Centerleder

Vi søger en centerleder til at stå i spidsen for et nyt test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi
 
Centerlederens opgave bliver at udvikle et nyt testcenter fra bunden i samarbejde med stifterne: Center for Industri (CFI), Viborg Kommune, Hospitalsenhed Midt og VIBORGegnens Erhvervsråd.

Centret vil inddrage slutbrugere med fysiske og/eller psykiske udfordringer, virksomheder og forskere i at udvikle nye produkter, der kan gøre slutbrugerne mere selvhjulpne. Uanset lokalisering kan kunderne både være offentlige virksomheder, der leder efter nye løsninger, og erhvervsvirksomheder, der ønsker at udvikle de nye produkter til både private og offentlige kunder.
 
Der er tre år til at etablere og konsolidere testcentret. Centret skal i løbet af de tre år blive økonomisk selvbærende og vil i løbet af perioden blive stiftet som forening med eget CVR-nummer. Centerlederen vil referere til en bestyrelse. Indtil stiftelsen som forening vil centerlederen referere til en styregruppe. Til dagligt refererer centerlederen til direktøren for CFI.
 
Projektet har et samlet budget på ca. 6 mio. kr. Derudover yder stifterne praktisk og administrativ hjælp til opgaven.
 
Stillingen vil fysisk blive placeret hos CFI.

Læs projektbeskrivelse og mere om organiseringen her. 

Centerlederen kan have forskellige profiler:
Du har en teoretisk baggrund eller solid praktisk erfaring inden for design, innovation, forretningsudvikling eller lignende kombineret med nogle års erfaring med innovationsprocesser i krydsfeltet mellem brugere og virksomheder.
 
Eller
 
Du har indsigt i antropologi eller sociologi og erfaring med tolkning og formidling af brugernes behov set fra en virksomhedsorienteret vinkel, så både virksomheder, hospitaler og kommuner kan forstå, hvordan dette kan omsættes til nye produkter og serviceydelser.
 
For begge profiler gælder det, at det er en fordel, hvis ansøger:
  • Har indsigt i udvikling af produkter eller serviceydelser med inddragelse af brugere (samskabelse)
  • Har erfaring med at arbejde sammen med erhvervsvirksomheder
  • Har kendskab til udfordringerne for mennesker med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse
  • Er god til at se muligheder og få tingene til at ske
  • Skal kunne lide at arbejde med mennesker og være god til at skabe kontakter og drive processer, men samtidig have forståelse for, at der er et marked, der skal aftage centrets ydelser og kundernes produkter og serviceydelser
 
Løn og ansættelsesvilkår: Løn efter kvalifikationer.
 
Tiltrædelse: Senest 1. oktober 2017. Projektperiode 3 år.
 
Ansættelsessted: Center for Industri, Bjerringbro og/eller Viborg.
 
Ansættelsessamtaler: Afholdes mandag den 21. og/eller onsdag den 23. august 2017
 
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:  
Henrik G Larson, Direktør, CFI, 22 20 82 50
Henrik Bendix, Kvalitetschef, Hospitalsenhed Midt, 78 44 13 03
Mette Andreassen, Direktør, Job & Velfærd, Viborg Kommune, 51 27 31 22
 
Information om prøvehandlinger afholdt som del af processen i forhold til udviklingen af test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi.