Nøgler stjålet på Sjørup Ældrecenter

Søndag morgen var der indbrud på centerlederens kontor på Sjørup Ældrecenter – låsene er udskiftet.

Der er stjålet nøgler og et mindre pengebeløb. Nøglerne gav adgang til hoveddøre i centeret samt en række kontorer og fælles områder, men ikke til beboernes lejligheder. Allerede søndag blev hovedlåsene på centret udskiftet, og nu udskiftes de resterende låse, som giver adgang til diverse kontorer, aktivitetsrum og depotrum.

Der er desuden stjålet nøgler til fire boliger ovenpå centeret, som er lejet ud til studerende. Disse fire beboere er kontaktet søndag, og de får nye låse mandag.

- Vi betragter det naturligvis som en meget alvorlig sag, som vi straks har politianmeldt. Der vil blive prioriteret ekstra opsyn på centret de kommende dage.

Kontaktinformation:
Maila Tandrup, omsorgschef, tlf. 51156840, mail mbta@viborg.dk