Nye regler for kørekort fra 1. juli 2017

Alle kørekort, der udstedes eller fornyes efter 1. juli 2017 er gyldige i 15 år uanset indehaverens alder. I nogle tilfælde skal man dog fortsat have en lægeerklæring for at få kortet fornyet.

Tidligere kunne de fleste bilister have sit kørekort, indtil de blev 70 år, hvorefter det skulle fornyes. Fra i morgen kan man altså højest have et kørekort i 15 år, før man skal have et nyt.

 

Undtagelser ved sygdom

Hvis en bilist f.eks. har diabetes eller en anden sygdom, der påvirker evnen til at køre i bil, vil det fortsat være sådan, at politiet kan fastsætte en individuel gyldighedsperiode for kørekortet, som kan variere fra person til person.

 

Bilister, der allerede i dag har et kørekort med en gyldighed, der er underlagt begrænsninger eller restriktioner på grund af sygdom, skal fortsat have lægeerklæring for at få kørekortet fornyet. Dette gælder uanset bilistens alder.  

 

Reglerne gælder kun for privatkørsel

De nye regler gælder kun for kørekort til gruppe 1-køretøjer – dvs. almindelig bil til privat befordring, knallert, motorcykel og bil med stort påhængskøretøj, mens der er særlige regler for erhvervskort og kørekort til bus og lastbil.

 

Få mere at vide.

Borgere, der har spørgsmål til de nye regler kan kontakte den digitale hotline på 70 20 00 00 eller Borgerservice på 87 87 87 10.