50 km cykelstier gavner bredt

2 personer på cykel

De seneste 10 år har Viborg Kommune anlagt mere end 50 km cykelstier. Det er sket for at opfylde nogle af borgernes ønsker om cykelstier og give mulighed for, at flere kan cykle i dagligdagen.

Viborg Kommune er den næststørste kommune i Danmark arealmæssigt, og mange har langt til arbejde eller uddannelse. Så der ER behov for at kunne bevæge sig i bil. Men mere end halvdelen af turene er kortere end 5 km, så nogle gange kunne man måske lige så godt tage cyklen i stedet for bilen eller skolebussen? 

Anlæg af cykelstier giver mulighed for, at borgere kan bruge cyklen både rekreativt, som motion og som transportform mellem bolig og skole eller arbejdssted. Turister har også stor glæde af cykelstierne. 

Samarbejde om cykelstier
Inger Larsen Ørbæk, formand for den lokale afdeling af Cyklistforbundet, er glad for de 10 års gode samarbejde, foreningen har haft med Viborg Kommune: 

– I ”gamle dage” følte vi os i Cyklistforbundet overset og havde ofte fornemmelsen af at være en irriterende sten i skoen hos Viborg Kommune. Dette må man sige har ændret sig. Kommunen har taget en cykel-venlig drejning, og vi bliver i høj grad hørt. Viborg er ved at blive en rigtig ”cykelkommune”. Bevares, der er stadig meget, der kan gøres, og vi vil fortsat komme med ønsker og gode ideer og med stor glæde indgå i samarbejdet.

Cykelstier, der er anlagt de seneste 10 år
De mere end 50 kilometer cykelstier, Viborg Kommune har anlagt, er fordelt ud over kommunen.

Stierne er anlagt her:
- Himmerlandsstien mellem Viborg Banegård og Løgstrup
- Uglehøjvej mellem Himmerlandsstien og Hjarbæk
- Hovedgaden i Skals fra Løgstørvej til Skals
- Vammen-ruten:
-   Gl. Aalborgvej mellem Gl. Skivevej og Nørremøllevej, Viborg
-   Nørremøllevej-Røddingvej til Skovbakkevej, Viborg
-   Røddingvej fra tidligere kommunegrænse til Rødding
-   Korsbakken-Tinghøjvej mellem Rødding og Vammen
- Foulum-stien langs Randersvej mellem Houlkærvej i Viborg og Overlundvej
- Ulvedalsvej mellem Frederiks og Havredal
- Benslehøjvej mellem Frederiks og Grønhøj
- Vibevej i Kølvrå
- Nørreåstien i Ørum (2 delstrækninger)
- Brandstrupvej mellem Rødkærsbro og Brandstrup
- Stibro over Gudenåen ved Møllebækken i Bjerringbro
- Stibro over Gudenåen mellem Skibelundvej og Engvejen i Bjerringbro
- Nørreåstien mellem Bruunshåb og Gl. Århusvej (asfalt), Viborg
- Vorningvej mellem Vorning og Hammershøj
- Vrouevej mellem Vroue og Vridsted
- Holstebrovej mellem Livøvej og Jegindøvej, Viborg
- Liseborg Bakke mellem Liseborgvej og Hærvejsstien, Viborg 

Stierne har kostet ca. 75 mio. kr. at anlægge. Heraf har kommunen modtaget 20 mio. kr. i tilskud fra Staten.  

Hertil kommer stier i nye boligområder og forbedret stivejvisning.

Nye cykelstier på vej
Cyklisterne kan glæde sig til endnu flere cykelstier i den kommende tid. Der er cykelstier på vej ved Mønsted Skovvej-Langgade mellem Mønsted og Sparkær, ved Bruunshåbvej mellem Rindsholm og Bruunshåb, ved Hessellundvej mellem Alhedestien i Karup og Midtjyllands Lufthavn, ved Birkesøvej mellem Gammelstrup og Birkesø og ved Hobro Landevej mellem Overlundvej og Foulum (betales af Apple). 

Dame holder hvil på cykeltur

Inger Ørbæk Larsen

Sidst opdateret: 28.04.2017