Borgerne tager temperaturen på socialpolitikken

Social- og arbejdsmarkedsudvalget i Viborg Kommune inviterer alle interesserede borgere til et temamøde om Socialpolitikken ”Livet er dit”, torsdag den 9. marts kl. 17.00 i Multisalen på Viborg Rådhus.

Viborg Kommunes socialpolitik blev vedtaget i 2015 efter en række møder med brugere, pårørende og andre borgere. Det følger Social- og arbejdsmarkedsudvalget nu op på ved at invitere alle interesserede til et temamøde om socialpolitikken i marts. Formålet er at tage temperaturen på socialpolitikkens pejlemærker:

  • Respekt for forskellighed
  • Inklusion 
  • Mestring 
  • Alle skal med

– Vi vil gerne sikre, at socialpolitikken er et aktivt redskab i dagligdagen for borgerne på det sociale område, siger formanden for Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Søren Gytz Olesen.
– Det er vores håb, at brugerne, pårørende, interesseorganisationer, handicapråd og alle andre med interesse for udviklingen af det sociale område vil deltage og give Social- og arbejdsmarkedsudvalget gode og konkrete anbefalinger til det videre arbejde, uddyber han.

Programmet for temamødet er en blanding af oplæg og workshops med oplæg fra forskellige dele af Socialområdet.

Program for temamødet:

17.00: Velkomst ved Søren Gytz Olesen

17.10: Refleksioner over socialpolitikken "Livet er dit" ved Knud Aarup. Knud Aarup har mange års erfaring som direktør i en række kommuner, og har senest været direktør for Socialstyrelsen. Knud Aarup arbejder nu som selvstændig konsulent.

17.40: Mulighed for at deltage i 7 forskellige workshops med udgangspunkt i "Livet er dit" i forhold til Viborg kommune. Områderne handicap, udsatte og psykiatri vil være repræsenteret.

19:00: Opsamling i plenum med mulighed for anbefalinger til Social- og arbejdsmarkedsudvalget

19.30: Afslutning på temamødet ved næstformand Ove Kent Jørgensen

Se Viborg Kommunes socialpolitik på viborg.dk/socialpolitik

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Søren Gytz Olesen, tlf.: 61 89 78 77, mail: gytz@viborg.dk eller socialchef Claus Fjeldgaard, tlf.: 30 85 89 46, mail: clf@viborg.dk