Stor undersøgelse om sundhed og trivsel på vej

Hvordan har du det

2.500 borgere i Viborg Kommune bliver spurgt: ”Hvordan har du det”, når Region Midtjylland den 3. februar udsender et spørgeskema, der skal kortlægge sundhed, helbred og trivsel i hele regionen.

2.500 borgere over 16 år i Viborg Kommune modtager den 3. februar en invitation fra regionen til at besvare spørgsmålene i den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det?”
I Viborg Kommune skal undersøgelsen både bruges til at måle på, om Kommunens tværgående sundhedspolitik har opfyldt sine effektmål og til at lægge spor ud for den fremtidige kommunale sundhedsindsats.

Vigtig for den lokale udvikling af sundhed

Undersøgelsen er en slags vejrhane, når nye tendenser blæser ind over befolkningen og peger mod nye udfordringer for befolkningens trivsel.
– Undersøgelsen er vigtig for os lokalt, fordi den giver os en række konkrete input til, hvordan vi skal arbejde med sundhedsområdet i de kommende år. Derfor vil jeg naturligvis opfordre til, at man besvarer spørgsmålene, hvis man er blandt de 2.500, der modtager spørgeskemaet. Borgerne ved selv, hvor skoen trykker. Derfor ser vi med stor interesse frem til borgernes egne svar på, hvor vi skal sætte ind med understøttende tilbud, og hvor vi skal bruge vores kræfter, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Mette Nielsen.

– Jeg ser frivillighed og foreningsliv som vigtige ingredienser i at fremme sundhed og trivsel. Derfor er det spændende, at noget af det nye, der bliver spurgt om, er, hvor mange der deltager i frivilligt arbejde og foreningslivet, siger hun.
Undersøgelsens data er også med til at danne grundlag for en sundhedsaftale mellem Region Midtjylland og kommunerne, der i 2017 igangsætter konkrete initiativer for at mindske den sociale ulighed i sundhed.

– Når vi får borgernes egne og ærlige svar, får vi svar på, om vi har de rette tilbud, og om der er nye behov, der kræver særlige indsatser. Jo flere svar vi får, jo bedre kan vi imødekomme behovene hos regionens 1,3 mio. borgere, siger regionsformand Bent Hansen, Region Midtjylland.

Vigtig viden for ny forskning

De praktiserende læger indgår ligesom regionens 19 kommuner i samarbejdet om undersøgelsen. Derved får borgerne bedre sundhedsindsatser uden for hospitalet.
Seniorforsker Finn Breinholt er leder af undersøgelsen i Region Midtjylland. Han peger på nye forskningsområder:

– ”Hvordan har du det?” er en skattekiste af data til forskning. Den gør os klogere på emner som trivslen hos kræftpatienter, sundheden hos ensomme og sammenhængen mellem vold og sygefravær. Det får vi kun svar på, hvis vi spørger borgerne selv.
Nye emner blandt de unge er også selvskade, spiseforstyrrelser og negative følgevirkninger af druk. Personer med alvorlig sygdom bliver spurgt, om de er belastede af den behandling, de får i sundhedsvæsenet. Desuden bliver både unge og voksne spurgt om tegn på depression.

Yderligere oplysninger

Mette Nielsen, formand for Ældre- og sundhedsudvalget, Viborg kommune, mobil: 61372928, mail: mxn@viborg.dk

Peter Borup Sørensen, Sundhedschef, Viborg kommune, mobil: 61897821, mail: pbso@viborg.dk

Bente Dalsgaard, Sundheds- og forebyggelseskonsulent, Viborg kommune, mobil: 87876082, mail: bdal@viborg.dk

Finn Breinholt Larsen, seniorforsker, DEFACTUM, Region Midtjylland, tlf. 78414331, mail: finlar@rm.dk

FAKTA

  • I Viborg kommune indsamles spørgeskemaerne: Hvordan har du det? fra den 3. februar til den 3. maj 2017 
  • Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme, og giver samtidig et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel 
  • For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt, udfylder spørgeskemaet.

Region Midtjyllands stikprøve og fordeling

  • Borgerne er tilfældigt udvalgt og repræsentative for såvel kommunerne som regionen
  • I Region Midtjylland får 53.500 borgere fra 16 år og opefter tilsendt spørgeskemaet 
  • 2.500 borgere i Viborg kommune får spørgeskemaet 
  • Region Midtjylland udsender forskellige spørgeskemaer til unge (16-24 år) og voksne (25+ år).

Nationale parterne

  • Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed gennemfører undersøgelsen 
  • Det sker på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Finansministeriet og Sundhedsministeriet. 
  • På landsplan modtager cirka 300.000 danskere over 16 år et spørgeskema

Offentliggørelse af resultater

En forskergruppe i DEFACTUM udarbejder en rapport med resultater fra undersøgelsen for Region Midtjylland. Rapporten offentliggøres på en konference i foråret 2018.

Læs mere om undersøgelsen på www.hvordanhardudet.rm.dk og sundhedscenter.viborg.dk