Salgsbetingelser

På denne side kan du læse om salgsvilkår for boligparceller

Købesummens betaling

Købesummen betales kontant senest på overtagelsesdagen.

Renter
Ved senere betaling end det anførte tidspunkt forrentes købesummen med procesrenten fra dette tidspunkt. Dette fortsætter indtil betaling finder sted. Procesrenten fastsættes som Nationalbankens officielle udlånsrente pr. henholdsvis 1. januar og 1. juli med et tillæg på p.t. 8 %, jf. rentelovens § 5, stk. 1.

Overtagelsesdag
Overtagelsesdagen fastsættes efter aftale. Den kan dog senest fastsættes til 2 måneder efter den 1. i måneden efter at Viborg Kommune har modtaget og accepteret henvendelsen om køb af en parcel.

Overtagelsesdagen er skæringsdag for de skatter og afgifter, der påhviler parcellen.

Videresalg
Parcellen må ikke uden Viborg Kommunes tilladelse videresælges i ubebygget stand.

Byggepligt og påbegyndelse af byggeri
Medmindre andet aftales med Viborg Kommune, påhviler det ejer af parcellen at påbegynde byggeri inden 1½ år efter overtagelsesdagen. Byggeriet skal færdiggøres i normal byggerytme uden ugrundet ophold.

Såfremt ovennævnte tidsfrist ikke overholdes, kan Viborg Kommune kræve parcellen tilbageskødet. Dette sker til samme pris og på samme vilkår som ved købet og uden betaling af renter.

Alle omkostninger i tilfælde af en evt. tilbageskødning tilfalder køber. Viborg Kommune holdes  altså skadesløs for enhver udgift.

Køber betaler derudover til Viborg Kommune et gebyr på 5.000 kr.

I forbindelse med tilbageskødning søger Kommunen at få tilbagebetalt momsen fra det oprindelige salg, hvis der er solgt til en ikke-momsregistreret køber. Hvis det ikke kan lade sig gøre at få tilbagebetalt momsen, tilbagebetales dog alene 80 % af den oprindelige købesum i stedet for hele købesummen, og herudover fradrages i alle tilfælde 5.000 kr.

Udstykningsforbud
I forbindelse med handlen tinglyses forbud mod udstykning af ubebyggede arealer med Viborg Kommune som påtaleberettiget.

Ovenstående bestemmelser om forbud mod videresalg, byggepligt, tilbagekøbsret og udstykningsforbud tinglyses servitutstiftende på parcellerne med Viborg Kommune som påtaleberettiget.

Grundens bæreevne
Parcellen overtages af køber, som den er, og opfattes som beset af køber.

Det bemærkes specielt i den forbindelse, at Viborg Kommune ikke har undersøgt jordbundsforholdene og derfor fraskriver sig ethvert ansvar herfor.

Køber opfordres til at rette henvendelse til sagkyndige med henblik på at foretage undersøgelser af jordbundsforholdene. Dette kan være nødvendigt for at fastslå jordbundsforholdene på parcellen.

Køber kan træde tilbage fra handlen, hvis det dokumenteres, at der kræves speciel fundering/pilotering. Denne dokumentation skal dog finde sted indenfor 8 uger efter overtagelsen.

Såfremt køber inden 8 uger efter overtagelsen dokumenterer sin ret til at træde tilbage fra handlen, annulleres denne. Det sker uden at nogen af parterne i den anledning har noget krav imod den anden. Det forudsætter dog, at parcellen tilbageleveres i samme stand, som den henlå ved købsaftalens indgåelse.

Det er købers ansvar at benytte sig af sin ret til at træde tilbage fra handlen på grund af jordbundsforhold, inden fristen udløber. Hvis fristen ikke overholdes, kan køber ikke på et senere tidspunkt gøre indsigelser på grund af jordbundsforhold.

Omkostninger ved skøde
Viborg Kommune udfærdiger skøde uden omkostninger for køber og sørger for at dette bliver tinglyst.

Køber betaler afgiften til skødets tinglysning. Viborg Kommune betaler afgiften til tinglysning af servitut vedr. forbud mod videresalg, byggepligt, tilbagekøbsret og udstykningsforbud.

Hver part betaler eventuelle udgifter til egen advokat.

Tinglysningsafgiften betales kontant samtidig med købesummen. Beløbet opkræves af og indbetales til Viborg Kommune.

Fortrydelsesfrist
I henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. kan køber træde tilbage fra handlen (fortryde en aftale om køb af fast ejendom m.v.) inden 6 hverdage mod betaling af 1 % af købesummen.

Kommunen giver dog køber en videregående ret. På den måde at køber uanset årsag og uden betaling af godtgørelse, altid kan fortryde sit køb indenfor en frist af 6 hverdage.

Notering af købsinteresse
Såfremt man ikke umiddelbart ønsker at købe en udbudt grund, kan man blive noteret som interesseret køber. Det betyder, at den pågældende grund ikke bliver solgt, uden at man har haft mulighed for at afgive et bud. Grunden bliver herefter solgt til højestbydende.

Flere kan blive noteret vedrørende den samme grund.

En notering er tidsbegrænset til én måned. Dvs. at noteringen bortfalder af sig selv, hvis Viborg Kommune ikke har fået en ny henvendlse omkring notering inden denne måned er gået. Noteringen kan kun forlænges 2 gange, således at en grund alene kan noteres i 3 måneder i alt.

Det er gratis at få noteret sin købsinteresse.

Fra den første annoncering af en grund og 2 måneder frem kan man ikke få noteret sin købsinteresse.

Sidst opdateret: 30.06.2016