Lettere adgang til byggesager på nettet

Pc skærm der viser en byggetegning

For godt fem år siden blev Viborg Kommunes arkiv med byggesager digitalt. Det har gjort det meget lettere for blandt andet borgere, ejendomsmæglere og bygherrer at få fat i de oplysninger om ejendomme, som de har brug for.

Den 1. november 2011 satte Viborg Kommune strøm til byggesagsarkivet. Firmaet Dansk Scanning havde på det tidspunkt brugt tre år på at indscanne de i alt 800 hyldemeter byggesager, som var blevet samlet i kælderen under daværende Teknisk Forvaltnings administration på Sct. Mogens Gade 3 i Viborg. De mange byggesager var samlet fra gamle Viborg, Møldrup, Tjele, Bjerringbro, Karup, Fjends og en del af gamle Aalestrup Kommune.

Få klik skaffer vigtige oplysninger
Med et kunne alle borgere hente oplysningerne om cirka 100.000 byggesager fordelt på millioner af stykker papir, uden at skulle møde op på rådhuset. Via internetadressen www.viborg.dk/byggesagsarkiv kunne man hjemmefra se tegninger, byggetilladelser og andre dokumenter på en hvilken som helst adresse.

Den lettere adgang til byggesagerne har sparet tid for blandt andet borgere, ejendomsmæglere og bygherrer.

Jesper Navntoft, indehaver og ejendomsmægler ved EDC Svend Døssing i Viborg, er en af dem, der har haft gavn af det digitale byggesagsarkiv.

– Indførelsen af det digitale byggesagsarkiv i Viborg Kommune har medført en stor lettelse i vores daglige arbejde. Med få klik skaffer vi nu de informationer, vi har brug for – både i forhold til vores sagsbehandling før og efter en bolighandel, men i særdeleshed også i dialogen med de kunder, vi betjener i dagligdagen. Al vores sagsbehandling er digital i dag, og det er glædeligt, at Viborg Kommune fulgte trop på dette punkt, siger Jesper Navntoft.

Også de kommunale medarbejdere har sparet turen i kælderen for at finde hver sag frem og lægge den tilbage igen. Dertil blev en praktisk udfordring om flytteomkostninger og arkivplads på det nye rådhus løst.

Digitale byggesager sparer tid
I 2014 blev papiret også afskaffet i kommunens byggesagsbehandling. Da blev det obligatorisk for borgere og virksomheder at søge om blandt andet byggetilladelse online i selvbetjeningssystemet Byg & Miljø.

At byggesagerne fra starten er digitale, når de kommer ind til kommunen, har betydet, at det også er blevet lettere at få de afsluttede byggesager over i byggesagsarkivet. Nu kan man lægge de afsluttede sager på nettet blot ved et tryk på en knap.

Jesper Navntoft

Jesper Navntoft, ejendomsmægler

Sidst opdateret: 09.05.2017