Fund af rotter på Plejecenter Skovvænget

To rotter fanget på afsnittet Kogle Egern. Plejecentret arbejder tæt sammen med rottebekæmpelsesfirma om at løse problemet.

Tirsdag den 27. juni 2017 

Torsdag den 22. juni blev der konstateret en rotte på Plejecenter Skovvænget i Bjerringbro. Rotten blev fanget fredag morgen i et køkken i afsnittet Kogle Egern, og der er fortsat opsat fælder for at fange en yderligere rotte, som har efterladt sig spor i en plejebolig. Denne rotte er muligvis fanget her tirsdag morgen, da der blev fundet en rotte i en giftkasse uden for plejecenteret.

Borgeren i den lejlighed, hvor rotten oprindeligt blev observeret, er flyttet til en midlertidig bolig. Borgeren er muligvis blevet bidt ved håndleddet og er derfor blevet tilset af en læge og vaccineret. Borgeren har det godt, og personalet holder øje med såret.

Alle borgere, der bor i denne del af plejecentret, og deres pårørende, er informerede.

Mandag den 26. juni er plejecentrets personale gået i gang med at rengøre og desinficere køkkenet. Plejecentret har gennem hele forløbet haft tæt kontakt med fødevaremyndighederne, som skal godkende køkkenet, inden det tages i brug igen.

Rottebekæmpelsesfirmaet Mortalin oplyser, at det er sandsynligt, at forekomsten af rotter hænger sammen med, at der bygges om i nærliggende områder. Det er tilfældet i nærheden af Skovvænget for tiden.

Plejecenter Skovvænget har sat ekstra personale ind i afsnittet Kogle Egern, og lederen af Viborg kommunes pleje- og omsorgscentre undersøger muligheden for at opsætte gulvcensorer som dem, der bruges på Birkegården og Sjørup plejecentre.

Yderligere oplysninger:

Omsorgschef Maila Tandrup, tlf: 51156840, mail: mbta@viborg.dk