Spadestik markerer begyndelsen til plejecenter Banebo

Banebos facade

Mandag den 13. juni kl. 12.30 fejrer Viborg Kommune, at byggeriet af det nye plejecenter i Banebyen begynder.

Borgere, samarbejdspartere og pressen er inviteret, når Viborg Kommune markerer, at byggeriet af Banebo sættes i gang på adressen Marsk Stigs Vej 4, 8800 Viborg.
Det markeres med taler af borgmester Torsten Nielsen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Mette Nielsen og formand for Boligselskabet Sct. Jørgen, Johannes Stensgaard. Efter taler og spadestik bliver der budt på lidt at spise og drikke.

Fremtidens plejecenter

Banebo opføres i et samarbejde mellem Boligselskabet Sct. Jørgen og Viborg Kommune og skal efter planen stå indflytningsklar i juni 2018. Plejecentret får i alt 100 leve-bo boliger, der hver har to værelser fordelt på 77 m² inkl. fælles boligarealer. Banebo bliver Viborg Kommunes bud på morgendagens plejecenter, indrettet med integration af relevant velfærdsteknologi og med et offentligt tilgængeligt cafémiljø. Huset skal rumme base for hjemmeplejen, sygepleje, træning og aktivitet.
Der har været en høj grad af brugerinddragelse i tilrettelæggelsen af byggeriet, der blandt andet har resulteret i et værdigrundlag, der bygger på principperne: Hjemlighed, meningsfyldte aktiviteter, bevægelse og fleksibilitet.
Den samlede pris for plejecenter Banebo er budgetteret til lige under 180 mio. kroner inkl. moms.

Del af ny bydel

Med investeringer på 5 mia. kroner omdannes det tidligere industriområde syd for banegården til en unik og attraktiv bydel med institutioner, erhverv og boliger til op mod 3.500 nye beboere.
Banebyen får blandt andet i løbet af de kommende år også et gymnasium, når Mercantec i løbet af 2018 flytter ind i et nybygget midtbygymnasium. Ligeledes i 2018 åbner et nyt gadekulturhus i Viborg, GAME Streetmekka Viborg, som skal gøre gadeidrætten og streetkulturen mere tilgængelig.
Endelig er der allerede sat gang i det store Banebro-projekt, som blandt andet rummer en bro på ca. 70 m over jernbanen, ”Banevejen” og ”Ny Absalonsvej”, rampeanlæg på 8-12 m bredde og ca. 100 m lang fra Middagshøjvej / Erik Glippingsvej til broen og trapper samt elevatorer til den nye ø-perron.

Få mere at vide

Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, Mette Nielsen tlf. 61 37 29 28, mail: mxn@viborg.dk og direktør for Job & Velfærd, Mette Andreassen, tlf. 51 27 31 22, mail: mean@viborg.dk

Fakta

Byrådet godkendte byggeriet den 18. maj 2016, og følgende entreprenører skal bygge plejecentret:
• Anlæg, råhus og murer-entreprisen: Byggeselskabet Paulsen A/S, Them
• Tømrer-entreprisen: Thomas Andersen A/S, Skive
• Gulv-entreprisen: Garant Brich Gulve og Gardiner A/S, Skive
• Inventar entreprisen: HTH Køkkenforum, Viborg
• Maler-entreprisen: R2 Farver, Viborg
• VVS-entreprisen: Bravida, Brøndby
• El-entreprisen: Bravida, Tilst
• Gartner-entreprisen: VM anlæg A/S, Viborg