Ny stationsparkering i Viborg fra 1. marts

Kort over stationsområdet

Arbejdet med Banevejen og forberedelser til byggeriet af Banebroen og Midtbyens Gymnasium i Viborg Baneby er i fuld gang. Stationsparkeringen flytter den 1. marts, og buskørslen omlægges. Man kan få mere at vide om ændringerne på et informationsmøde 2. februar.

De store anlægsarbejder med Banevejen, Banebroen og nyt gymnasium giver flere ændringer i den kommende tid.

Fra 1. marts inddrages parkeringspladserne uden tidsbegrænsning ved Banegårds Alle til byggeplads, og bilisterne skal fremover parkere på den nye parkeringsplads 'Stationspladsen' ved Middagshøjvej på den anden side af banen.

Adgang til Stationspladsen vil i første omgang ske via Middagshøjvej og de tilstødende veje fra Marsk Stigs Vej. I starten af 2018 åbnes en ny adgangsvej fra Indre Ringvej til Stationspladsen.

Ny køreplan fra 26. februar

Nogle busruter omlægges på grund af de store anlægsarbejder i Viborg Baneby. Det betyder, at der sker ændringer af ruter, stoppesteder og tider på linje 2 og 3. På øvrige ruter er der mindre justeringer.

Den nye køreplan træder i kraft 26. februar og gælder i to år. Køreplanen kan allerede nu ses på Midttrafik’s hjemmeside www.midttrafik.dk.

Informationsmøde om banebyen

Torsdag den 2. februar kl. 19 inviterer Viborg Kommune alle interesserede til informationsmøde om projekterne i Viborg Baneby. Mødet foregår i Multisalen på Viborg Rådhus.

På mødet kan man blandt andet høre om parkering, buskørsel og arbejdet med at anlægge Banevejen, Banebroen og Midtbyens Gymnasium.

Få mere at vide om

Yderligere oplysninger

Projektleder, Viborg Baneby, Rikke Gramstrup, Viborg Kommune, tlf. 87 87 86 24, e-mail: rgn@viborg.dk

Kort over stationsområdet

Kort over Stationspladsen og adgangsveje i stor størrelse (jpg)

Fra 1. marts inddrages parkeringspladserne uden tidsbegrænsning ved Banegårds Alle til byggeplads, og bilisterne skal fremover parkere på den nye parkeringsplads ’Stationspladsen’ ved Middagshøjvej. Adgangen til Stationspladsen sker i første omgang via Middagshøjvej, som man kan komme til fra henholdsvis Indre Ringvej og Marsk Stigs Vej via Erik Glippings Vej, Brovej eller Søndermarksvej. Illustration: Viborg Kommune. 

 

Fakta om parkering

Den nye parkeringsplads ’Stationspladsen’ ved Middagshøjvej har plads til cirka 150 biler, og parkeringspladserne er uden tidsbegrænsning. Fra Stationspladsen er der adgang til toget og busterminalen via perronbroen.
Udover at parkere på Stationspladsen, er det også muligt at afsætte og opsamle togrejsende m.fl.

Der er fortsat 2-timers parkering og handicapparkering nord for banen ved Banegårds Alle. Dog vil antallet af tilgængelige pladser variere, og pladserne flyttes lidt rundt.

 

Fakta om Viborg Baneby

Med investeringer på omkring 5 mia. kroner omdannes det tidligere industriområde syd for banegården til en dynamisk og mangfoldig bydel i hjertet af Viborg. Et unikt område med institutioner, erhverv og boliger til op mod 3.500 nye beboere. Banebyen bliver en alsidig, attraktiv og aktiv bydel, som rummer stribevis af muligheder for områdets beboere, kommunens borgere og besøgende. Med rig lejlighed til at gå på opdagelse og nyde det gode, aktive liv.

Læs mere på viborgbaneby.dk