sØnæs - et anlæg, der giver mening

sønæs

Siden 2015 har Viborg nydt godt af sin nye ”vandpark” sØnæs, smukt placeret i kanten af Søndersø. Stedet bruges flittigt af blandt andet skolerne i undervisningen.

sØnæs har høstet stor anerkendelse for sine mange forskellige funktioner og muligheder som et integreret anlæg til klimatilpasning, rensedam og rekreativt område.

Med sine 10 ha rummer stedet plads nok til at klare store vandmængder ved skybrud såvel som musikarrangementer, udendørs yoga eller som ramme for afholdelse af børnefødselsdage. Og det hele sker i en fin symbiose med at rense overfladevand fra veje og tage, inden det ledes ud i Søndersø. Det gør området til et ganske særligt sted, hvor tekniske løsninger, arkitektur og tilgængelighed går op i en højere enhed.

Nyt undervisningsmateriale
På skilte, i foldere og på Viborg Kommunes hjemmeside er der information om sØnæs. Der er desuden udviklet en sØnæs-app, der detaljeret beskriver områdets funktion og anvendelse.

Som det seneste tiltag er der nu også udviklet undervisningsmateriale til brug for skoleelever, der kan anvende stedet til udeundervisning eller til bevægelsestid.

Skolelærer Carsten Skejø fra Søndre Skole har været en stor kapacitet i arbejdet med at udvikle undervisningsmaterialet til sØnæs, og han er, sammen med kolleger fra Søndre Skole, en flittig bruger af området.

– Når vejret er godt, og der står bevægelsestid på skemaet, kan jeg finde på at sende min klasse afsted til sØnæs. Så lyder opgaven på at passere åen med alle dens forhindringer, balancere på kanter og trædesten og lave armhævninger i pavillonen. Efter en rask løbetur tilbage til skolen er de 45 minutter gået, og vi får et hold elever hjem, som udover en masse bevægelse har haft en sjov oplevelse, fortæller Carsten Skejø.

sØnæs passer til mange fag
Det nye undervisningsmateriale er målrettet elever fra mellemtrin og udskoling og kan bruges inden for fagene idræt, bevægelse, biologi, geografi, fysik og kemi.

Carsten Skejø glæder sig til at komme rigtigt i gang med at afprøve de mange opgaver, der kan hentes ned fra undervisningsportalen skoven-i-skolen.dk.

– Som en ny prøveform skal elever fra udskolingen op i en fællesfaglig prøve i fysik/kemi, biologi og geografi. Her kunne et af emnerne være Fremtidens Klima, hvor det er oplagt at bruge sØnæs som undersøgelsesområde, siger han.

I det hele taget er Carsten meget begejstret for sØnæs:

– Det er fedt, at vi har sådan et dejligt område i nærheden af vores skole. Stedets store kvalitet er tilgængeligheden i området, og det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan bruge det til.

Lærer Carsten og elever

Sidst opdateret: 28.04.2017