Godt på vej til ny uddannelsesstrategi

Jens Rohde, formand for Udvalget for Uddannelse, Handel og Innovation

Hvordan kan uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommune sammen styrke uddannelsesområdet i Viborg Kommune til glæde for både de unge, virksomhederne og samfundet generelt?

Det store spørgsmål skulle 150 deltagere i Viborg Uddannelses Boot Camp 2015 forsøge at give nogle konkrete bud på ved fem workshops den 26. og 27. februar på Golf Salon Viborg.

Vært for boot campen var Udvalget for Uddannelse, Handel og Innovation og moderator var Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken og ekspert i uddannelsespolitik både nationalt og lokalt.

Jacob Fuglsang sagde bl.a. om Viborg Kommunes tiltag:
- Den nuværende regering har gennemført en række reformer på nationalt niveau. De næste skridt skal nu tages ude i kommunerne, og derfor er Viborg Kommunes timing med denne konference helt optimal. Og så er det fantastisk at se politikere, kommunale embedsmænd, uddannelsesinstitutioner og erhvervsfolk søge nye løsninger i fællesskab. Det ville ikke kunne lade sig gøre i ret mange kommuner.

Boot campens formål var bl.a. at styrke dialogen og samarbejdet på uddannelsesområdet. Og dialogen blev undervejs på boot campen sat i gang af dygtige fagfolk og politikere, der skulle inspirere ”rekrutterne”. På programmet var bl.a. en meget veloplagt undervisningsminister Christine Antorini med indlægget ”Uddannelse er det første kapitel”.

Undervisningsminister Christine Antori på Viborg Uddannelses Boot Camp 2015, 26.02.15

Undervisningsministeren sagde under sit besøg i Viborg bl.a.:
- Viborg er allerede kendt for en række markante uddannelsesinstitutioner, f.eks. Mercantec og senest Katedralskolen med tildeling af I.B. (International Baccalaureate). Med konferencen skærpes denne profil yderligere, hvilket er et stærkt konkurrenceparameter for enhver vækstkommune. 

En boot camp er normalt lig med hård træning, og deltagerne blev da også holdt til ilden. De skulle blandt andet arbejde med svære spørgsmål som: Hvordan får vi færre unge, der starter på kontanthjælp som 18 årige? Og hvordan gøres flere ufaglærte til faglærte?   

Nogle af de konkrete forslag, der kom ud af boot campen var oprettelse af en praktikdatabase og en matchmaking-service mellem internationale studerende og eksportvirksomheder.

Slutdokumentet fra campen er en opsamling, der skal danne grundlag for en ny uddannelsesstrategi for Viborg Kommune. Udvalget for Uddannelse, Handel og Innovation tager nu opsamlingen og de mange indtryk fra boot campen med hjem til finpudsning. Den endelige strategi forventes at kunne vedtages i Byrådet i løbet af maj måned.  

Yderligere oplysninger
Formand for Udvalget for Uddannelse, Handel og Innovation, MEP, Jens Rohde, tlf. 0032 22 84 55 69

Direktør for Kultur, Service og Events,
Lars Stentoft, tlf. 23 32 02 79

Bilag:
Opsamling fra Uddannelses Boot Camp

Læs mere og følge processen på vej mod ny uddannelsesstrategi på viborg.dk

 

Foto øverst: Formand for Udvalget for Uddannelse, Handel og Innovation, Jens Rohde

Foto nederst: Undervisningsminister Christine Antorini