg Kommune. Denne gang blev der talt om branchens status lokalt og regionalt, Business Region Aarhus, udbuds- og licitationspolitikken og kommunens håndværkerliste.

Åbenhjertig dialog
Borgmester Torsten Nielsen er begejstret for dialogen med bygge- og anlægsbranchen:
- Jeg synes, at vi i løbet af de sidste fire år har fået udbygget vores samarbejde. Vi har både på det årlige møde, men også i løbet af året en rigtig god og åbenhjertig dialog om aktuelle emner. Derfor er det da også med tilfredshed, at jeg kan se, at Viborg Kommune de sidste år har ligget tilfredsstillende i Dansk Byggeris analyse af kommunernes erhvervs- og byggevenlighed. Jeg synes også, at det var rart at høre fra de lokale virksomheder, at der nu igen er noget at se til både for den lille håndværksmester og de større entreprenører i vores kommune.

Udfordringer på bordet
Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Murermesterforeningen i Viborg og lokalforeningen i Bjerringbro & Omegn ser møderne som en mulighed for at fortælle kommunen, hvad de lokale virksomheder har brug for. Det gælder f.eks. nemmere og mere fleksibel model for bestillinger af parkeringstilladelserne via nettet.

- Når vi en gang om året mødes, så kommer hverdagens både små og store udfordringer eller irritationsmomenter på bordet, og så er der sjældent lang vej til en løsning, som nu med parkeringstilladelserne, som kommunen gerne vil se nærmere på, siger formand for murermesterforeningen Jakob Kriegbaum.

- Viborg er blevet langt mere erhvervsvenlig i de fire år, hvor vi har afholdt møderne. F.eks. ser håndværkerlisten for de lidt mindre opgaver nu ud til at fungere, og grænsen for garantistillelse i Viborg og hele Østjylland er sat op til 1 mio. kr. Lokalt mener vi også, at udbuds- og indkøbspolitikken fungerer rigtigt godt. F.eks. mener vi lokalt, at når Viborg nu har indført uddannelsesklausuler, så har vi påpeget, at de også skal huske at kontrollere, at de bliver overholdt og herudover fungerer affaldsordningerne også tilfredsstillende, siger næstformand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland Per Yding.

Yderligere information:
Torsten Nielsen, borgmester i Viborg Kommune
Tlf. 40 18 57 77, e-mail: sni@viborg.dk

Jakob Kriegbaum, Murermesterforeningen i Viborg
Tlf. 87 26 00 78

Per Yding, næstformand, Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland
Tlf. 20 14 15 05